The Green Hornet: Gondry Flytter Hjemmefra

The Green Hornet

29/01-11Gondry Flytter Hjemmefra
SPOILERS

Michel Gondry har altid været en studentikos drengerøv. Hidtil har hans film været meget fortænkte, men med Green Hornet tager han omsider springet ud i den ultimative coole drengerøvsfilm med en stil og attitude, der slænger The Spirit på og som i de gode øjeblikke næsten tangerer Tarantino, Nolan, Burton og Rodriguez.

Anmelderne er stået af en masse. Ikke kun de danske. Og det siger måske noget om vores verden i øjeblikket. Smilet er stivnet, humoren er væk og alvoren har i den grad monopoliseret kunstarterne, så det overskud det kræver at værdsætte camp og kitsch er spillet væk i et forfejlet forsøg på at ville det rigtige. Man aner ikke hvor man skal stå længere. Man stoler ikke på sig selv, men på den stramme mine, bonertheden. Gondry og Rogen er ligeglade. De har skabt en absurdt sjov komedie baseret på et kontroversielt og klassisk, men ofte overset, tema om kampen for mediernes ultimative selvstændighed fra en dagsordenbetændt statsmagt. Måske er det for tæt på sandheden for mange af de medieansatte anmeldere til at være rigtig sjovt. Vi er sært nok tilbage til 70'ernes store amerikanske mediefilm om kampen og prisen for at få sandheden frem. At det tema ikke fænger hos anmeldere, i en tid som denne, hvor verdens medier måske mere end nogensinde er politisk til fals, må mane til bestyrtelse. Og at filmen lige skulle få dansk premiere samme dag som Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden afgår ved døden, er nærmest uhyggeligt skæbneironisk.

Men filmens kvaliteter hæver sig langt over det politiske og sociale, for Gondry viser med filmen, at humor og personlig indsigt og erkendelse er lige så vigtige ingredienser i skabelsen af en sygligt god totaloplevelse.

De to temaer, som træder klarest frem, er fader/søn-forholdet og den subtextede homoseksualitet, og de er jo ifølge teorien ofte en smule forbundet. Det første tema understreges klart og utvetydigt fra starten. Faderen kapper seksuelt-symbolsk hovedet af sønnens dukke og dør. Sønnen kapper hovedet af faderens statue, erhverver en skør indsigt og genopretter figuren med en beskeden forandring til sidst. Men faderens rehabilitering er også kitsch, falsk, for intet samfundssind kan undskylde faderens klare svigt, andet end som Britts selvbedrag, ønsket om, Inception/Big Fish-agtigt, posthumt at blive ét med faderen og opleve den forening, som han ikke kunne opleve, mens faderen levede. Det er fint set af Gondry, der i mange af sine film har beskæftiget sig med ønsket om at opnå katarsis gennem at vaske tavlen ren. Homoseksualiteten mellem Britt og Kato er filmisk så flot ramt, så man næsten føler sig hensat til tiden under The Production Code. Trekantsdramaet, Britts tilsyneladende jalousi over, at vennen bager på Lenore, som i virkeligheden handler om hans egen betagelse af Kato, hans kaffe og hans væsen. Hvis man synes, at Diaz' Lenore spiller en underordnet rolle i filmen, er dette ikke uden grund. Hun er ikke begærsobjektet. Det er super godt gennemført, alene i kraft af subtile antydninger.

Gondry viser med Green Hornet at han er meget mere end tom stiløvelse og filosofi. At han kan anvende stilen og filosofien i virkeligheden. Mestre som Billy Wilder og Coen-brødrene havde og har deres slapstikøjeblikke med komedier baseret på et filosofisk fundament. Gondry har nu meldt sig i klubben, og det bliver spændende at se, om hans nyvundne karismatiske stil holder ved, når han vender tilbage til Sofies velkendte, men lettere kedelige verden.

Igen: Stjernene kan man ikke rette i på scope.dk. Her skulle have stået: 6.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.