The Damned United: The Yorkshire Kiss

The Damned United
Film The Damned United
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Debat
The Yorkshire Kisssandmand

23/06-11The Yorkshire Kiss
Man kan spørge sig selv, hvad idéen egentligt er med alle Tom Hoopers historieforvanskende film i dramatiseringens navn. Jeg kan forstå at Tarantino lader Hitler likvidere, for han skjuler jo ikke den måde hvorpå han omgås sandheden. Hooper spolerer bare historieskrivningen, fordi folk fremover kommer til at gå rundt og tro at Derby faktisk mødte Leeds lige inden Juventuskampen og at kongen mere eller mindre overvandt sine taleproblemer ved krigens indvarsling.

The Damned United er en fantastisk chance for at vise et drama fra dengang fodbold var et smukt håndværk for mænd, dvs. før fan"kulturer", medier, de store penge, berømmelse og EU ødelagde det hele. Jeg synes Hooper spilder mange chancer for at ramme plet, men præmisserne ER også svære, fordi han skal dramatisere et så kort forløb som 44 dage, hvorfor det f.eks. er svært for hovedpersonen Clough rigtigt at nå at føle noget for sin nye klub, sit nye liv og dermed at have noget ægte på spil. Filmen handler om den usundt besatte, intelligente idealist, der møder virkeligheden, taber, men lærer derved. Leeds og Revie er ikke onde, de er bare for virkelige for den med rette overlegne vidunderdreng Clough. Bremner giver Clough hånden, Revie giver sine drenge massage. Så meget mand var Clough ikke. Heldigvis. For han præsterede fodboldidealistens ultimative orgasme, at vinde mesterskabet med Nottingham F. i 1978 som oprykker.

Det er hård kost for en filmnørd at høre hovedpersonen kalde sig selv idealist, for det er jo det kunsten skal vise antydningsvist og det ER er vist, f.eks. ved at Clough vil stille stærkeste hold kampen før en vigtig kamp. Men filmen rammer plet da den 6 år senere lader Clough klynke over at Revie ikke gav ham hånden. Det er supergodt ramt, den lille fortabte dreng med tudekiksen. Alligevel kan filmen ikke rigtigt finde ud af om den skal holde med Clough eller ej og begynder at bruge, hvad der siden hændte for Revie og Clough senere i 70'erne som en slags dom over dem, selvom alle vidste, at Clough var ung og stadig havde mange gode år i sig i 1974, mens Revie havde toppet. Dommen er derfor ubrugelig. Det kunne være sjovere at tematisere hvorfor Revie fortsat forsvarede Leeds' synspunkter i tv-debatten med Clough og angreb Clough, længe efter at Revie selv var trådt tilbage. Hvad havde Revie mod Clough? Nu havde han jo fået det job som landstræner som Clough kunne havde snydt ham for.

Det er samtidig en herlig film for enhver fodboldelsker, fordi den, udover den forevigt forsvundne retroæstetik i selve spillet og optagelserne, i hovedsagen viser, hvad medierne forsømmer, nemlig den troværdige udgave af livet bag facaden og ikke den simplificerede udgave medierne dagligt giver os, berøvet alt indhold, skåret i ligegyldige eller endog falske skabeloner som hovedpersonerne ikke selv kan genkende. Hooper derimod viser kampen om magten i klubben, de svinske ordudvekslinger, kynismen, glæden, frygten, spændingen troværdigt. Noget der ødelægger filmen, er dog flashbacks. De er rodede, uskønne og dramatisk set dårligt tilrettelagt. Måske indeholder historien om Clough i Leeds bare ikke stof til andet end en dokumentarfilm med lidt sprød, æstetisk, sværd. Wim Wenders har med Målmandens Angst Ved Straffespark vist at filmkunst og fodbold lader sig forene. Hooper rammer snert forbi synes jeg.

Her er den virkelige tv-debat:
http://www.youtube.com/watch?v=...eature=related
http://www.youtube.com/watch?v=...eature=related
http://www.youtube.com/watch?v=...eature=related

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.