Enter the Void: Side 2

Enter the Void
Film Enter the Void
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Debat
Side 3KeyserSöze
LortefilmSLAPPERFAP
Svimlende efterdødstrip i neonoply...Bjarke, Filmsk...
Mirza
- Til Kanten og Længere ud -wrathcoil
Filmiske referencersandmand
Side 2KeyserSöze
First look...Mirza
Indlæg Se alle indlæg (9) Se mere

27/06-10Side 2
Er det bare mig eller står der også "error" hvis i forsøger at gå fra side 1 til 2 i de forskellige filmdebatter??

27/06-10Side 2
det er systemet der fejler...

27/06-10Side 2
De må lige tage sig sammen og lave det - det har jo ikke virket i lang tid...

27/06-10Side 2
De har vist opgivet og gået på ferie for længst..

Jeg kunne ikke se din sidste kommentar..

28/06-10Side 2
Samme error her. Må derfor svare på din seneste post her, Soze:

"
Fasepsykologi blandet med eksistentialisme. Du taler - hvis jeg forstår dig
ret - om egoet, der forsøger at finde sin egne rødder som centrum af universet fra den perinatale fase, iform af erkendelse i alle afskygninger?

Set bort fra en eventuel diskussion af religiøs kontekst om hvornår mennesket
egentligt kommer til væren, er vi så langt enige. Jeg argumenterer dog ikke for
en "benægtelse" af den korporlige eksistens, men derimod en billigelse af de fysiske og psykologiske begrænsninger - at gøre menneskets jordiske identitet til
noget smukt, fremfor noget syndigt; det mener jeg iøvrigt er kunstens og religionens fremmeste ideal. Jeg påpeger blot paradokset i erkendelse, da det fremmedgøre mennesket fra sin identitet som en subjektiv del af kosmos, når det selv udspringer af bevidsthedens egen natur. Dét man i folkemunde kalder reflektionen og videbegæret. I de erkendelsesteoretiske systemer der affødes af dennes tænksomhedsprocesser, opstår der således med tiden en afsondring og senere konformitet af menneskets opfattelse vedr. dets egen natur (også fordi disse tanker præger samfundet og hverdagen), hvilket essentielt giver aflad til en fundamental følelse af fortabelse og isolation - en eksistentiel angst - så snart individet indser, at spørgsmålene ingen ende vil tage og at principperne i den konceptuelle ræsonnering, således evigt vil være ufrugtbare i deres tiltræbelser om oplysning. Ergo, må jeg desværre også melde mig uenig i din idé omkring et eksistentielt "traume". Der opstår kun en smerte i bevidstheden omkring det at være, så snart den pålægges antagelser eller motiver for at skulle optrevle et formål med sin væren - udover det naturlige ækvilibrium mellem individet og universet. Her har mennesket kun artikulationen til rådighed (jf. kommunikationsproblemet). Konflikten findes derfor imellem egoet og bevidstheden; imellem intuitionen og reflektionen; det du kaldet "traumet" er såldes blot et synonym for det selvdestruktive bevægelsesmønster, der på ejendommelig vis udgør essensen af menneskets eksistens og den intuitive, objektive indsigt af dette fænomen.

Når du taler om de abstrakte eller følelsesbetonede aspekter af nazistisk ideologi, skal du også huske på de pragmatiske forudsætninger der ligger til grund. Her bliver al ideologi erkendbar, eftersom de udspringer af individets opfattelse af den fysiske omverden og samfundets eller kulturens tilstand. Alle anskuelser på nær
de metafysiske er, som mennesket selv, inddirekte produkter af det kognitive spektrum, hvis forfatning er at klassificere verden og sætte den i bås.

Jeg har aldrig set "The New World" af Mallick (og har heller ikke lyst), men "The Thin Red Line" var for mig et fantastisk opgør mellem de vestlige
konstitutioner og den østlige, esoteriske livsstil, hvor mennesket igen mødes med naturen. Synd, at du finder den cheesy :)

09/07-10Side 2
Så virker side 2 (og de følgende sider) igen :)

Mvh Scope

20/07-10Side 2
Undskyld for sent svar, men:

