Enter the Void: - Til Kanten og Længere ud -

Enter the Void
Film Enter the Void
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Debat
Side 3KeyserSöze
LortefilmSLAPPERFAP
Svimlende efterdødstrip i neonoply...Bjarke, Filmsk...
Mirza
- Til Kanten og Længere ud -wrathcoil
Filmiske referencersandmand
Side 2KeyserSöze
First look...Mirza
Indlæg Se alle indlæg (9) Se mere

10/10-10- Til Kanten og Længere ud -
Uploadet på vegne af Rasmus (Lundberg), da han ikke kan logge ind på Scope for tiden. All are registered trademarks of Rasmus Faber Lundberg 2010. I own nothing!

--

’Enter the Void’. Bare titlen - der er en direkte beordring til sit publikum i stedet for en beskrivelse af filmen - har en uvant stærk appel over sig. Ordene lyder mest af alt som en blanding af en tivoli-forlystelse og et ondsindet designerdrug, der lokker sine købere med et farverigt blikfang. Og det er lige præcis sådan en titel franske Gaspar Noés nye, overvældende film har fortjent.

-Noé-

Det er Gaspar Noé der er hjernen og kraften bag ’Enter the Void’, og det er der absolut ingen tvivl. Dette er hans vision. Noé må uden tvivl siges at en af de allermest egenrådige instruktører på den moderne filmscene, en instruktør der ikke indgår kompromis med sit publikum, men i stedet inviterer dem indenfor i mørket til en filmoplevelse, der gerne skulle rykke en grænse eller to. Tag for eksempel hans forrige film, ’Irreversible’, der med sin svimlende opvisning i utrolig kameraføring, omvendt fortællekronologi og dybt foruroligende voldsindfald må være noget af det mest aggressive og provokerende, der nogensinde er skudt på film. Eller Noés debutfilm, ’I Stand Alone’, om en ensom slagter hvis eneste sjælefred findes i seksuelt samvær med sin datter.

-Et berusende syn-

Gaspar Noés konklusioner er fortvivlende og egentligt ubrugelige i både ’I Stand Alone’ og ’Irreversible’, der hver især efterlader en hårdbolle af verdens håbløshed i skødet på sin seer. Lidt sådan føler man det også efter i 2½ time at have lagt sit hoved i hænderne på Gaspar Noé og hans drømmeprojekt, ’Enter the Void’. Her følger vi den unge stofmisbruger Oscar, der lever en virkelighedsfjern tilværelse i Tokyo sammen med et par junkier og sin søster, der er stripper. Vi begynder helt inde i knolden på Oscar i den slags point-of-view-udsyn, der normalt forbindes med skydegale computerspil. Her formidler Gaspar Noé den euforiserede følelse af at se sit værelse skifte farve og svæve mod farverige mønstre og monstrøse fangarme i drømmeverdener gennem lukkede øjenlåg. Om det er en realistisk gengivelse af den ægte vare skal jeg af gode grunde ikke kunne sige, men det er på alle måder et berusende syn at betragte på et biograflærred.

-Surreel poesi-

Herfra er ’Enter the Void’ en lang vej ud i dødsrefleksioner og surrealistiske forvrængninger af filmen som medie. Efter POV-segmentet bliver Oscar skudt og dræbt på baren The Void, hvorefter kameraet løfter sig og dokumenterer størstedelen af den resterende film i et vægtløst fugleperspektiv. Og herfra præsenterer Gaspar Noés ’Enter the Void’ så i 2 timer et af de mest grænseløse filmsprog, man kan forestille sig. Scenen hvor Noé for første gang slipper jordforbindelsens håndbremse og viser Oskar der ligger død på det snuskede bartoilet er lige så kraftfuld i sin underlige skønhed som de mest poetiske billeder, der nogensinde er vist på film. Synet af den unge mand i livløs fosterstilling og kameraet der sælsomt svæver opad gennem en mørk, snoet tunnel ligner simpelthen ikke noget, vi har set før. Det er et af de slags filmbilleder der er så klart tænkt og så smukt udført at man aldrig glemmer det igen, ikke ulig de mest kulørte og symmetrisk perfekte indstillinger fra Stanley Kubrick-klassikere som A Clockwork Orange’ og ’Rumrejsen år 2001’.

Sidstnævnte Kubrick-film må nævnes i forbindelse med filmens sidste 20 minutters, hvor Noé lader sit univers bryde sammen i frygtløst kaos af samme slags som det, der stadig lader filmverdenen gruble over Kubricks intentioner den dag i dag. Neonlys, sexorgier og en dundrende lydside mudrer sammen i en abstraktion, der tvinger sit publikum til at famle efter mening. Men er det overhoved nødvendigt? Når ordene ’The Void’ brænder sit aftryk på nethinden i filmens sidste billede er man forvirret, men ikke i tvivl: ’Enter the Void’ er en oplevelse af de sjældneste.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.