Crazy Heart: Guitarens knækkede strenge

Crazy Heart
Film Crazy Heart
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Debat
ronald
Guitarens knækkede strengeKlausen

06/08-10Guitarens knækkede strenge
Der er egentlig tale om en ret så velkendt svale: Den ensomme musikere er i sin karrieres efterår, eller i Bridges’ Bad Blakes tilfælde, vinter. Klapsalverne fra stadionkoncerterne og de unge groupies er for længst skiftet ud med lusede, små bar og gamle groupies, der ser sit til at knalde med en legende, der har mistet sin menneskelig glød ud.

Spørgsmålet er så bare, hvordan man får en så karakterdrevet historie til at se sig ny ud? Hvordan man får to lange timer til at gå med at stirre på en gammel rotte af en countrysanger, der haltende, langsom graver sin egen grav og triller ned i den med whiskyflasken knugende til brystet? Håbløsheden syntes altoverskyggende, hvis det dog ikke var for Jean, spillet af Maggie Gyllenhall med en forbløffende charme, varmblodig kælende, men ikke mindst med usandsynlig oprigtighed, når ordene ”I love you” svæver ud ad hendes mund og direkte ind i Blakes hjerte.

Det er nemlig denne romance mellem de to knækkede sjæle, Blake og Jean, og midterstykket, Jeans unge dreng, Buddy, der virkelig har brug for en ’buddy’, som giver filmen et veldrejende omdrejningspunkt, hvor især soundtrackets countrytunge blues lægger sig som et blødt, varmt og mørkt tæppe om filmen, og får håbet i håbløsheden til at spire.

”For a man of my age, it is good to be anywhere.”, mumler Blake ud til masserne, der er kommet for at se en anden, forsangeren fra hans tidligere backing band, Tommy, der nu selv har fået den succes, som Blake engang badet sig i. I stedet varmer han nu op for Tommy, og ikke omvendt. Det tynger Blake tungt, for det er erkendelsen af, at han hører fortiden til og ikke fremtiden.

Man forstår udmærket godt, efter at have set Scott Coopers vemodige melodrama, Crazy Heart, at vores alles Dude fik den gyldne statuette ved navn Oscar. Man forstår det udmærket. Især fordi, at det nærmest er Bridges personlige modstykke til hans store og mest kendte glansrolle som ’the Dude’ i Coen brødrenes uforlignelige sortsynet komedie, ’The Big Lebowski’.

Genforeningen med bowlingbanerne stråler af stor symbolsk reference, men også en meget lignende scene, hvor Bridges traver som ’the Dude’ op til baren og bestiller en øl. Som ’the Dude’ virkede drikkeriet velsignet, ja nærmest lempende på de plager, der farede uforstående og uforskyldt i synet på ham. Han ville bare have sit tæppe. På Bad Blake virker drikkeriet som en lænke, der trækker ham længere og længere ned i graven.

Det interessante er, at whiskyen bliver drukket akkurat på samme måde som en white russian, og smøgerne bliver suget, som de altid har gjort. (Desuden er der ingen, der kan ryge så cool som Bridges). Det giver Bad Blake’s karakter en dybere dimension, da det vitterligt er en Jeff Bridges i fuld flor, hvilende rystende godt i sig selv, og den gestik som gav ’the Dude’ så ikonisk karakter.

Country-musikken har aldrig lydt tungere, end når Jeff Bridges, som en anden Jonny Cash, med et tungt hjerte og dommedagsskyggen dækkende over det lig af en krop, han befinder sig indeni, slår strengene på sin gamle guitar an med ordene: ”This is no place for the weary kind…”

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.