Du må huske underbevidstheden og hvordan 8-månedersbarnet gennemlever store angstanfald netop fordi det opdager at det ikke er ét med moderen. Synes man kan betragte alting som en flod af ikke-bevidste elementer, hvor mennesket som det eneste "fænomen" i universet er kommet til bevidsthed og har erkendt fænomenverdenen, dvs. opnået muligheden for at erkende rent. Når vi svømmer i floden er vi lykkelige og samlever - i en art kollektiv bevidsthed - med alle andre fænomener. Men vi kan hæve os over konglomeratet og adskille alle ting fra hinanden som værensfænomener, beskrive dem og erkende dem "som de er". Denne bevidsthed om fænomenverdenen og sin egen væren er smertefuld og døden/forgængeligheden er stærkt forbundet hermed, mens kunst og meditation m.v., som er intuitive ikke-rationelle discipliner, trækker os tilbage i floden sammen med alt andet i et eksistensmæssigt nirvana.

Jeg mener ikke, der først opstår en smerte i bevidstheden omkring "væren" når vi er blevet ældre: selve individuationen og fremmedgørelsen fra omverdenen tager sine første skridt i barndommen og nogle af sine sidste i ungdommen, hvor den måske er blevet mere "bevidstgjort". Det smukke ved den jordiske væren er jo ikke dens grænser - kun overskridelsen af dem - kærlighed, fællesskab, ånd, osv. Alt det metafysiske og evige hinsides fænomenerne, men det er dog fænomenerne man kan erkende. Det andet, evige forbliver spekulation og ikke-erkendelse, nydelsen ved at blive fri for bevidstheden om sin egen væren og dermed sin rene, matematiske erkendelse af fænomenerne.

Når du siger pragmatiske årsager til nazismen mener du så 28-krakket, depressionen, undertrykkelsen af Tyskland med versailles, osv.? For jeg mener ikke de har noget at gøre med nazismen - de er nødvendige forklaringer, men ikke tilstrækkelige i sig selv. Nazismen var lagt mere forankret i metafysikken og den borgerlige verden, der var ved at falde - det var jo bare et barnligt ønske om at genskabe romerriget eller en lignende autoritet. Et ønske om at skabe system i de menneskelige relationer og et oprør mod det moderne, hvor bytteprincippet og hedonismen har gennemtrængt alting og udvandet fællesskabet. Om noget er nazismen da ikke pragmatisk. Og som Hitler sagde: "nazismen er en bevægelse og det siger alt" - der er intet fast program, ingen vision, kun mennesker, der bevæger sig i masser og fører symbolske krige mod selve "dødeligheden", "moderniteten", osv.

Jeg skal nok se den igen (The thin red line). Men ærligt talt - starten gør mig pinligt berørt og jeg får røde prikker og sådan er det bare.

PS: fik set Enter the Void i en biograf i Paris og jeg smider en anmeldelse op, hvis det er muligt at skrive sådan en.

09/09-10Side 2
Den første del af diskussionen, tager jo blot afspor i den daoistiske mytologi's doktriner, der formidler en renselsesprocess i at hive tanken ud af tænkeren (som Krishnamurti sagde, så simpelt og krystalklart). Her mener jeg så at alle mennesker, fra et analytisk synspunkt, altid vil være et produkt af deres miljø - at denne indre konflikt som vi har talt om, ikke udspringer af selve reflektionens tilstedeværelse hos mennesket, men i det elementære indtryk af en virkelighed gjort fiktiv gennem begreber og decimeringer, og det konforme bevægelsesmønster overvejelserne umiskendeligt falder tilbage på, da det intet alternativ har med de midler der er til rådighed. Såfremt man ikke kan tale om en erkendelsesprocess i meditationens egenrådige natur, kunne jeg - uden at vide det, selvfølgelig - tro, at en del af den eksistentielle harmoni man oplever ved at udforske chakraernes højere lag, må være den spirituelle omfavnelse og accept af sin dødelig eksistens som tænkende væsen, på et dybtliggende, spirituelt niveau. Forståelse er jo dét erkendelse, i sidste ende stræber efter?

Jeg anser ikke kærlighed, fællesskab og åndelighed som en overskridelse af ens egne, jordiske rammer. Men, for nu at påtale dine iagtagelser, ligger det jo i kommunikationsproblemets essens, at det altid er fænomenerne man erkender - det uforvaltede bagtæppe af guddommelige eller på anden art uudgrundelige manifestationer (både fysiske og abstrakte), og individets opfattelse af disse, abstraheres i sprogets simple, brutale fremfærd - ironisk nok, er det jo så i den almenmenneskelige intuition, at sproget får sin potens og magt, fordi vi på tværs af barrierne oftest forstår hinsides begrebets fysiske form.

