Harry Potter og halvblodsprinsen: Halvblods og halvkogt...

Harry Potter og halvblodsprinsen

15/08-09Halvblods og halvkogt...
Nå ja - SPOILER ALERT!

Det er trist som Harry Potter filmene har udviklet sig. De første film i serien var gode, mens den tredje var toppen og nr. 4 holdt stilen. Men siden har det været en noget trist og klæg omgang at være vidne til. Den femte film sablede eksempelvis så meget ud af bogens plot, at historien ikke fungerede på film, fordi man let og elefant havde skåret både kød, knogler og fedt ud af bogens plot for at få det ned på filmrullen. For at føje spot til skade blev den længste bog dermed den korteste film. Og for at hælde salt i såret bliver den sidste roman nu til to film. Hvorfor var det så ikke muligt med nr. 5? Bare så du ved det, kære David Yates, så forventer jeg du faktisk gør den film færdig. Eller for at citere salige George Carlin: "I never give credit for incomplete work... not me, I have standards."

Se, hvorfor begynder jeg nu en anmeldelse af nr. 6 med en sådan svada om de andre film i serien? "Halvblodsprisen" skal vel vurderes på egne styrker og svagheder, ikke? Jo, og grunden til jeg nævner ovenstående er, at det er samme instruktør som i forgængeren, og det tjener til at illustrere problemet i denne omgang.

For mens man kunne argumentere for, at det var nødvendigt at klippe i "Fønixordenen" (et argument der helt falder sammen, når man lader "Dødsregalierne" sprede sig over to film), så lå "Halvblodsprinsen" lige til højrebenet, fordi oplægget i bogen er fyldt med masser af tåbeligt, melodramatisk og ligegyldigt pladder om Quidditch og forelskelse. Ikke fordi det sådan set er slemt i en historie om teenagere på 16, men mere fordi "Fønixordenen" ender med, at krigen mellem Voldemort og troldmandsverdenen bliver erklæret, hvorefter man fortsætter med et år, hvor hele krigen bare yderst belejligt bliver glemt. Bevares, det er jo i højere grad Rowlings fejl end Yates'. Men netop derfor bliver det helt utilgiveligt, at Yates keder os bravt med alt det romantiserede vås. Han havde ingen problemer med at klippe al quidditch og lignende ud af forgængeren. Så hvorfor skal vi pludselig trækkes med det nu? Plottet har ikke behov for det, og denne film er lang. Næsten to en halv time. Længere end forgængeren.

Men længden er sådan set ikke problemet. Jeg kan sagtens se mere end to en halv time i biffen. Jeg er trods alt blandt dem, der stadig er muggen over, at vi ikke kan se de lange udgaver af "Lord of the Rings" i biffen, hvoraf den sidste varer næsten fire timer.

Næ, problemet er, at mens filmen ofrer tid på ligegyldigt pjat, så skærer den samtidig ned i de væsentlige ting i filmens slutning. Mens jeg således var skuffet over alt det manglende i nr. 5, så så jeg frem til nr. 6, for der kunne de da umuligt skade plottet al den stund, at der er 300-400 sider midt i bogen, som let kan klippes helt væk uden de store problemer. Hvorfor skal vi f.eks. se Ron blive forelsket i Romilda Vane på grund en trylledrik? Det tjener intet formål i historien og er bare pinligt ukomisk. Ja, jeg ved godt det er Harry's undskyldning for at overbevise Slughorn, men det kan man altså godt nå frem til af andre veje - det er set før i filmene. Det samme om alt quidditch in denne film. I nr. 5 kunne det fjernes. Hvorfor ikke nu? Plottet har ikke brug for det.

