Det Hvide Bånd: Et nænsomt stykke kirurgi

Det Hvide Bånd

18/12-09Et nænsomt stykke kirurgi
Østrigske Michael Haneke er noget særligt. Hans film er alle noget nær enestående - og strenge. De kræver enorm opmærksomhed og ses bedst med et sind, der er villig til at tage imod mørke og forstyrrende meddelelser om verdenen vi lever i. Samtidig er Haneke en sand virtuos. Han er inspireret af klassiske instruktører som Andrej Tarkovskij og Robert Bresson, og fører med utrolig fingerspidsfornemmelse deres tekniske filmidéer om dvælen og intens stilstand videre i sine værker.

I ’Det hvide bånd’ blive vi med kølig omhu og alt andet end hastværk ført tilbage til en tysk landsby, Eichwald, i årene op til første verdenskrig. Mændene uddeler ordrerne, mens børnene og kvinder tager imod. Hvis ikke venter den fysiske afstraffelse med et vågent øje i kulissen.

For første gang opererer Michael Haneke uden farver. Gør det noget? Selvfølgelig ikke. Tværtimod tilføjer det en hidtil uset facet til hans suveræne måde at skabe nøgne og knivskarpe billeder på. Det lille forkrampede samfund fremstilles lige så tørt og stift som et falmet billede i en folkeskolefagbog - og med en præcision og elegance der sørger for en miljøbeskrivelse af den helt afsindigt gennemførte slags. Man er holdt fast til absolut sidste, konsekvent beskårede billede i det her ligblege og uafrystelige univers.

Som de halve timer lister sig af sted i ’Det hvide bånd’ piller Michael Haneke med sædvanlig udsøgt præcision sine mennesker og sit miljø fra hinanden, som en kirurg der med let og glidende hånd skær sig vej til et afskrækkende blodbad. Og når kameraet ofte rettes mod det, det hele synes at handle om, børnene, får den østrigske mørkemand lige akkurat den tyngde, der gør hans værker - nu inkluderet ’Det hvide bånd’ - til en enestående oplevelse at sidde igennem.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.