Irréversible: Livet foregår og klokken slår

Irréversible

11/08-09Livet foregår og klokken slår
Hvis kunst skal provokere, hvilket mange hævder i disse tider, så er ’Irreversible’ et særdeles godt eksemplar på kunst.

Det er evigt og altid en hårfin balance, når man skal vurdere om lort på dåse er kunst, eller rent ud sagt kvalmende og hul provokation. Gal og genial er jo som sagt to sider af samme mønt, og derfor, som Lars von Trier slutter sin tv-serie ’Riget’ af med, skal man tage det gode med det onde.”

Og det skal man i bogstaveligste tilstand med Gaspar Noés blot anden spillefilm, hvor man blandt andet skal stå igennem en ti minutters voldtægt af den ellers så skønne Monica Bellucci.

Det er stærke sager, at dykke ned i den menneskelige undergrund, der med et rystende kamera og en dunkel lyssætning virkeliggøres som bøssenatkluben ’Rectum’ i filmen. Det er både en fuldstændigt absurd, modbydelig, kvalmende og grænseoverskridende rejse ind i verdens røvhul fyldt med frastødende sexorgier og mættede rødt lys.

Men det sande helvede udspiller sig ikke i omgivelserne, men i Vincent Cassels Marcus’ hoved, en fyr der søger hævn over den voldtægtsmand, der for få timer siden voldtog og tævede kæresten Alex (Monica Bellucci). Ledsaget af filosoffen og hans gode ven Pierre, spillet af en fuldstændig genial afdæmpet Albert Dupontel, skaber de deres vej gennem ’Rectum’s mange nedstigninger til undergrunden på jagt efter voldtægtsmanden Bændelormen og retfærdigheden i en uretfærdig tid.

En hævn der ender med, at den ellers så tilbageholdende Pierre tager en brandslukker og smadrer den mere end i hvert fald tyve gange ned i hovedet på den mand, der angiveligt skulle være Bændelormen, mens Marcus ligger og vrider sig med en brækkede arm.

Man kunne tolke det som en forsvarsangreb for Marcus, der inden blevet tævet i jorden, hvis det ikke var for Pierres indgriben og så, nå ja brandslukkeren.

Men den ellers så veltalende og velfungerende Pierre, der under hele aften har prøvet at tale Marcus til fornuft, forsætter sin blodige akt, for han elskede Alex mindst ligeså meget som Marcus, og derfor kommer hans vrede til uhyggeligt syn i de mange slag, han unødvendig sender ned over sit afvæbnede offers splittede ansigt.

Og her slutter så filmen, eller i den rigtige natur: starter. Filmen håndhæver nemlig sin egen titel, ved at starte med slutningen og ende med starten. Og det er først og fremmest her, at Gaspar Noés provokerende filmsprog kommer til sin ret.

Det er en stilistisk jættepræstation, Gaspar Noé har gjort med filmens mange overgange, at lade nærmest kameraet springe ind i den enkelte scene og så springe ud i atmosfæren og videre til den næste.

Sammen med denne umiskendelige kamerahåndterning, som jeg intet har set magen, skaber Gaspar Noé et unikt visuelt udtryk, som både kan vise rendyrket ondskab og glæde.

To modpoler i en malerdåse.

Der findes ingen ugerninger, men kun gerninger, siger en indsat tyrenakke, der er dømt for incest mod sin egen datter.

Ugerningen, voldtægten, kan ikke gøres om, den er fængslet i fortiden, men i stedet for at tage på hospitalet og værne om deres kæreste og ven, tager Marcus og Pierre ud efter hævn. En i virkeligheden egoistisk beslutning i en krisetid, hvor ofret har mere brug for dem, end endnu et blodbad.

Her fletter Gaspar Noé vovet en paradoksal moraliserende ind i et værk, der er præget af fatale gerninger og voldsomme blodrus. Det giver provokationen dybde og vigtig eftertænksomhed.

Tiden ødelægger alt, der kan ikke tages tilbage eller gøres om. Sådan hænger verden sammen, der med et styret klokkeslæt hænger solen op og ned, igen og igen, mens menneskeheden strejfer rundt i fortidens lykke og fremtidens konsekvenser, der begge er blevet eller bliver defineret af det, vi foretager os i nuet.

Og det er her, mellem lange uudholdende voldsomme scener, at Gaspar Noé bruger provokationen som fortællerredskab. Derfor i dette tilfælde: lort på dåse er stor kunst.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.