True Grit: "Things I Did And Things I Think I Did"

True Grit

03/07-11"Things I Did And Things I Think I Did"
SPOILERS

Det er prisværdigt, at de ellers så super-naturalistiske og mega-realistiske Coen-brødre med True Grit forsøger at prøve kræfter med en helt ny filmstil. Nemlig den fuldt ud gennemførte troværdige/utroværdige fortæller, hvor omdrejningspunktet ikke er at tolke selve den fortalte historie, men derimod at gætte på hvilke punkter den historie, der fortælles, faktisk er sand, og hvad der i stedet virkelig skete. Tim Burton er jo mesteren i denne genre, navnlig med Big Fish og Sergio Leone gjorde det med Once Upon A Time In America.

Coen-brødrenes fine stiløvelse sker inden for rammerne af western-genren. Men western-genren er for dem i sig selv kun et sølle påskud for filmens hovedtema, nemlig portrættet af den religiøst baserede fortælling/fortæller. For Mattie er troende, ingen tvivl om det. Og netop her finder Coen-brødrene anvendelse for deres nye stil, fordi religion naturligt bindes uløseligt sammen med spørgsmålet, om man kan fæste lid til Biblens fortællinger. Man kan sige, at det er lidt trættende, at så mange amerikanske film i øjeblikket i den grad fokuserer på forholdet mellem tro (religion) og viden eller om man vil Gud på den ene side og Darwin, Freud m.fl. på den anden side, f.eks i film som Inception, Paul og 2012, fordi mange vigtige temaer derved nedprioriteres.

Men True Grit - ikke mindre krævende end f.eks. Miller's Crossing - lever i kraft af den tvetydige, enten freudianske og bibelske fortolkning af filmen. Og det må være op til tilskueren selv om man fæster nogen lid til, at tingene er foregået som Mattie beskriver. Der er i hvert fald filmiske antydninger i hobetal, der indikerer, at hele historien blot er hendes, bevidst eller ubevidst, fortegnede erindring om, hvordan det er foregået. Der er 8 skud i revolveren, og hun er ganske tør efter at have vadet med hesten gennem floden. Den hængte mand hænger lovligt højt. Hendes hest og hendes redningsmænd dukker nærmest op af ingenting til sidst, og selv hendes elvermø-agtige hævn er flot pakket ind i noget der minder om selvforsvar. Måske er det kun detaljerne der er fordrejet i hendes hukommelse, måske er det hovedpunkterne.

Det centrale spørgsmål er dog stadig: Hvad skete der for hende i og med den rejse? Hvorfra fik hun sin mulige afsky for mænd, hvis hendes handlinger var så rigtige og berettigede? Hun blev blot for tidlig voksen, gjort til mand, modnet og mærket af tidlig hævn. Den tabte uskyld. Men i modsætning til Citizen Kane stræbte Mattie dog selv efter at tabe uskylden. Skydevåben og slanger er jo symboler på den mandlige seksualitet. Det ene øje og den mistede arm er også symboler på begærets omkostninger, jf. Twin Peaks. Blev hun voldtaget, gav hun sig selv hen til Rooster eller LaBeouf? De drømmeagtige slutscener, hvor hun rider sammen med Rooster - elverkongen, der slår barnet ihjel - antyder mere end feber, nemlig sex. At slå hendes hest ihjel er en fint vist, filmisk erstatning for at gøre det af med hende som kvinde. Hendes aseksuelle, asketiske fremtoning og fletningen er nok blot hendes senere forsøg på at fortrænge og dække over hændelserne. Hvem ved? Alt dette er smart forsøgt af Coen-brødrene, vævet ind i deres sædvanlige underspillede, galgenhumoristiske og lingvistiske ekvilibrismer, men spørgsmålet er, om det virker som filmstil. Actiondrama har aldrig været deres stil og måske er det netop hvad der mangler i denne bitter-søde tungeløse, two-tongue tale. Selve historien om den kække tøs kan næppe stå alene og gør det heldigvis ikke. Resten er op til os selv.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.