Mulholland Drive: Stemning

Mulholland Drive

11/11-09Stemning
Lynch bringer i denne film alt, hvad man drømmer om. Udover en interessant historie, man sagtens kan finde rundt i, hvis man lige accepterer, at noget af den er drøm: så er Mulholland Drive perfekt som eksempel på de livsbekræftende og meget følelsesbetonede stemninger Lynch begyndte at mestre fra og med Blue Velvet. Akkompagneret af Angelo Badalamentis plastisk-falske synthesizer-galskab bliver denne film et helskabt mesterværk, der lever på sin latterligt originale symbolik og stemning.

Selvom filmen ligger meget langt fra Eraserhead, der efter min mening repræsenterer en side af Lynch, der er mere frugtbar og kunstnerisk end den glade, livsbekræftende "Twin Peaks"/"Blue Velvet"/"Mulholand Drive"-side, så synes jeg stadig, man skal ophøje denne film som noget meget specielt. Ikke noget, der nødvendigvis er sandt, rigtigt eller tilbyder noget brugbart billede af verden og menneskers skæbne; men som et kompleks af følelser og stemninger, der skal hædres og nydes og forstås som det de er: kunst. Det er om noget - både narrativt og billedmæssigt - en æstetisk film hinsides alt, hvad der kunne kaldes fornuft. Det er følelsernes herredømme.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.