Black Swan: - Larven og sommerfuglen -

Black Swan

20/02-11- Larven og sommerfuglen -
For det første: hvor er det pragtfuldt at se, med hvor få virkemidler filmen kan få biografgængerne til at rykke sig i sædet af ubehag! Her er mere smerte end i noget moderne orgie af djævelske torturredskaber, smadrede kranier eller maltrakterede seksualorganer.

'Black Swan' er ikke en PERFEKT film. Det bliver den dog ikke ringere af.

For det kan selvsagt hurtigt blive en fortænkt affære, at lave en film hvor kontraster indføres i alt hvad der siges og gøres. Det slipper Aronofsky næsten uden om. Kun næsten. Med sort og hvid, kyskhed og seksualitet, fiktion og virkelighed er der så mange indædte kampe, at brodden tages af det egentlige klimaks – filmens slutscene, hvor vi for første gang ser transformationen fra start til slut, uden klip. Og det er fordummende, at Nina skal have tøjbamser. Og scenen med stofferne på klubben reddes kun, fordi den er så velspillet.

Jeg vil dog stadig kalde 'Black Swan' et mesterværk, fordi Aronofsky eleverer kontrasterne fra balletten (i filmen) til (resten af) filmen – seksualiteten i balletten, er det korrumperede og negative, mens den i filmen er rensende og positiv. Netop derfor, er dén farlig. Kontrasten er mere end bare Snehvide-dimensionel.

Fordi 'Black Swan' ikke handler om ballet som sådan. Den handler om opdragelse, ift. livet og kunsten. Om kontrollerende forældre. Om nødvendigheden i ikke at projicere sine uanfægtede ambitioner og forfatninger over på sine børn, såfremt de skal gøres klar til verden. Livet skal sættes over kunsten. Den erfaring gør Nina sig halvvejs igennem filmen og pludselig er skuden vendt og sunket. Det er for sent. Nu er den kontrollerende mor bekymret. Nina lever - og dét bliver hendes undergang.

Nina er hele vejen i filmen et offer. Både før og efter hun er jomfru. Rollerne byttes om og de onde bliver de gode. Det vises igennem flere symbolske scener:

Nina har låst sig inde i en toiletbås, for at ringe til sin mor. Hun har fået rollen som svanedronningen. Da hun træder ud, står ordet ”whore” skrevet på et spejl. Et spejl. Med læbestift. Onani-scenen, der stoppes af moderens sovende tilstedeværelse........ Og hen imod slutningen, under førsteakten, hvor manden taber den hvide svane. (”What the fuck?”). Hvor har han ret. Fuck er nemlig the what.

Filmen bæres dog også frem af Matthew Libatique's billeder. Udover at være skudt på grynet 16mm, har den kære fotograf (hvis øjet ikke bedrager) også gjort brug af fotografisk behandling uden blegemiddel, for at skabe de affarvede, kontrastfyldte billeder. Den er til at tygge på. Og den underskønne Natalie Portman, i sin sønderknusende pragtpræstation, fortjener alle de priser hun må kunne bære i sin magre favn. Hun spiller rollen som hende der skal finde rollen i rollen. Wow...

Se filmen i selskab med andre. Den fortjener at blive talt om. Og hvis man har det som mig, vil man også have brug for at tale om den. Når det er sagt, gider jeg ikke skrive mere nu.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.