Det er sandt, at de pragmatiske omstændigheder omkring nazismens spæde start, ikke er tilstrækkelige i sig selv som forklaring. Men det er dét følelsesmæssige, metafysiske afspekt heller ikke; min pointe er, at disse -ismer og deres sociale forankringer, ikke ville kunne eksisterer i en verden der ikke var regeret af pragmatiske, kognitive anskuelser og beskaffenheder. Hitler var et inddirekte produkt af en langt mindre kynisk og arrogant tid, end den vi lever i nu.

10/09-10Side 2
"tager jo blot afspor i den taoistiske mytologi's doktriner, der formidler en renselsesprocess i at hive tanken ud af tænkeren"

Jep, jeg er på samme side, som jer :-) Jeg bruger lidt google indimellem, men okay :-)

10/09-10Side 2
xD

10/09-10Side 2
Er du helt med på taoistiske mytologi's doktriner, Mirza?

10/09-10Side 2
Men jeg vil lige kommentere noget velvet skrev:

"Jeg anser ikke kærlighed, fællesskab og åndelighed som en overskridelse af ens egne, jordiske rammer"

Men nyasa indskærper alternative felter i legemet og i mentaliteten og forbinder dem med aforisme, yantra og lignelser og har betragteligt tilfælles med den måde hvorpå et chakra manes eller purres. Det enkelte chakra kan beføles i Nyasa på disparat modus. Hvordan hænger det sammen med ovenstående citat?

10/09-10Side 2
Kan ikke se sammenhængen i det du skriver og det jeg skriver?

10/09-10Side 2
Jamen

Når den (kærlighed) er vækket af begær og omtåget af selviskhed, presset af grådighed efter gevinst og frygt for skade og hidset af vrede, så vil man ødelægge ting, dræbe medlemmer af sin egen art og gøre hvad det skal være. I ekstreme tilfælde vil man endog dræbe sine egne brødre og hans menneskelighed vil fuldstændig forsvinde.

10/09-10Side 2
Ja, Gott. Ellers ville jeg jo bare skrive, uden bedre viden, uden at ane kontekst, ligesom dig. But let's leave it. Men glem for Guds skyld ikke, at få det sidste ord med. Medmindre du har i sinde at overraske os?

Bær over med mig for disse barnlige udsagn. Ikke des mindre, har du fortjent dem.
Kys.

10/09-10Side 2
"uden bedre viden"

Jeg håber da, at dette er det eneste vi to har tilfælles. Jeg regner dog ikke med, at du fanger den, men hey. Du kan da kun overraske.

11/09-10Side 2
Nu ved jeg ikke hvad det er for en slags kærlighed du taler om, men det er ikke den samme som jeg. Men jeg kan stadig ikke se konteksten, når jeg skriver, at jeg anser menneskekærlige følelser for en spirituel billigelse af sin dødelige væren? :)

11/09-10Side 2
Jo jo, det er skam den samme kærlighed jeg snakker om.

"at jeg anser menneskekærlige følelser for en spirituel billigelse af sin dødelige væren? :)

Synes blot du er forkert på den, eller ihvertfald ikke noget jeg kan genkende set ud fra de erfaringer jeg har skabt mig. Når først vi kan se og anerkende de gaver, som vores skyggesider har bragt os, er det som regel en enkel sag at acceptere dem. Og i det øjeblik vi af hjertet accepterer det, giver vi plads til at forvandlingen kan finde sted. Hos os selv og i vores relationer, selvom de på ingen måde har været fysisk indblandet i vores lille øvelse. For i det øjeblik du ændrer din opfattelse af verden, ændrer den sig!!

Alle negative tanker er jo falske og alle kraftfulde tanker er sande. Dit sande selv har ingen negative tanker. Dit sande selv er storslået, fantastisk og uendelig kærlighed og glæde. Her eksisterer ingen negative tanker og ubehagelige følelser. Kun glæde og kærlighed. Men du er nødt til at se dine negative tanker for det de er: En løgn du fortæller dig selv, før du kan slippe din identifikation med dem. Kun når du gennem opmærksomhed gennemskuer løgnen og genkender sandheden, kan du slippe dem.

Hvis du f.eks. tænker, at du aldrig kan få en kæreste, må du undersøge tanken nærmere og bringe den i kontakt med sandheden.

11/09-10Side 2
Gott, du er nok den dummeste person nogensinde, der har lært at stave.

