Alting bliver godt igen: Ingenting bliver godt af at være ...

Alting bliver godt igen

12/02-10Ingenting bliver godt af at være så fortænkt
*spoilers*

Christoffer Boe fortsætter i hardcore metafilm-stil med "Alting bliver godt igen", hvor hovedpersonen er en stresset filminstruktør, som kæmper for at få et manuskript færdigt til tiden. En nat bliver han helt afsporet, da han kommer til at køre en mand ned. Det viser sig, at trafikofferet har været tolk ved den danske styrke i Afghanistan, og pludselig står instruktøren med beviser for, at danske soldater har brugt tortur.

Alt er bare slet ikke, som det ser ud til i "Alting bliver godt igen". Godt nok handler det meste af filmen om hovedpersonens jagt på sandheden, mens vi samtidig får tolkens historie i flashbacks. Men til sidst viser det sig, at der er tale om et metalag i fortællingen, og at filmen i virkeligheden er en rejse ind i en mands dybe sorg.

Det her er en på alle måder langhåret film, som arbejder med et kæmpe twist. Problemet for mig var bare, at forfatter-instruktør Boe markerer metalaget visuelt allerede i filmens første sekunder, og jeg fangede det dér og havde dermed fra start gennemskuet, hvad der foregik. For det første tager det fuldstændig slagkraften ud af twistet. For det andet betød det, at jeg undervejs lagde mærke til, at relationen mellem rammehistorie og metalag ikke er særligt overbevisende.

Lad gå med, at Boe gerne vil lave de her ekstremt konstruerede plot. Her er der bare ikke bund i hans idé, og det springer i øjnene, at historien i "Alting bliver godt igen" basalt set er den præcis den samme, som han for fem år siden filmatiserede i "Allegro". Det var så en meget bedre film. Plus at jeg faktisk synes, det er lidt usmageligt at tage et så alvorligt emne som tortur som gidsel i, hvad Ebbe Iversen meget rammende kaldte et "kunstnerisk bluffnummer" i Berlingeren.

Min oplevelse blev så heller ikke bedre af Jens Albinus' overdrevent maniske spil i hovedrollen - eller af, at supergode skuespillere som Paprika Steen og Nicolas Bro er under normalt niveau i deres biroller. På skuespillerfronten er der reelt kun et plus for Özlem Saglanmak, som har en fin lille rolle som tolkens kæreste. Til gengæld er det en teknisk flot produktion, ikke mindst på grund af Manuel Alberto Claros nydelige fotoarbejde. Men et stilfuldt ydre er langtfra nok til at redde filmen.

Jeg plejer ellers at kunne lide Christoffer Boes idiosynkratiske kunstfilm. Den her var bare møgirriterende.

12/02-10Ingenting bliver godt af ikke at være gennemtænkt
Hehe, så fik du i hvert fald provokeret mig til at forsøge at trodse elementernes rasen og gå ind og se filmen.

Usmageligt? Mon dog. Husk hvad De Palma gjorde i Blow Out, hvor han tog en hel nations traumatiske politiske historier som gidsel i en samtidig reference til Watergate, mordet på JFK og Chappaquiddick, alt sammen for at vise, at man skal redde sig selv før man kan begynde at bare tænke på at redde verden. Retfærdigheden var der ingen der interesserede sig for, kun John Travolta, indtil han fik sin kæreste dræbt fordi han glemte at passe på hende. Jagten på sandheden tog magten fra ham.

Nu har jeg jo ikke set filmen, men da jeg læste om tortur-temaet tænkte jeg, endelig en der tør være politisk udfordrende, uden at det tager magten fra filmen, fordi der samtidig, præcis som hos De Palma, bygges et afgørende personligt drama op, som er vigtigere end det politiske, der jo ellers i sig selv er vigtigt nok fordi alle prøver at lægge låg på en national skandale. Fordi den personlige psykologi altid er vigtigere end politik. Fordi den anstændige person er forudsætningen for den anstændige politik.

Kan være jeg tager helt fejl. Men nu sidder Ebbe vel ikke på en borgerlig avis helt uden grund? Og landsretten frifandt jo alle seks mand i Hommel-sagen, så retfærdigheden skete fyldest og alt blev jo godt igen, gjorde det ikke ;-)

12/02-10Ingenting bliver godt af at være så fortænkt
Jeg undrede mig også over, at vi endnu ikke havde fået en sandmand-analyse. :-)

Jeg er som udgangspunkt 100% enig i, at der ikke er nogle emner, som er for udfordrende, traumatiske, smagløse osv., til at man kan behandle dem på film. Men ... Det er lidt svært at diskutere filmen, når du ikke har set den (spoilers), så lad mig sige det således: I mine øjne er der alt for dårlig sammenhæng mellem den institutionelle tortur og den personlige tortur i filmen, til at jeg synes, Boes kunstgreb holder vand. Det giver formentlig bedre mening, når du har set den.

P.S.: Man behøver altså ikke være borgerlig, bare fordi man arbejder på en borgerlig avis. Jeg ved faktisk ikke, hvad Ebbe Iversen er, men kulturjournalister har en tendens til at hælde mod venstre. Ligesom de fleste af de kunstnere, de skriver om - meget apropos med Christoffer Boe som en markant undtagelse. :-)

17/09-12Ingenting bliver godt af ikke at være gennemtænkt
Har set den.

Flot at du kunne gennemskue, at torturhistorien i virkeligheden var hans egen film og ikke noget der skete i filmens virkelighed. Havde du virkelig også regnet ud, at hun var død hele tiden?

Selvom filmen ikke er så elegant og poetisk som søsterfilmen Allegro, som jeg også lidt bedre kan lide, havde den en stærkere betoning af kontrasten mellem virkelighedsdelen og fantasidelen - i og med at torturhistorien, som er fantasielementet i hans hoved, men nationens virkelighed, afvikles så skåret ind til benet og kategorisk, mens virkelighedselementet, tabet af kvinde og barn, kun er antydet i tåger.

At Allegro forekommer bedre, kan dog hænge sammen med, at vi er bekendt med Boes æstetik nu, så Allegro bliver no time like the first.

22/09-12Ingenting bliver godt af at være så fortænkt
Det er en god pointe, at Allegro får en højere status, fordi efterfølgende film med samme tema fra Boe kommer til at virke som gentagelser (det er fx sådan, jeg har det med Woody Allen). Jeg kan også godt se din pointe i, at kontrasten er stærkere i denne her, men for mig var der så stor afstand mellem fiktionslagene, at det blev alt for fortænkt.

Og ja, jeg havde regnet ud, at hun var død - ikke helt fra start, men et godt stykke før slutningen. Men jeg var allerede fra den indledende panorering over dioramaet klar over, at det var en film, som arbejdede med et dobbelt fiktionslag. Dioramaet er et ret tydeligt signal, især når filmen handler om en forfatter/instruktør.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.