"Destruction, hence, like creation, is one of Nature's mandates."

MIRZA
Vi skal endnu en gang battle, Jarl! Emnet er nu "Salò" (Salò o le 120 giornate di Sodoma). En film jeg elsker, og som du hader. Reglerne er de samme. Dog kommer jeg lige med én ny. På intet tidspunkt må ordet "kunst" anvendes i denne diskussion. Det er en smule ironisk, at det faktisk var dig som anbefalede filmen til mig i sin tid. Hvilket jeg stadig er dig taknemmelig for. Men pludselig gik din karakter fra 6 stjerner til blot 2. Til den dag i dag, er jeg stadig lidt rundtosset over dit radikale skift. Specielt eftersom, at der er tale om en film, af en potens næppe set af samme skuffe. Som du nok også kan høre på mig, er det vel næppe nødvendigt at påpege, at du skylder noget redegørelse? "Salò o le 120 giornate di Sodoma" er en fremragende film.

VELVET
Hm. Det er vigtigt at tænke før, før man tænker efter. Derfor mister filmen en del af sin 'charme' hos mig, fordi Pasolini begik samme fejl da han lavede den, som jeg gjorde da jeg så den. Nu er der jo ikke meget at hive eller stikke i, for teknisk trækker den ingen merit. Diskussionen skal altså handle om dens tema. Hvad tror du dén handler om, siden den har så stor en stjerne hos dig? Den er jo egentlig bare en kritik af mennesket, der fortoner sig i sin kritik af de reaktionære kræfter vi alle kender (her fascismen)... Det er kønsløst og kedeligt og endimensionelt.

MIRZA
Hvabehar? Teknisk trækker den ingen merit? Efterlod klipningen, kameraarbejdet, den nostalgiske 1970'er-italianske fotografi, set dekorationen eller castingen, slet ingen virtuosteknisk effekt på dig? Hmm. Måske skulle én gøre sig en undtagelse, og se den pågældende fim på Blu-ray? Se så, så kunne hele dette blu-ray hysteri måske gøre gavn alligevel. Ej, det tror jeg ikke en gang selv på. Drop den hæslige idé. Men én af filmens store styrker er, at den smelter en artistisk, filmisk billedskønhed sammen med en ækel - dog utrolig veludført - brutalitet. Jeg synes at du undervurderer "Saló"s håndtering af sit tema. Et studie i menneskets ekstremistiske tendenser, det vi forbinder med ondskab, udi en voldsom og smuk poetisk fortællervinkel. Endimensionel? Selv ofrene er som dyr.

VELVET
Hysteri gør sjældent gavn. Det samme gælder pessimisme. Pasolini er om nogen pessimist. Man kan ikke bebrejde ham, taget hans opvækst i betragtning. Og dog, håbede jeg på at se nogle poler støde sammen. Men det gør de ikke. Alle er dyr. Der er ikke et eneste godt menneske i hans morbide kavalkade; ingen repræsenter håb, vilje eller kærlighed. Det er ikke poesi. Det er pseudo-pornografisk potpourri af fordærvet menneskeånd. Fy for satan. Jeg gider ikke se på det og hvorfor skulle jeg? Mandens fokus er så småt, at alt hans lort knap kan være i det. Se, hvis nu det var bønderne der havde tortureret, misbrugt og lemlæstet fascisterne istedet...... Så havde jeg måske slugt hans kamel. En italiensk 70'er-film på Bluray. Hm. Det ville være vanhelligt. For filmen, altså....

MIRZA
Pasolini har arbejdet meget ud fra sine følelser, og filmen er - fejlagtigt - blevet tolket som et politisk manifest. Men filmen rummer et episk billedsprog, og Pasolini var jo én af neorealismens allersidste mænd, så hans virtuositet for realisme brygget med et operasansende anlæg, er da én af mange grunde til at se den. I det nedslående optog ser vi da lige netop én der repræsenter håb, vilje og kærlighed. Husker du ikke vagten, vi ser i en elskovsrus med en stuepige? Facisterne ser denne form for seksuel hengivenhed, og skyder vagten; altså inden at han oprejst, rejser sit knyttede næve op i vejret. Et øjebliks stilhed og fokusering. Så vidt jeg husker, er der også én der begår selvmord over skammen? Pasolini modprøver os ved at gøre ofrene maliciøse. Moralen i sympatien sættes på prøve, i spekulationen om menneskeånden.

VELVET
Du modsiger dig selv. Ham der repræsenterer håb, vilje og kærlighed dør. Moralen og meneskeånden sættes på prøve og fejler, ligesom i alle hans andre film. Pasolini viser at disse ting ikke har en plads i en fascistisk verden. Hvilket episk billedsprog der samtidig er realistisk (....?) snakker du om? ;)

MIRZA
Ja, han dør. Og? Han stiller spørgsmålstegn til den menneskeånd som vi besidder versus vor destruktive natur. Vores egen sympati, menneskeånden, retter sig ikke særlig meget mod ofrene, da de viser sig fra deres mørke side. Men når vi ikke gør det, er vores menneskeånd så noget ved? Den er i hvert fald lunefuld. Menneskeånden skal man kæmpe for at bibeholde. Ja, den besidder et episk billedsprog, under realistiske forhold. Jeg ved ikke rigtigt mht. det du siger om hans tidligere film. I så fald, gør han det allerbedst hér.