11/09-10Side 2
Det var noget af en prøvelse, at hive bare den mindste form for logik ud af det dér...

Du er konkluderende på en kompromisløs og mildest talt ikke helt velovervejet facon. Hvis det er sandt, som du antager, at tanker er cirkulært forbundet med følelser, findes der i dit verdensbillede kun sort og hvidt for begge parter. Du får sgu ingen kæreste, bare fordi du sætter dig det i hovedet. Angst er reelt, omså det er et eksistentielt paradoks eller en psykologisk illusion. Der er et jeg og så er der en omverden... og det har ingen relation til logiske begreber som "sand" eller "falsk". Det er meget firkantet, simplificeret og lyder lidt som popsmart coaching-filosofi fra en NA-håndbog.

Kan iøvrigt heller ikke se hvad det har at gøre, med hvad du først skrev. Jeg skrev: "Jeg anser ikke kærlighed, fællesskab og åndelighed som en overskridelse af ens egne, jordiske rammer" og din (meget misforstået, videnskabelige) analyse har jo kun - med nogle lidt absurde intervaller - erkendt netop det samme.

11/09-10Side 2
For mig lyder a@babo's indlæg bare som en god gang kognitiv adfærdsterapi som jo desværre har udryddet alle andre psykologiske retninger.

11/09-10Side 2
"dummeste person nogensinde"

Jeg havde håbet på, at vi kun havde én ting tilfælles, men der overraskede du mig squ. Men sæt dig ned Mirza. Du får ikke lov til at snakke nu, og ræk hånden op, hvis du vil spørge om noget fornuftigt.

11/09-10Side 2
Velvet:

Du misforstår. Filosofi betyder kærlighed til visdom. Den oprindelige mening med ’visdom’ fra Homer og Hesiod knytter specifikt an til begrebet ’færdighed’, og hermed overgangen fra tanke til udførsel. Denne kærlighed til visdom er imidlertid ikke blot en filosofisk provins eller et filosoffernes monopol. Selv samme kærlighed findes lige såvel i specialvidenskaberne hvad enten disse har human, social, natur, læge, eller teknologividenskabelig karakter, men her er færdighedsaspektet dog betydelig mere udtalt. For at forblive vedkommende er det igennem det tværvidenskabelig samspil filosofien skal hente sit materiale. Dette stiller omvendt færdighedskrav til filosofferne, som ikke er blevet stillet til dem i århundreder. Er du ikke enig?

11/09-10Side 2
Først remser du en masse op om aforisme og chakra-renselse, som intet har at gøre med det du ellers referede til. Herefter kommer en adfærdspsykologisk analyse med afsæt i moral og nu laver du en overordnet filosofisk problemstilling? Jeg kan vitterligt ikke se konteksten og vil meget gerne have en forklaring?

Iøvrigt, synes jeg også du er enormt kringlet lige nu. Man kan ikke være enig eller uenig. Det er en naturlig process. En udvikling. Når omverdenen bliver mere avanceret, stiller det større krav til fortolkningsevnen. Og nej, "kærligheden" er ikke stærkere i nogle underbygninger af filosofien, som de faglige områder du nævner, selvom færdighedsaspektet - i sagens natur - altid vil være mere konkret, da filosofi sjældent kan manifesteres på et fysisk plan.

Nu spørger jeg igen; hvad har dette at gøre med hvad jeg skrev?

11/09-10Side 2
Jeg er ikke med på, hvad for en forklaring du efterspørger?. Jeg har bare reageret ud fra hvad du skrev, men muligt jeg har misforstået dig? Mange mennesker verden over forsøger at sætte os i bås, men vi er ikke til at sætte i rammer og glas. Vi er medvirkende til at højne menneskehedens bevidsthed op igennem vores jordiske livs oplevelser - som vil bevirke en sammensætning af kærlighedens lys på et højere spirituel bevidsthedsplan.

Er der andre der vil kommentere, eller er jeg helt galt på den? (Nej Mirza, sæt dig ned).

11/09-10Side 2
Er du Scientology-medlem eller hvad?

