Harry Potter og halvblodsprinsen: En af de bedste i serien...

Harry Potter og halvblodsprinsen

25/07-09En af de bedste i serien, men kan ikke måle sig med bogen
Jeg har for længst indset at filmene aldrig kan måle sig med bøgerne, men efter 5 film ved man også hvad man kan forvente af en Harry Potter film: spænding, magi, underholdning, fede effekter og et væld af gode skuespillere, og jeg må sige at film nr. 6 indfrier disse forventninger til fulde.

Som en anden bruger meget rammende har skrevet så er Harry Potter filmene blevet lidt ligesom en Tv-serie. Man kender på forhånd personerne, omgivelserne og vel egentlig også handlingen eller i hvert fald intrigerne, men det gør ikke så meget for det er både hyggeligt og spændende at følge hverdagen på Hogwarts. Ligesom i 4’eren og 5’eren centrerer historien i 6’eren sig bl.a. omkring de typiske teenageproblemer, og det giver de tre hovedrolleindehavere lidt mere at arbejde med. Man må sige at de tre skuespillere Rupert Grint, Daniel Radcliffe og Emma Watson alle er vokset med opgaven, noget ikke mindst Rupert Grint viser i denne film. Han stråler i flere scener og viser stor komisk talent. Jeg vil også rose Gambon. Jeg har ellers ikke været så begejstret for han portrættering af Dumbledore, jeg synes ikke helt han har formået at indfange Dumbledores ånd, men i denne film synes jeg det lykkes for ham.
I de foregående film har Malfoy været meget unuanceret, men i Harry Potter og Halvblodsprinsen spiller han en væsentlig større rolle, og han bliver mere nuanceret. Noget lignende gælder Snape der bliver mere spændende og mystisk og den udvikling er en af de ting jeg synes løfter filmen. I bogen får man også mange flere informationer om Voldemort, men i filmen har de skippet så mange af minderne at jeg ikke følte man vidste meget mere om Voldemort end før. Selvom det måske ikke lyder sådan så har jeg efter mange år endelig nogenlunde accepteret at filmene aldrig kan få alt med, men jeg synes nu alligevel at der manglede lidt mere om Voldemorts oprindelse. Noget andet filmen heller ikke har med er den store kamp til sidst, hvilket jeg synes er en smule ærgerligt, men på den anden side er den måske heller ikke så nødvendig.

Harry Potter og Halvblodsprinsen er hvad man kan forvente af en Harry Potter film, men det er helt klart en af de bedste i serien. Man er godt underholdt den 2½ time filmen varer, og så er effekterne fantastiske, især startscenen er nævneværdig. I forhold til de andre Harry Potter film fortjener en helt klart 5 stjerner, men i forhold til alle film i hele verden vil jeg give den 4 stjerner.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.