Hanna: Hun løber og løber, men det går ned ad bakke ...

Hanna

18/07-11Hun løber og løber, men det går ned ad bakke ...
Joe Wright gjorde sig til én af britisk films mest lovende nye instruktører med seriøse litteraturfilmatiseringer af ”Pride & Prejudice” og ”Atonement”. Derfor er det temmelig overraskende, at han i sin fjerde film har valgt at skifte til en helt anden genre med actionthrilleren ”Hanna”.

Hovedpersonen Hanna er en teenager, der er vokset op i en sneklædt vildmark. Her har hendes far givet hende intensiv træning i overlevelse – inklusive nærkamp og skydning. Hele hendes liv har dermed ledt frem mod den dag, hvor hun føler sig klar til at trykke på en sender, som vil få nogle agenter til at komme og lede efter Hanna. Blandt forfølgerne vil der være en kvinde, som hendes far har advaret imod: Dræb hende, før hun får chancen for at dræbe dig. Og da Hanna så trykker på knappen, går jagten ganske rigtigt ind på tværs af Europa.

Der er rigtig mange ting, jeg godt kan lide ved ”Hanna”. Den er baseret på et originalmanuskript, ikke en tegneserie eller lignende, og Joe Wrights mål har tydeligvis været at skabe en anderledes hårdtpumpet actionthriller. Det lykkes ikke mindst i en række velkomponerede actionscener med effektiv underlægningsmusik fra The Chemical Brothers. Plus i de gentagne jagtscener, hvor Wright understreger forfølgelsen ved hele tiden at lade Hanna spæne af sted (hun løber næsten mere end Franka Potente i ”Lola rennt”). Tricket med at lade baggrundshistorien blive oprullet i løbet af filmen fungerer også altid godt, og Wright etablerer en fin stemning af gammelt hemmelighedskræmmeri fra Den Kolde Krig.

Desværre holder filmen så ikke stilen hele vejen. Den starter fremragende, men går lidt i stå, da Hanna møder en helt almindelig britisk familie, der sikkert er tænkt som en kontrast til hendes absolut unormale liv, men altså bare er med for længe. Derfor løber historien så at sige tør for tid, så det bliver nødvendigt at jumpcutte frem til en slutsekvens i Berlin, der på én gang er over-the-top og lidt for tynd. Wright forfalder desuden til at gøre sine bipersoner meget karikerede, og det er synd for en historie, som med fordel kunne være holdt helt seriøs. Gode navne som Cate Blanchett og Eric Bana bliver derfor heller ikke rigtig mere end funktioner i deres biroller, mens Saoirse Ronan til gengæld er rigtig god som Hanna – både fordi hun spiller med flot gennemført søgende intensitet, og fordi hendes tynde, pjuskede fremtoning giver en smuk kontrast til de ting, hun foretager sig.

Men selv om den bliver klart svagere mod slutningen, er ”Hanna” altså et spændende bud på en anderledes actionfilm. Hvis instruktør Wright havde turdet være gennemført i stil og stemning, kunne den være blevet fremragende og unik. Nu vil jeg nøjes med at kalde den interessant, seværdig og dog fejlbehæftet - og give fire små stjerner.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.