Luftens Sidste Mester: Hopefully the Last Airbender...

Luftens Sidste Mester

01/09-10Hopefully the Last Airbender...
Skidt og ærgerligt. Så enkel er konklusionen efter at have set M. Night Shyamalans "The Last Airbender". Det kan lige så godt siges først som sidst.

Filmen har generelt fået en hård medfart af anmelderne, og det er der sådan set ikke noget at sige til. Det virker som om, Shyamalan her har tænkt, der var en gylden mulighed for at sparke lidt nyt liv i hans hensygnende karriere som instruktør med en blockbuster for de yngste, der lå lige til højrebenet. Men så let er det selvfølgelig ikke.

Børnefilm kræver i deres natur ofte børn som skuespillere, og det er ikke dem alle, der er tildelt lige så meget talent som Haley Joel Osment var i "The Sixth Sense" eller Rory Culkin og Abigail Breslin var i "Signs". Begge de to nævnte film er også instrueret af netop Shyamalan, og det er der måske en pointe i. Shyamalan instruerede på samme vis unge Spencer Treat Clark i "Unbreakable". Han har instueret børn før, og det er derfor en nærliggende tanke, at han mente let at kunne gøre det igen.

Desværre holder den teori bare ikke. Børnene i "The Last Airbender" spiller nemlig ualmindeligt rædselsfuldt og tå-krummende. Nej, det er ikke pænt sagt, men derfor forekom spillet desværre stadig ulideligt uprofessionelt og ubehjælpeligt og en frygtligt masse andre lidet flatterende tillægsord, der også begynder med "u".

Hvis Shyamalan troede, han lige med lidt venstrehåndsarbejde kunne instruere nogle børn i en overfladisk eventyrfilm for at score nogle lette point, så tog han i meget høj grad fejl. Jeg har ikke fornemmelsen af, at han har taget arbejdet videre seriøst, og resultatet er også derefter.

Og det er faktisk ærgerligt, fordi hele universet forekommer grundlæggende spændende. Jeg kendte stort set intet til "Avatar - The Last Airbender". Men filmen gav mig mod på at få set adskillige episoder, og det jeg så var så afgjort langt mere interessant og engagerende, end hvad jeg så i biffen. Faktisk kan serien varmt anbefales. Den er ganske interessant.

Vores hovedperson, Aang, er en ung dreng, der har fået tildelt den tvivlsomme ære at være hele verdens avatar - den eneste som kan påvirke alle de fire elementeter: ild, luft, jord og vand. Han er også den eneste, der har kontakt til åndeverdenen. Derfor påhviler det ham at skabe balance i verden, hvor den onde ildnation har overtaget magten og jaget hele luft-folket til døde for at dræbe avatar'en. Heraf titlen "The Last Airbender". Aang er født blandt luft-folket, men de er alle blevet dræbt, så han er den sidste. Han kan så kontrollere luften, men ikke de andre elementer, som han følgeligt skal oplæres i. Det første er vand, som også er undertitlen på filmen. I de oprindelige tegnefilmen lærte han en ny for hver af de tre sæsoner, først vand, så jord, og sidst ild i den tredje og sidste sæson. Aang er nødt til at lære alle elementerne, så han til sidst kan besejre den onde Fire Lord og genskabe balancen.

Dette skaber fundamentet for plottet og fungerer ganske godt rent fortællemæssigt. I hvert fald i de oprindelige tegnefilm, jeg har set.

Lad mig påpege et par områder, hvor det går galt i filmen. Det første er som nævnt skuespillet. I tegnefilmene er Aang en und dreng, der slet ikke har lyst til at få det store ansvar lagt over på sig. Han vil meget hellere have det sjovt og bruge sine luft-evner til at flyve rundt. Hele problematikken opstår, fordi han forsvandt i hundrede år, og ildnationen så overtog al magt og udslettede luft-folket i mellemtiden. Det skaber meget skyldfølelse i Aang, men han er stadig bare en knægt, der kan lide at have det sjovt. I tegnefilmene altså. For i filmen får unge Noah Ringer slet ikke vist Aangs motivationer og følelser gennem sit spil. Han stiller bare troligt op, lirer replikkerne af og prøver generelt at se meget alvorlig ud, mens han gør det. Det står i skærende kontrast til det oprindelige oplæg.

Hvis han så var den eneste, ville skaden trods alt være begrænset, men hverken Nicola Peltz som Katara eller Jackson Rathbone som Sokka får vist meget mere i deres spil. Der er bare fokus på, hvad de skal sige og gøre i de forskellige scener, og så er den pot ude. De viser absolut ingen følelser eller drama i deres interne spil.

Hvor ironisk det end måtte lyde, så har ingen af de centrale karakterer dermed nogen karakter overhovedet. Eller personlighed. De er bundet alene af de handlinger, de skal foretage i løbet af filmen, og det er så det. Aang er ikke en ung knægt, der hellere vil have det sjovt end at bære det tunge kors, der er at skulle redde hele verden. Sokka har slet ingen humor mere. Katara er hverken moderlig eller idealistisk. Og de er altså de tre bærende hovedpersoner. Konsekvensen er, at hele filmen konstant lider under deres uhjælpeligt dårlige skuespil. Ingen af de andre skuespillere kan redde filmen, fordi vi hele tiden hænger fast på de tre.

