Op: Imellem to stole

Op
Film Op
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Debat
Opløftende Oplevelse!FilmFax
Imellem to stoleCarl
"Farvel gutter!" -Vakkelmyggen
Filmnørden anmelder: UpFilmnørden

08/11-09Imellem to stole
På overfladen er filmen et sædvanligt standard-produkt fra USA, med en masse vold og forfølgelser, de godes kamp imod de onde, urealistiske heltebedrifter, påfaldende sammentræf, usvigeligt held, og en happy ending. Det er kedeligt og trivielt at se på, men det er måske fordi jeg ikke er noget barn. Jeg synes ikke engang at den er særlig morsom. Kun lidt.

Men filmen har også et dybere, psykologisk aspekt (Hvis du ikke vil høre om handlingen, så må du stoppe læsningen her, og springe ned til det sidste afsnit). I begyndelsen er det tydeligt, for vi ser hvordan hovedpersonen Carl som barn har store drømme om at udforske verden, nærmere bestemt et uberørt område i Sydamerika. Men det bliver aldrig rigtigt til noget. Han bliver gift, og der kommer hele tiden noget i vejen. Der er så meget andet at bruge pengene til, som haster mere end en rejse til Sydamerika. Til sidst ser vi hvordan han som gammel sidder alene tilbage, og tænker vemodigt på hvordan han har spildt sit liv, i stedet for at udleve sine drømme. Mon ikke der er mange ældre mennesker der kan genkende den situation? Selv om det er en animeret film, kommer mandens følelser fantastisk godt til udtryk, og man føler virkelig med ham.

Da han skal på alderdomshjem tager filmen en ny drejning, og bliver urealistisk. Jeg tolker det sådan, at resten er noget der foregår inde i hovedet på ham. Altså en indre rejse. Det begynder med at han flyver til Sydamerika i sit hus, som han har bundet fast til tusindvis af baloner. Med sig har han en spejderdreng - barnet i ham selv, som han ender med at blive gode venner med. Efter mange strabadser når han frem til det vandfald, som han har set et billede af som barn. Men hvad fanden skulle jeg egentlig her, tænker han ("Står på en alpetop …"). Han kigger i sin gamle skrapbog, og det går op for ham at de små glæder han havde sammen med sin kone, måske ikke var så tosset endda. Igen en god psykologisk pointe.

Men hans rejse fortsætter. Hvad der sker er ikke så vigtigt. Det interessante er at han hele vejen igennem slæber rundt på sit hus, som hænger et stykke over jorden i balonerne. Huset skal symbolisere hans fortid, vaner, meninger, og så videre. Alt dette må han give slip på da hans hus blæser væk, på et tidspunkt hvor han befinder sig oppe i de højere luftlag - eller tankesfærer. Derefter er han som forandret. Han er blevet af med en tung byrde, og føler sig let og fri. Mens han før var gnaven, er han nu glad for livet. Altså igen en god psykologisk - eller skal vi sige spirituel - pointe. Han flyver hjem i et luftskib, som er meget hurtigere og mere manøvredygtigt end hans gamle hus. Vi ser at han beholder luftskibet derhjemme. Dette skal sikkert symbolisere at han nu er i stand til at bevæge sig frit i de åndelige sfærer.

Der er altså to lag i filmen. Et for børn, og et andet for voksne. Problemet er, at filmen ikke er helstødt, hverken for børn eller for voksne. Hvis man er barn, så må man da undre sig over hvorfor vi til at begynde med skal høre om hans kedelige livshistorie, samt hvorfor han hele tiden slæber rundt på sit hus. Og hvis man er voksen, så irriteres man som sagt over al den naive ramasjang. Filmen spænder med andre ord for vidt. Handler den egentlig om virkeligheden, eller handler den om Hollywoods pseudo-virkelighed? En film der både er seriøs og useriøs, er en underlig cocktail. Jeg ved godt at den er populær og scorer kassen, men rent kvalitativt mener jeg alligevel at filmen sætter sig imellem to stole.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.