11/09-10Side 2
Nej, men er der et problem med det? Hvis væsenerne er udødelige, må det forudsætte, at der eksisterer en åndelig verden, i hvilken væsenerne kan eksistere og leve, når de har mistet den fysiske organisme. Kan det da dokumenteres, at der findes en sådan verden? – Ja, livet viser på mange måder, at der eksisterer en sådan verden. Og vi vil her gennem livets egen tale beskæftige os med livets egen åbenbaring af udødelighed. Selv om vi har måttet lave vor skildring af udødeligheden meget kortfattet, har vi dog fået et lille begyndende indblik i udødelighedens mest afgørende felter. Og vi har i alle disse felter mødt udødeligheden som en altovervindende faktor og set, at ingen som helst form for liv kan eksistere uden i form af udødelighed. Vi har set, at døden kun er en erfaringsoplevelse, der igen er det samme som en visdomsforøgelse og ikke en udslettelse af hverken liv eller bevidsthed.

12/09-10Side 2
'Livet viser på mange måder, at der eksisterer en sådan verden...'

Gott, bare af ren nysgerrighed, har du nogensinde hørt om en Bess McNeill?

12/09-10Side 2
Jeg er enig med Gott

12/09-10Side 2
Hørt AB, du har ret!

12/09-10Side 2
Fino. Måtte lige genlæse både Velvet's og mine egne udsagn, for jeg blev i tvivl om jeg nu havde forstået debatten. Men Sóse kom selv løst ind på religiøs snak. For det er en almindelig antagelse, at religion kun berører religiøse menneskers dagligdag fra et overliggende, guddommeligt niveau. Religion påberåber sig at have en moralsk positiv indflydelse, ved at holde orden i det sociale liv og støtte det åndeligt, gennem opstilling af en række medmenneskelige værdier og leveregler. Det er derfor ingen nødvendighed at færdes i en sekt, for at forstå dette.

12/09-10Side 2
That's some good trolling! :)
Jeg tror bare vi tager den et andet sted.

12/09-10Side 2
Min konklusion er logisk følgende af præmisserne, men da man kan benægte konklusion uden at benægte præmisserne er dit argument vel uholdbart, Velvet? Jeg er ikke just kendt for at trolle.

12/09-10Side 2
Din "konklussion" er højst ulogisk og distanceret fra virkeligheden, og umiddelbart ikke forbundet med "præmisserne" (som må være min og Keyser's diskussion om erkendelsesteori?). Iøvrigt, kan en konklussion sagtens benægtes uden at man benægter præmisserne - hvad tror du filosofferne diskuterer dagen lang? Det var dog ikke tilfældet, da du havde misforstået præmisserne. Alligevel, benægtede jeg den ikke - jeg spurgte og føler stadig ikke jeg har fået svar, og jeg gider ærlig talt ikke gentage mig selv i stor nøgternhed, for at formidle med præcission hvad du har mistforstået, da det næppe bærer nogen interlektuel frugt.

Det er fint at du tror på intelligent design, har skimmet analytiske tekster om Daoismens kærlighedsbegreber og påpeger almene erkendelsesproblemer - men det lægger ikke op til diskussion, da du rent beset kun fremlægger selvfølgeligheder camoufleret som oplæg, så det ligner en personlig holdning.

F.eks din forrige post. Enhver idiot ved dette. Du får det bare til at lyde, som noget du har udtænkt. Herefter konkluderer du, på baggrund af disse selvfølgeligheder - at der igen "nødvendighed" er i at færdes i en sekt. Det er mangel på menneskelig indsigt og i sig selv et logisk paradoks, at decimerer den slags beslutninger i en generaliseret rationel-irrationel kontekst, da de er af en følelsesladet og subjektiv karakter... Så nej, ikke engang udfra dine egne præmisser, er din konklussion logisk.

Og så tror jeg bare, at jeg stopper den her.

12/09-10Side 2
Livsoplevelser giver tillid til livets puls, og gør livet lettere at leve, idet den første indsigt rummer en erkendelse af, at vi ikke til stadighed behøver at forcere hændelserne i vores liv. Samtidig giver indsigten åbenhed og udholdenhed i forhold til de oplevelser, vi møder på livets vej. Den viden og indsigt, vi får, kan bruges som idégenereringsværktøj i det øjeblik, vi bevidstgør indsigten. Du har med garanti også en viden og en erfaring, som du kan give videre - til andre på din egen alder, til en anden generation enten i din familie eller hvad ved jeg, og dét til trods for din begrænset alder og prøvelser. Det er bare at gå igang med at øse af din viden. Det er en velkendt erfaring, at mange netop lever deres liv mere intenst, netop pga. visheden om, at antallet af dage er sparsomme. Konfrontationen med døden og med forhold i livet, der forsvinder og dør for os, gør, at vi kan gøre os tanker om vort liv og leve vort liv mere i overensstemmelse med, at vores livstid er begrænset - det er således ikke mangel på menneskeindsigt, vil jeg vove den påstand.

