Inglourious Basterds: Inglorious Tarantino

Inglourious Basterds

01/09-09Inglorious Tarantino
Quentin Tarantino tackler vanen tro en ny subgenre med krigsfilm-pastichen "Inglourious Basterds", der i to handlingsspor skildrer jødisk hævn over nazister under 2. Verdenskrig. 'Basterderne' er en gruppe brutale jødisk-amerikanske soldater, der skaber terror bag fjendens linjer i det besatte Frankrig, og som får nys om en filmpremiere, hvor hele nazitoppen deltager. Men den premiere er også målet for en ung fransk jødinde, der vil hævne sin dræbte familie.

Filmens titel har Tarantino lånt fra en italiensk krigsfilm fra 70'erne, som også handlede om en gruppe amerikanske soldater, der opererede bag fjendens linjer, men derudover intet har at gøre med denne film. Til gengæld markerer referencen, at "Inglourious Basterds" i høj grad er en hyldest til 30-40 år gamle italienske krigsfilm og spaghettiwesterns. Hvilket også understreges i den fine startscene, som tydeligt er inspireret af "The Good, the Bad and the Ugly".

Tarantinos film har altid været fyldt med referencer til andre film, men her er det endnu mere markant end sædvanligt. For ud over de italienske stiltræk er Tarantino denne gang opsat på at markere, at han også er til seriøse europæiske film, bl.a. med henvisninger til Pabst, Lang og Fassbinder. Det er selvfølgelig sjovt, når man er filmnørdet, men desværre virker det også, som om det er hovedformålet med filmen. "Inglourious Basterds" er nemlig noget af en bastard, som er underligt ufokuseret med sine to spor, der aldrig føres effektivt sammen. Hverken i handling, stil eller stemning. Der bliver reelt ikke prioriteret mellem de to dele af filmen, og modsat mange andre Tarantino-film bliver den endda fortalt via simpel klippen-frem-og-tilbage, uden instruktørens karakteristiske leg med fortællestil.

Læg dertil, at replikkerne ikke er Tarantino-superskarpe, at Brad Pitt overspiller sin karikatur som Basterdernes leder, og at filmen simpelt hen er alt, alt for lang og langsom med sine 153 minutters spilletid. Og så har du desværre Quentin Tarantinos hidtil dårligste film.

Dog er den selvfølgelig ikke gennemført skidt. Startscenen er som nævnt fed, og den fuldstændig uhæmmede slutsekvens er også fin. Der er flere gode replikskifter og sjovt konstruerede scener drysset ud gennem filmen. Der er fint spil af især Mélanie Laurent som hævngerrig jødinde og Christoph Waltz som SS-jødejæger. Og Tarantinos stærke sans for billeder og klipning skinner igennem flere steder.

Men der mangler altså bare noget samling og en klarere idé med filmen. Den skøjter rundt i for mange retninger, savner fremdrift, er hverken sjov, medrivende eller spændende nok - og minder sørgeligt nok om mange andre instruktørers halvkiksede forsøg på at eftergøre Tarantinos cool stil.

Jeg elsker ellers samtlige andre film, Quentin Tarantino har instrueret. Men denne gang blev jeg skuffet.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.