Synecdoche, New York: Death and All His Friends

Synecdoche, New York

25/07-09Death and All His Friends
Der er mange måder at fare vild I Charlie Kaufmans instruktørdebut, ’Synecdoche, New York’. Se bare titlen der i sig selv grænser til et mysterium. Og hør bare et uddrag af filmens historie om en døende teaterinstruktør, der som sit livs sidste kunstbedrift får bygget en 1:1-udgave af Broadway i en lagerhal midt på Manhattan - en historie der, blot opsummeret på halvanden linje, støder panden mod et par gevaldige og næsten absurde troværdighedskvaler.

Der er naturligvis langt større sandsynlighed for at miste overblikket og overskuddet til at gå sømmene efter i Kaufmans monumentale filmprojekt når først værket ruller over skærmen. Men ’Synecdoche, New York’ er mere end et overdoseret skud filmsyre, der sender al vanetænkning til tælling. Den er mere end spraglet og snørklet, mere end forfriskende, ja selv mere end fantastisk velskrevet og -spillet af filmens blændende hovedrolleindehaver, Philip Seymour Hoffman. Først og fremmest er ’Synecdoche, New York’ berusende godt tænkt. Selve idéen om den kunstneriske krise, der sender kunstneren på selvrangsagende vildveje er set før, lige så vel i Fedrico Fellinis tidløse og for evigt friske ’8½’ som i Spike Jonzes ’Adaptation’, skrevet af Kaufman selv. Det er derimod tanken om hovedpersonen Cadens ’Larger than life’-projekt og hans altomfavnende forsøg på mere eller mindre at putte hele verden ned i et teaterstykke, der kan bide skeer med livet selv, der står som så fabelagtig og dybt forunderlig en kreatur i Kaufmans film.

Lige som i de to af de film, Charlie Kaufman tidligere har skrevet manuskript til, nemlig ’Being John Malkovich’ og mesterværket ’ Evigt solskin i et pletfrit sind’, er det den rene, klare og utroligt simple springbræts-idé der åbner op for Kaufmans mange fantastiske svinkeærinder - og dem er der flere af end nogensinde i ’Synecdoche, New York’. Flere af de helt hovedløst absurde scener, hvor Cadens dobbeltgænger-mani langsomt mudrer virkelige identiteter sammen til ukendelighed, er langt fra altafgørende i filmens hele billede. Efter en omgang med ’actors playing actors’-galskaben har man faktisk allerede fanget det sigende billede af kunstnerisk storhedsvanvid - men når scenerne løbende optrappes til et gradvist mere rablende stadie, når de én efter én udvider grænserne for hvor krøllet og nærmest umenneskelig kreativt et hoved, Charlie Kaufman sidder inde med, kan man knap forstille sig filmen uden dem.

Som filmen skrider frem giver det simpelthen KUN mening (i hvert fald for mig), at den lille, forhutlede teaterinstruktør langsomt famler i blinde efter mening med sit stormfulde projekt. Om det dertil fremstår som en selvfølgelighed, hvor foruroligende langt Charlie Kaufman og ’Synecdoche, New York’ går mod slut i jagten på at grave sig helt ind i knolden på Caden, er til gengæld mere end tvivlsomt. Som enden på sin snøvlede og stimulerende vej klasker filmen i sin sidste akt en række magiske, næsten ubegribelige billeder i synet på os fra den vrangvendte inderside af Cadens smuldrede hoved. De billeder står aldrig til at glemme. Det samme gælder ’Synecdoche, New York’, der står tilbage som intet mindre end en mageløs film.

25/07-09Death and All His Friends
Jeg husker tydeligt da du fortalte mig, at den nye Kaufman-film var én af de tre bedste film du nogensinde havde set. Dér fangede filmen for alvor min opmærksomhed, som ellers var sunket efter halv-lunkne anmeldelser rundt i verdenen. Jeg - sad to say - valgte at downloade den, for den skulle ses hurtigst muligt. Den blev så sat på 'play' på den beskedne mac-skærm. Uden videre, efter 60 min. af filmen, åbnede min mor døren, og fortalte at det altså var nu, at jeg skulle køres af min far for at besøge min kommende efterskole til info-aften. På dette tidspunkt var min hjerne klamrede til 'Synecdoche, New York', mit sind så opslugt, mine følelser havde den nedlagt - den havde åbnet mig som var jeg en bog. Utrolig irriteret hev jeg bærbaren ud af stikket og satte mig ind i bilen med skærmen klamrende til mig. Solen skinnede så jeg næsten ikke kunne se en skid, der blev kørt aggressivt, headphone’en var elendig, så jeg kunne næsten ikke fange dialogen. Men jeg fik set den. Min tilstand var fredsfyldt, mine følelser satte sig i vejret, som var jeg forelsket. Jeg følte ikke at jeg havde set en film, men oplevet noget helt andet.

Det spøjse er, at vi jo havde en snak om hvor vigtigt det er at man ser denne film (også bare generelt) så godt som det er muligt, og det at jeg på et tidspunkt havde sat den på pause, var som du sagde, beklageligt og dumt. Vi talte også om, hvor svært det er, overhovedet at sætte nogle ord på om denne film. Lidt rastløs over egentlig ikke at vide, hvad det var Kaufman præcist havde skabt, kan jeg nu puste ud. Dit skrivetalent har beskrevet det jeg anså for ubeskriveligt. Næste gang, nogen spøger om hvorfor at ’Synecdoche, New York’ er så god, som den er, så vil jeg blot virke helt fattet og citerer din anmeldelse.

Ikke at dét ville være første gang, champ.

05/08-09Death and All His Friends
Hjertens tak for ordene, Jonas - og jeg ved i allerhøjeste grad hvordan du har det med film, der - som denne - er helt utroligt svære at indkapsle i ord. Jeg havde en lignende oplevelse med Tarkovskijs 'Spejlet' indtil for få timer siden, hvor jeg faldt over denne helt ustyrligt klarsynede kommentar til filmen fra en facebook-bruger:

'It's something human that still lingers in a world in which human experience is slowly becoming irrelevant. One day maybe we'll have forgotten what it's like, being in a field of grass. We'll have broken experience down into a detailed diagram of synaptic firing. It's strange to see this film these days. It's sad. It's almost like finding a letter from the past, sent by a species so essentially foreign to ours. The film does feel a lot older than it is, to me. Maybe it's the light or that swaying rhythm. The rhythm of water pervades the entire work and laces the composition together. It's like a vision of the human mind, as it used to be back then when we wrote literature and felt something when on the shore.'

Det har ligget på min tunge og her bliver det så sagt, smukt og klart. Ubegribeligt rammende.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.