Men alligevel er klimakset skåret ned og ganske enkelt skidt fortalt, så der bliver skruet ned for intensiteten i det drama, der ellers lå lige til højrebenet. Mens det meste af bogen er ligegyldigt pjat, der mest tjente som optakt til de sidste hundrede sider, hvor det store drama udspiller sig. Her er store afsløringer og dramatiske hændelser. Men Yates skøjter henover det meget hurtigt, og jeg fatter simpelthen ikke hvorfor. Det er muligt, det er traumatiske hændelser, men vi ser det jo trods alt alligevel, og pointen i Harry Potter er jo netop, at de sidste bøger i serien ikke er skrevet for den samme aldersgruppe som de første - det er meningen at læseren skal vokse sammen men karaktererne, så mens "De vises sten" og "Hemmelighedernes kammer" var for de 11-12 årige, så er "Halvblodsprinsen" for de 16-17 årige. Det er ikke en børnefilm. Bogen var ikke en børnebog. Og Dumbledore dør jo alligevel. Det er helt utilgiveligt, at dramaet ikke bliver spillet til kanten. Jeg havde ventet at se Dumbledore falde på knæ og trygle Snape, men det bliver bare en sidebemærkning her. Skidt. Men værre er reaktionerne til Dumbledores død. Scenen hvor Harry fortæller, at Dumbledore er død, mens McGonagall og andre er så lamslåede, at de nægter at tro ham, er helt klippet ud. Vi får kun en flok folk omkring Dumbledore EFTER hans lig er blevet fundet. Det er alt sammen helt igennem skidt fortalt fra Yates' side, og det er der ingen undskyldning for. Det er simpelthen en forbrydelse af Yates. Og den eneste grund til, at det ikke går helt galt, er, at skuespillerne (altså de voksne) trods alt er så dygtige, at de kan redde imponerende meget alene med deres spil. Ikke overraskende er det især Helena Bonham-Carter, Alan Rickman og Maggie Smith, der redder filmens slutning. Ingen kan på kommando være mere skummel og truende end Alan Rickman. Og mens Yates samtidig går hvad han kan for også at spilde tragedien i Dumbledores død på gulvet, så redder Maggie Smith den. Bemærk ulykken i hendes ansigt i den scene. Tragedien er som malet i ansigtet på hende. Få kan som Maggie Smith med et blik vise så meget ulykke og sorg. Respekt.

Desuden er figurerne dårligt karakteriseret. Jeg havde godt nok forventet at se Harry kæmpe med dilemmaet mellem at blive ved med at tvinge Dumbledore til at drikke som lovet og have medlidenhed med ham og stoppe. Men nej. Det er bare en en lang montage med sammenklippede billeder uden anden lyd end baggrundsmusikken, hvilket alene illustrerer, at Harry selvfølgelig bare bliver ved uden at tvivle. Ak.

Det er også skidt, at betydningen af hvem halvblodsprinsen egentlig er går fuldstændigt tabt undervejs. Det er kun, når Snape nævner det til sidst, at man tænker, "nå ja, det var vist forresten noget, der skulle forestille at være lidt vigtigt," tænker man. Og konkluderer så, at det var det så ikke.

Ikke desto mindre er filmen rimelig underholdning, den elendige instruktion til trods. Jim Broadbent er en sikker tilføjelse til seriens rolleliste, og at se Helena Bonham-Carter slange sig op ad Alan Rickman er ganske veloplagt. Så skuespillerne (i hvert fald de voksne) er trods alt så dygtige, at de ikke giver filmen lov til at falde fra hinanden. Så tak for det til Jim Broadbent, Alan Rickman, Maggie Smith og Helena Bonham-Carter. Tom Felton viser også stærkt spil som den trængte Draco Malfoy, mens Daniel Radcliffe og Emma Watson kører meget på rutinen. De trænger til få et motiverende spark, mens Rupert Grint lader til at nyde denne omgang som pauseklovn.

Det retfærdiggører dog ikke filmens længde, hvor der denne gang - i modsætning til forgængeren - sagtens kunne fjernes en times tid midt i filmen. Hvorfor det ikke skete er et godt spørgsmål. Med en kortere film kunne man trods alt have drevet flokkene gennem leddet til biografsalen og ud igen noget hurtigere, så man dermed kunne have tjent flere penge hurtigere.

Jeg gruer for de(n) sidste film, idet dens/deres skæbne også ligger i Yates' hænder...

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.