Takker for snakken.

12/09-10Side 2
Gott, sådan helt alvorligt, er du skizofren?

12/09-10Side 2
Nu synes jeg WTF-factoren i dine indlæg er blevet lidt for høj, AB

12/09-10Side 2
Det kan godt være, jeg lige kommer ind fra højre her og ikke tager udgangspunkt i jeres opsatte problemstillinger, men derfor vil jeg gerne smide mit besyv, eller otte, ind.

Hvis jeg forstår jeg ret, så anser i kærligheden som en flue, der er fanget i et glas. En glasflue, så at sige. Du kan se den, men ikke komme ind til den. Og hvis du lukker den ud, finder fluen den nærmeste lort og suger alt saft ud af lorten, mens du må kigge på fluen på lorten, kan godt nå den, men vil ikke.

Sådan tror jeg det er med livet. Sokrates sagde engang til mig, at hvis livet trykker dig ned, så må du trykke livet op. Eller, omformuleret, hvis livet sætter sig på dig, så sæt dig på livet. Livets formfulde kompleksitet, sat i kontekst med simplicitet. Naturligvis tilføjende et stænk af velmisser, hehe.

Det tror jeg, at Gaspar Noe som filmmager, filmkunstner, filmauteur, ja, som menneske lever efter. Det kan jeg i hvert fald tydeligvis se ud af hans film.

12/09-10Side 2
Fluerne er en nok så håndgribelig metafor - slå to fluer med et smæk og; opnå det guddommelige liv, og deraf omfavn spiritualitet i en kærlig ånd, en ånd der genspejler den glæde til livet. Helt enig don, og godt at se dig.

12/09-10Side 2
Hvis min indsigt bare er en brøkdel rigtig, så har jeg altid anset de basale behov og kærlighed som to køer. Hvis vi malker dem, giver de os mælk. Og den skal vi selvfølge drikke, mens vi kan. For der er reel grund til at græde over spildt mælk. I værste tilfælde, drikker vi ikke af mælken, og den muher, skider og vi dyrker den rene zoofili, fordi vi ikke omfavner livets ånd. Men det er os der bliver taget bagfra, ikke koen.

Jeg underdriver måske lidt, men det gjorde Walt Disney også, da han lavede film om folkefærd ala Gott. Det kan jeg i hvert fald tydeligvis se ud af hans tegnefilm.

12/09-10Side 2
Mirza:

Det er også en helt afgørende pointe for os som mennesker, at leg også hører med til voksenlivet i dag. Leg er ikke nødvendigvis kun læring - det kan også være kreativitet, livsglæde og livsnødvendighed. En livsnødvendighed for en sund organisme. Børn leger for at lære om livet. At et barn lærer ved efterligning betyder, at de voksne må fremstå som gode/dårlige forbilleder - i dit tilfælde hælder jeg nok mest til det dårlige forbillede(r) som har præget dit liv - det afspejles krystalklart i din melankolske filmsmag. Det fordømte individ, kunne jeg tilføje. Det hele hænger sammen. Og endda i en meget større sammenhæng end de fleste af os tror og tænker. Mirza; Børn er ikke holdt op med at lege. De (du) leger bare voksne.

13/09-10Side 2
I must say.. Du er faktisk ret god til denne her leg.
Altså ikke til at lege voksen, men til at skrive de mest ligegyldige udsagn, til den helt store guldmedalje. Her må jeg stå af.

13/09-10Side 2
Børn har altid leget, det er deres/vores livsform, deres kultur og deres natur vel at mærke. Børn udvikler sig socialt, såvel som intellektuelt. Det er pædagogik for burhøns, Mirza. Den der standser og spørger efter legens mening, har med det samme berøvet sig muligheden for at lege med - leg er en af de vigtigste processer i menneskelig udvikling. Nogen har svigtet, hvis man ikke er legende eller aktiv. Et ovenstående eksempel med forbillede(r) var jeg inde på. Hvis disse udsagn er ligegyldige, så er pædagogik ubrugelig i praksis, og hvis du vil tages bare en lille smule alvorligt, bedes du at komme med meget mere saglighed næste gang du vælger at poste en kommentar om dette, for jeg kender et par stykker, der rent faktisk arbejder med dette, også her på siden.