Filmen har faktisk rimelige folk som Dev Patel (fra "Slumdog Millionnaire"), Aasif Mandvi (fra "The Daily Show") og Cliff Curtis (Searle fra "Sunshine") med. Men de lader til at have kigget lidt på resultatet og så ikke taget deres roller videre seriøst derefter. Og det er faktisk svært at bebrejde dem, for man forstår dem så udmærket. De kan sagtens mere, men har ikke fået nogen som helst anledning til at vise det her. Shaun Toub (Yinsen fra "Iron Man") gjorde det lidt bedre i den mindre rolle som Iroh. Hans udgave af figuren ligger dog milevidt fra den oprindelige udgave i tegnefilmene, som afdøde Mako lagde stemme til.

Alt i alt får filmen sat et alvorligt spørgsmålstegn ved, om Shyamalan overhovedet kan håndtere personinstruktion. I lyset af det usikre spil jeg husker fra både Mark Wahlberg og Zooey Deschanel i "The Happening", får Shyamalan så afgjort ikke modbevist den tese her.

Normalt ville jeg forbinde Shyamalan med gode plots, men faktisk får han også forkludret den side her. Hans karakterer overforklarer konstant, hvad de foretager sig, så dialogen bliver tæt på det pinlige. Samtidig japper Shyamalan på under to timer igennem plottet fra de tyve episoder af seriens første sæson, og det lider fortællestilen en del af undervejs. Nu er en del episoder selvfølgelig klippet helt ud, men derfor tager plottet stadig nogle underlige hop undervejs. F.eks. dukker den mystiske maskerede "The Blue Spirit" op uden megen introduktion midt i det hele, uden at det faktisk får megen indflydelse på historien. Det bliver vigtigt senere, men der er slet ingen dybde i fortællingen til at retfærdiggøre det i denne film. Jeg tænker i hvert fald, at Shyamalan har haft svært ved at få presset plottet ned på under to timer, at det er derfor, der fortælles så skidt undervejs, både i handling og dialog.

Måske Shyamalan skulle have fokuseret lidt mere på plot og lidt mindre på effekter. Man undrer sig unægteligt over, hvorfor de mange soldater i stedet for bare at angribe gang på gang bare står og glor på, at Aang og andre udfører minut-lange tai chi bevægelser, før de kan bruge deres "bending" evner. Det fører så til adskillige muligheder for at overhælde elendigheden med vand-, luft-, og ildbaserede CGI-effekter. De er såmænd ganske pænt lavet. Efter sigende skulle disse fungere elendigt i 3D, men jeg så kun filmen i 2D, hvor det så ganske nydeligt ud. Men dermed ikke sagt, at det ikke er set pænere andre steder. De magiske kampe var stadig flottere og mere imponerende i både "Harry Potter" og "De fortabte sjæles ø". Den megen CGI er dog ikke altid lige vellykket. Aangs flyvende bison-okse ligner f.eks. mest af alt en flyvende kæmpe-bæver, der leder tankerne lidt hen på den halvkiksede Falkor fra "Neverending Story", der skulle forestille en drage, men snarere lignede en mere hvid og mindre klodset Fedtmule...

Hvor efterlader det så "The Last Airbender"? Ja, det er unægteligt en stor skuffelse. Dels fordi Shyamalan ikke får vist os mere, og dels fordi et oplagt potentiale til god underholdning bliver spildt på det skammeligste. Det er oplagt bare fra denne film, at potentialet til rigtigt gode eventyrfilm er mere end til stede i materialet. Men det lykkes slet ikke for Shyamalan at omsætte det til noget seværdigt. Jeg så gerne de to næste sæsoner filmatiseret også, men med det hold, der præsterede denne film, er tanken ikke så tillokkende. Drop hellere planerne og lav en ny udgave af denne film om et par år. Se tegnefilm-serien i stedet for denne film - de er faktisk både underholdende og sjove. Det er denne film desværre ikke.

Jeg giver dog ikke filmen fuldstændig bundkarakter. Selv om den er elendigt instrueret, skidt fortalt og endnu værre spillet, så kunne jeg dog sagtens følge med i den og gennemskue, at plottet og den beskrevne verden var interessante. At Shyamalan på den vis trods alt fik mine øjne op for tegnefilm-serien giver lige en stjerne ekstra op fra at nå den absolutte bundskraber. Men er man ikke umiddelbart til denne slags eventyrhistorier, så skal man helt klart holde sig langt væk. Og skal man sådan set også, selv hvis man er... Jeg vil virkelig gerne holde af denne film, men Shyamalan skal altså have stryg for at spilde så meget potentiale så eftertrykligt, som det her er tilfældet.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.