Synecdoche, New York: Livet i teaterstykket i verden, elle...

Synecdoche, New York

18/08-09Livet i teaterstykket i verden, eller verden i teaterstykket i livet
En film om et digt om en drøm om en fantasi om en misforståelse om et minde om et teaterstykke om en verden i hovedet på et mand instrueret af en anden mand spillet af en skuespiller.

Manuskriptforfatteren Charlie Kaufmans instruktørdebut ”Synecdoche, New York” er et komplekst, intellektuelt værk med en narrativ struktur, der er dybt og mørkt som graven. Kaufman bygger lag ovenpå lag ovenpå lag, indtil der ikke længere er forskel på bipersoner og hovedpersoner; på drømme og virkelighed; på oprigtige følelser og skuespil; på liv og død. Det er et dybt personligt og eksistentialistisk værk om menneskelig forfald og kampen for at få livet til at betyde noget.

Den forfaldende mand er teaterinstruktøren Caden Cotard (Philip Seymour Hoffman), der i starten af filmen har en dejlig hustru (Catherine Keeler) og en sød, lille datter (Sadie Goldstein). Men langsomt falder tingene fra hinanden. Håndvasken eksploderrer i ansigtet på ham. Hustruen er mere interesseret i sin lesbiske veninde end ham og hans nye opsætning af ”Death of a Salesman”, så hun flytter til Berlin med veninden og datteren. Han kan ikke få den op at stå med sin elskerinde (Samantha Morton).

Tiden flyver afsted. Der går år, mens han kun tror, at der går måneder. Det er godt flettet ind i historien, da vi som publikum heller ikke aner, hvor lang tid der er gået. Derfor er vi lige så overraskede som ham, da omverden fortæller ham, at datteren er blevet en stor ung pige med tung tysk accent, rosentatoveringer over hele kroppen, og moderens lesbiske veninde som mentor og elskerinde. Ak ja, sådan kan det gå.

Caden får-måske blot i en drøm-et legat til at lave et teaterstykke, som han vil. Så han starter med en ide om ingenting, der udvikler sig til at blive til alting. Hele hans liv med alle drømme, utilstrækkeligheder, paranoide fantasier og indebrændte minder sættes op som et publikumsløst teaterstykke i en gigantisk hal, hvor en verden by bliver kulissen. Den ene virkelighed blandes ind i den næste, der blandes i den næste, og igen i den næste og den næste og den næste. Caden bliver ældre og ældre. Teaterstykket bliver større og større, mens hans plads i sin egen verden bliver mindre og mindre, indtil den kun fylder et kosteskab.

Denne dynamik er filmens mest interessante. Dynamikken hvori Caden forsvinder i sig selv. I starten er han også selvoptaget. Han ser sig selv i net-reklamer, tv-reklamer, dameblade, overalt. Han ser sig selv i konens kunstværker lang tid efter de er blevet skilt. Det store teaterstykke er selvfølgelig det ultimative billede på selvoptagetheden: Verden er ham. Han får hele sin omverden til at handle om sig selv. Al denne ynk og selvmedlidenhed er mesterligt skildret med fine, subtile overgange fra den ene virkelighed til den næste. Det ene øjeblik er vi et niveau inde i hans hoved. Det næste øjeblik er vi to niveauer inde. Det tredje øjeblik er vi i begge niveauer samtidig.

Mesterligt. Men det vækker ikke genklang. Jeg kan sætte mig i hans sted et par steder. Det er trods alt en uhyggeligt ærlig og personlig film. Filmen som helhed rungede dog ikke i mit indre. Det er en betydningsfuld film. En af dem man nok vil referere som smukt eksempel på en moderne, kompleks narrativ. Men ”Eternal Sunshine” og ”Being John Malkovich” ramte dybere i mig. Specielt ”Eternal”, hvor Gondrys styrke som audivisuel troldmand gik helt perfekt i spænd med Kaufmans talent for at skabe kringlede historier.

Jeg har dyb respekt for Kaufmans film, men den kom aldrig under huden på mig trods de store eksistentielle tematikker.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.