The Wrestler: Et kram med et knæ i nosserne!

The Wrestler

29/09-09Et kram med et knæ i nosserne!
Jeg har altid holdt meget af Darren Aronofsky. Fra hans mildest talt udsyrede Pi, over den skræmmende og rystende Requiem For a Dream og den ubeskriveligt smukke, men måske også lidt for ambitiøse The Fountain og nu til The Wrestler, hvor han både gør op med sin flair for visuel prang, som han nærmest udelader og i stedet tilfører historien, som måske nok er set lignende i Raging Bull (en personlig favorit iøvrigt), men alligevel slet ikke på samme måde.

Normalt er jeg ikke typen, som får tårer i øjenene over film, men film som Million Dollar Baby og specielt David Lynch's The Elephant Man har igennem tiden formået at røre mig dybt. Og nu gør The Wrestler minsanten det samme, med en fortælling om et så skæbnesvangert liv, at det næsten ikke er til at begribe. Her er visuel prægtighed og special effects på ingen måde nødvendige for at fortrylle beskueren og på en gang både forarge og forføre.

Jeg er meget stor beundrer af Sean Penn, men den Oscar skylder han Rourke noget så eftertrykkeligt, for aldrig nogensinde har jeg set en skuespiller ofre alt for en rolle, som Rourke gør i The Wrestler. Ikke ét sekund betvivlede jeg at manden mener denne præstation 100% (og lidt mere hvis ret skal være ret) og det er lige netop filmens allerstørste attraktion. Naturligvis skal Aronofsky have skyhøje roser for hans personinstruktion, men intet kan dække over, at Mickey Rourke har haft en personlig mission langt ud over et ellers forbilledligt stykke arbejde, som filmen er i sig selv. Det virker næsten mere som dokumentar end fiktion!

Føj for satan! Jeg er overvældet.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.