Camping: På tur med sorgen

Camping
Film Camping
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Debat
På tur med sorgenCarcajou
tristnjor

06/09-09På tur med sorgen
Fin lille skæv dansk tragikomedie, skrevet og instrueret af et par af Filmskolens afgangselever fra 2007, Jacob Bitsch og Anders Frithiof August.

"Camping" handler om en familie, der er dybt ramt af, at faderen begik selvmord et par år forinden. Det forhindrer dog ikke moderen i at mene, at de skal genoptage familiens campingtradition, og derfor kører mor, datter og søn af sted mod Langeland - med den selvsamme campingvogn, som faderen begik selvmord i.

Det er en historie om at se tragedien og sine egne begrænsninger i øjnene - og derigennem opnå den forløsning, som fører til, at livet kan gå videre til mere positive toner. Og det er selvfølgelig set før, ikke mindst i amerikanske indie-komedier, men Bitsch og August leverer en frisk variation over temaet. Den centrale familie er absurd dysfunktionel, og det fører til mange bizart-morsomme scener, hvor man næsten ikke ved, om man skal grine eller græde. For alvoren er der også hele tiden under overfladen, og det gør "Camping" til en solid, helstøbt film. Instruktør Bitsch tør fx vise familiens stilstand i flere lange faste kameraindstillinger, og forfatter August har skrevet en hel stribe tragisk bidende replikker.

"Camping" er åbenlyst en lavbudget-produktion, filmet på grynet video uden store visuelle armbevægelser. Men både billeder og musik fungerer fint til formålet og passer egentlig meget godt til den lidt forarmede campingverden. Og skuespillerne gør det glimrende, især Mia Lyhne i den primære hovedrolle som datteren. Hun viser her, at hun kan noget mere end sin typiske deadpan-humor. Og Kirsten Lehfeldt har en rigtig Kirsten Lehfeldt-rolle som den emsige, fordrukne mor. Det er de to, som bærer filmen - de øvrige roller er ikke professionelle skuespillere, og det kan ses, selv om der er udmærkede præstationer af Oliver Brandel som sønnen og Caroline Dahl som den kørestolsbundne pige, de møder på campingpladsen.

"Camping" er en dansk komedie med forfriskende meget personlighed og langt mere punch end flere nylige forsøg på folkekomedie og standup-film. En glimrende spillefilmdebut for nogle unge filmfolk.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.