Hævnen: Ikke nogen specielt subtil film

Hævnen

05/10-10Ikke nogen specielt subtil film
Susanne Bier er endnu en gang på jagt efter, hvad der driver mennesker i krisesituationer. Og typisk for hendes forfattersamarbejde med Anders Thomas Jensen kommer det til udtryk i en historie med mange hovedpersoner, der kæmper med facetter af samme problem. Filmens primære hovedpersoner er to 12-årige drenge, der finder sammen mod en større bølle i skolen. Efter at voldelige midler har vist sig effektive mod ham, fortsætter de med andre selvtægtsplaner, der er endnu mere alvorlige og får inddraget deres forældre, som i forvejen har personlige problemer at slås med.

Fundamentalt set handler "Hævnen" om forskellen mellem at slå igen og vende den anden kind til, om kampen mellem civilisation og drift. Den spiller Bier dygtigt på ved først at vise situationer, hvor man instinktivt hepper med og synes, det er fortjent, at skolebøllen får et par på hovedet - men derefter eskalerer tingene og understreger dermed voldens negative spiral. Pointen er sympatisk og relevant, men den bliver også mast ned i halsen på publikum, for "Hævnen" er ikke nogen specielt subtil film. Tværtimod gaber den over mange personer og handlingstråde og forsøger at komme i dybden med det hele. Det er en ekstremt svær øvelse, som heller ikke lykkes - nogle af filmens sideplot bliver temmelig banalt afviklet, mens andre virker overflødige.

Det sidste gælder blandt andet de sekvenser i Sudan, som skabte røre før filmens premiere. Ideen er selvfølgelig at bruge de oplevelser, som den ene drengs far har som nødhjælpslæge i det barske Darfur, til at spejle konflikterne og hævninstinkterne hjemme i Danmark. Og det holder vel også fint på papiret, men jeg synes, det kommer til at virke temmelig påklistret og klichéfyldt. I øvrigt ligesom filmens stereotype billede af den danske folkeskole som et sted, hvor ledere og lærere optændt af selvtilfreds blød pædagogik ikke ænser, hvad der foregår omkring dem.

I det hele taget kører Bier i mine øjne sin vante stil lidt for langt ud i "Hævnen", som derfor kommer til at virke unødvendigt lang, tung og klodset. På trods af, at den ellers er nydeligt teknisk lavet med flotte billeder af Morten Søborg. Og at den har nogle glimrende skuespillere - Mikael Persbrandt, Trine Dyrholm og Ulrich Thomsen gør det fint i de tre forældreroller, men filmens største præstation kommer faktisk fra William Jøhnk Juel Nielsen, der er overbevisende sammenbidt som den dominerende af de to drenge.

At hans rolle er kommet så langt ud, fordi han er ked af, at hans mor er død, er så endnu en dansk filmkliché. Som bidrager til, at jeg vil huske "Hævnen" som én af de svagere film på Susanne Biers ellers imponerende CV.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.