VELVET
Hverken Pasolini eller den filosof du så nonchalant citerede i starten, var særligt reflekterende i deres værker. Har du læst De Sade? De konkluderer begge. Det er dumdristigt at konkluderer, når man er meget radikal i sine antagelser. Så bliver man nemlig en ekstremist - og de har aldrig noget klogt at komme med. Nu skal Pasolini jo så undskyldes, fordi han netop laver film om ekstremisme og hvordan de kræfter underminerer den menneskeånd du taler om. På den kant, er han vel mere antagende, ja. Men det er fandeme også sørgeligt! Selv Noé og Moodyson aner et lys i mørket. Der er intet spændende ved en film om ekstreme ideologier og dehumanisering, der i store ambevægelser beretter om menneskets totale korruption. Det er firkantet. Der er ingen rum i hans kritik, modsat mange af de instruktører jeg ved du godt kan lide.

MIRZA
Jeg ville ikke sige at filmen konkluderer, men derimod spekulerer. Selvom den er sat op ganske realistisk, skal den næppe tages så påtagelig. I så fald, går Pasolini over stregen. Måske er det dér vi er (grund)uenige? Ergo hvor du føler at filmen siger, føler jeg at filmen spørger. Noé og Moodyson er derimod mere jordnære, aye? :) Der er måske ikke meget rum, men filmens teatralske kant, er i mine øjne, enorm flot lavet. Jeg tror ikke at det er for sjovs skyld, at Noé og Haneke har den på deres top 10., eller at de sammen med Trier kalder den et mesterværk.
Ikke at andres meninger skal danne skole, men trods alt.

VELVET
Nu skal vi passe på med ikke at køre for meget i ring. Pasolini hører til blandt neo-realisterne, hvor livet som undersåt jo altid var et tema... Jeg synes stadig du væver. I og med at du mener, at den spekulerer blot fordi den er teatralsk. Metaforer skal også tages alvorligt. Men fair nok. Jeg er ligeglad med hvad den er. Der er ikke meget reflektion i en film, hvor de onde autokrater mishandler deres undersåtter. De Sade's litteratur var jo også grænseløst infantil, ligesom hedonismen er. Pasolini er muligvis ikke tilhænger af denne livsfilsofi, men han konkluderer da kraftigt; at vejen til fordømmelse er belagt med lyst. Ligesom Noé og Moodyson - de har bare kærlighed med i spillet. A little love goes a long way. Måske er jeg blødsøden, men du er sgu da også kyniker, hvis du mener det er et værdigt portræt af mennesket? Nu har Trier jo også en begrænset livsvisdom, så det undrer mig ikke, at han kan lide den :)

MIRZA
Meget firkantet måde at beskrive filmen på. Jeg tror ikke at Pasolini, i stil med Noé, konkluderer at fordømmelse er belagt med hedonisme. Magt, er vist det rigtige ord. Pasolini har ikke valgt at være nuanceret i sit menneskesyn, men slår sine spørgsmål (ikke pointer) godt fast med sit fortællersprog. Han er da i det mindste ironisk. Se bare slutningen. Jeg ser slet ikke filmen som et manifest. Det er simpelthen for nemt at kassere den sådan. Den forstyrre én med de tanker, som den kræver fra sit publikum. Ultra-blockbusteren 'Avatar' kræver et par briller og 120 kr.

VELVET
Jeg fandt lige, under granskning af mit begrænsede bibliotek, et citat af Tarkovskiej: "Moderne massekultur rettet mod 'forbrugeren', et samfund på krykker, forkrøbler menneskesjælen". Han taler her om propaganda, i ligesåhøj grad som konsumerisme. Tarkovskiej optrevlede menneskets jordiske tilværelse (på samme måde som Bergman eller en poet gør det). Pasolini bekæmper ild med ild; han maler med en grotesk pensel for at illuderer de pointer du taler om; at det er op til magthaverne og ikke undersåtterne at emancipere menneskeheden. Hans fokus ligger netop på 'magten', som du også nævner, ikke på det sociale, det teologiske eller det romantiske, som Tarkovskiej eller Bergman gjorde det. Deri ligger mit problem. Det hele er for rigidt og kusorisk, til at jeg kan tage en kritik så skarp, alvorligt. Jeg tror alt der er at sige, er blevet sagt?

MIRZA
Igen, jeg synes du lægger alt for megen unødvendig vægt på tematik, politik, inkonsekvente konklusioner og forudsætninger, end hvad godt er for et værk som dette. "A film is - or should be - more like music than like fiction. It should be a progression of moods and feelings. The theme, what's behind the emotion, the meaning, all that comes later." Jo, alt er blevet sagt herfra.