Men nuvel, ikke mere herfra. Tilbage til film.

13/09-10Side 2
Jeg finder det interessant, at du taler så åbent og frit om pædagogik. Har du da (og nu?) været uden for pædagogisk rækkevidde? Det er rager ikke mig, men det kan ganske enkelt bare forklare en hel del om dine sammenstød med andre. Hvilke par stykker kender du? Dem der - så præcise - skriver at de er enige med dig, uden at være i stand til at argumentere for dette, måske fordi at de ved at du (og de) allerede har tabt diskussionen for flere tidsafsnits siden? Sosé og Velvet havde den mest interessante diskussion på Scope i lange tider, om kunst og filosofi, men hvorfor føler du et sådan behov for at ytre dig? Er du virkelig så smålig? Du aner jo ikke hvad fanden du taler om, kære Gott. Din lommefilosofi – eller hvad fanden man nu skal kalde den – er så grundkomisk i sin al absurde usammenhæng, at du trods alt formår at gøre livet lidt sjovere. Men ja, lad os vende tilbage til film, for så kan du nemlig være med... - _ -

13/09-10Side 2
En lille gruppe mennesker er så langt ude, at det er tvivlsomt, om pædagogik overhovedet nytter, hverken teoretisk eller i praksis. Du er hermed den sjældne tilfælde.Det skal squ kunne lade sig gøre at blive klogere, men ak Mirza. Så kan du snakke nok så meget om kunst og filosofi indenfor snævre rammer, hvor man ikke kan føre det ud i livet og hverdagen. Når man serverer en smertens sniksnak om kunst, ord og filosofi, fra højrøvede intellektuelle litteratureksperter/og eller inspirationskilder, der altid er klar til at ødelægge en god filmisk historie med deres nonsens, giver jeg således ikke meget for, og når man så oveni hatten tror, at man er en popsmart karl med "big business" ideer og ambitioner, giver det i sidste ende en dominoeffekt. Lommefilosofi og banaliteter æder du jo til morgenmad, men du er åbenbart ikke villig til at drøfte det her sagligt. Men forskellen er blot, at jeg denne gang ikke blev overrasket over dig. Sidste lektie til dig; hvordan taber man en debat? Hvis jeg altså kunne presse et seriøst svar ud af dig. Jeg ved godt, at jeg forlanger meget.

13/09-10Side 2
Giv nogle konkrete eksempler. På bare én af de ting du skriver. Så er du virkelig en sveske.

14/09-10Side 2
Velvet: Hmmmm... Det her er jo et spekulativt emne - det er alt filosofi vel. Men din teori om meditation og andre - skal vi sige - egooverskridende oplevelser finder jeg svær at forholde mig til. Så angsten for døden er noget som vi konfronteres og forsones med i "meditationen" - eller måske tilmed forstår? Intuitivt synes jeg ikke, det lyder rigtigt, og nedbrydelsen af jeg-grænserne må nødvendigvis befri den mediterende for problemerne knyttet til dets jeg - dette jeg's forgængelighed eksempelvis. Angst er jo først og fremmest det, der adskiller mennesket fra andre dyr. Den har ingen genstand - angst er "frygten for intet" (altså døden) - og opstår netop i mennesket på grund af dets veludviklede selvbevidsthed. For at begribe døden må man nemlig også kunne afgrænse sig selv som individ - dvs. forstå sin forgængelighed - og det kan mennesket.

Sagt med andre ord kan man kun definere "intet", dersom man kender "noget" og kan differentiere tingene fra hinanden. Det kan hunde ikke i lige så høj grad som mennesker - og alle andre entiteter, planter, sten, er fuldstændigt bevidstløse. Døden indeholder jo som begreb "intet" og derfor kan man aldrig forsone sig med den medmindre den jordiske væren og dens gængse love sættes ud af kraft med fantasien - man kan kun forsone sig med døden, hvis man forestiller sig et efterliv eller gør sin egen forgængelighed irrelevant ved at transcendere den - ved at "heroisere" sig selv gennem et eller andet større.

