SPOILERS

Uden de store filmiske virkemidler og dikkedarer, lykkes det instruktøren Daniel Alfredson, der selv spillede engel i den klassiske, svenske hævnfilm Den Enfoldige Morder, at skabe en film med dynamik, indhold og spænding. For at citere en kær Scope-bruger, er filmen "klinisk renset for fortolkningsvenlig subtekst", ligesom æstetiske virkelmidler, kompositionen af billeder, farvevalg mv. er ikke-eksisterende, og dermed forårsager, at filmen naturligt strander på et goldt niveau svarende til en god søndagsserie på DR1. Der er dog enkelte gode, filmiske elementer. Halvbroderen, der ikke kan føle, end ikke i sine ædlere dele. Faderen, der efter ildspåstættelsen ikke har noget øre. Mænd der ikke vil høre eller føle. Det er Lisbeths verden. Michael lytter og føler, men hun kan ikke endnu rumme deres kærlighed, mens han forstår og accepterer hende. Men har hun mistet troen på verden?

Man kan kritisere realismen i den Kill Bill 2-plagierende slutning (at overleve en levende begravelse) i en film, der endvidere bruger stemningseffekter á la Antichrist (lemlæstningen) og Mulholland Drive (tv-serien, der blev til film; den lesbiske scene). Det ændrer dog ikke ved, at man, hvis man tager filmen for face value, er godt underholdt, hvis man blot skurer sine æstetiske forventninger ned. Man kan se slutningen som en flad, uforløst undskyldning for at kunne fortsætte trilogien. Eller som et billede på de skæbneforbundne menneskers hårde skæbner. De sårer og lemlæster hinanden i én uendelighed, men ingen dør, ingen dræber nogen. For døden ville give dem en fred i strid med kaos'et indeni dem.

Hvor film-trilogien således endeligt vil hen - (for os der ikke har læst bøgerne) - er uvist. Der er masser af uforløste temaer. Er den nu lesbisk-orienterede Lisbeth blevet en mandehader, der lader Michael og sit romantiske forhold til ham betale prisen for sin egen bitterhed. Er hun et rent offer? Eller kan hun gøre op med sine egne dæmoner (og hvordan) og finde kærligheden? Titlen på den afsluttende film tyder på et fint opgør med hendes egne dæmoner. Men måske er det at håbe på for stor psykologisk dybde i et værk, der lidt for fersk udnytter spillet mellem afstumpet, nutidig storby-realisme i henhold til Ekstra Bladet og det ultimative, personlige projekt, som vores liv for os hver især er og altid vil og bør være, trods overgreb, nederlag, smerte og tab.