Det hele er vel meget godt formuleret med Kierkegaards paradoks: at Gud både er almægtig og blev sendt ned på jorden som menneske. At mennesket er både reelt og symbolsk - dyr og "gud" på en og samme tid. Symbolsk rummer skabelsesberetningen den samme historie, der jo handler om overgangen fra tankeløst "dyr" til reflekterende "menneske". Her rives vi ud af naturen og får indblik i det, der i kristendommen blev betragtet som guds rige - vi bliver "guder fanget i dyr". Vi forlader naturens ikke-bevidsthed og bliver bevidste/bliver i stand til at hæve os over den store tankeløse masse der er naturen. Det må i sig selv betragtes som en guddommelig egenskab at forstå sig selv separeret fra naturen og overskue den som en helhed, man ikke selv er en del af. Det er paradokset hos Kierkegaard, Rank, Fromm og andre eksistentielle psykologer - vi er hverken en del af naturen eller guddommelige som sådan.

Jeg vil mene at ånden udvikler sig kontinuerligt med et dyrs selvbevidsthed - det være sig netop gennem kunst, tro, fællesskab, kærlighed, osv. Den er simpelthen de selvbevidste entiteters opium - om det så er hunde eller sten. Mennesker er jo bare - tanken driver mig koldt ned af ryggen - et bundt af atomer, der er blevet bevidst om at det eksisterer. Alt liv er jo opstået af uorganisk stof og må således betragtes som iboende alt der eksisterer - mennesket er blot en lille del af universet, der er kommet til selvstændig bevidsthed og leger med tanken om at have løsrevet sig fra det. Lad os blot kalde Gud og al metafysik vores stadige bånd til universet, der er en drift i mennesket ligeså stor som vores jeg-drift. Så jeg synes bestemt at ånden - i ALLE dens former - står i modsætning til menneskenes løsrivelsesprojekt fra universet. Nietzsche er jo den individualist, der er gået mest amok og derfor set det irrationelle i forholdet til andre mennesker - i Zarathustra forbyder han i hvert fald kærlighed og venskab (næsten).

Ja sproget er jo nærmest det medie igennem hvilket vi omtaler fænomenerne. Det grammatiske sprog opstod ganske enkelt isoleret som et menneskeligt fænomen fordi vi blev selvbevidste og lærde fænomenverdenen at kende - sproget er vores måde at formidle denne viden på. Bohr sagde vist at sproget kulminerede i matematikken og fysikkens sprog - altså den rene positive erkendelse af alt, der har selvstændig eksistens.

15/09-10Side 2
Og et godt Schelling-citat om planter, der drømmer:

"Ånden slumrer i stenen, drømmer i planten, vågner i dyret og kommer til bevidsthed i mennesket".

15/09-10Side 2
Hvis jeg må, med min lommefilosofi.

Når de dramatiske spændinger og følelser er dæmpede eller forsvundet, dukker der et nyt lag op. Laget for refleksion og forståelse. Når først den psykiske spænding og fysiske spænding er af mere rolig karakter, rummer angst en stor mulighed for indsigt og ressourcer, og det inviterer til at lære at forstå, hvad sindet fortæller en.

Det handler IKKE om at begribe døden eller forsone sig med den, men om at lade sig gribe af den. Lade sig gribe af den, og acceptere livet. Da bliver det nemlig helt af sig selv sandsynligt, at døde kan opstå ud af ingenting, vi har ingen kontrol over den. Vi skal leve livet forlæns, sagde en klog mand. Efterhånden som tiden går, kan vi også bedre og bedre forstå livet, døden, angsten forlæns, og ikke baglæns. Jeg kan også vende den om; Der ville ikke eksistere liv, dersom der ikke eksisterede ikke-liv. Livet ender med døden, og døden ender med livet (genfødsel). Der er ingen former for angst her.

15/09-10Side 2
Okay. Blot for at orientere mig (i dette forum). Min kritik hér må efterhånden forekomme som den rene floskulatur, så lad lige høre, er jeg den eneste som finder Gott's udsagn skræmmende ueftersporlig og lattervækkende? Det er jo end ikke engang lommefilosofi, men den rene tågesnak, der er så grundidiotisk, at Gott næsten kunne blive kult. Hvilke svampe kan du anbefalde, Gott?

15/09-10Side 2
Det kniber måske snarere med sprogforståelsen, Mirza. Børn udvikler deres sproglige færdigheder i forskelligt tempo. Jeg har desværre ingen recept til din pligtige medicin. Snak med din læge. Og kommer du ikke snart med noget sagligt og relevant, Mirza.

Apropos tågesnak og sproglige barrierer: Det hedder "anbefale", ikke anbefalde, som du skrev.

I alt 51 fundet.
Side [1] 2 > »
Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.