Spoilers,

O-la-la !

Det er en original grøn, filmcocktail Ang Lee serverer her.

Der er Argento-mix fra de fortrængte mord-minder fra barndommen fra Profondo Rosso og fra Jennifer Connelly i en ny Phenomena-agtig missing link-fabel. Der er virtuost splitscreen så selv De Palma må blive rundtosset. Der er fader-søn/datter-relationer, -konflikter og -spejlinger i det uendelige, dyrket, forladt, gendyrket, tvistet. Der er ikke mindst en fin romantisk varulve-fabel, meget nært beslægte med Landis fine, tragiske mesterværk om drifternes fallit, En Amerikansk Varulv i London. Der er Hitchcocks Spellbound i hendes desperate forsøg på at afdække hans psykiske traumer og frelse ham. Der er King Kong-scenen. Der er galgenhumor. Men Trappescene i San Francisco er klassisk. Hun, idealet, går ned af trappen til ham, der er i drifternes vold og han bliver sig selv, for en stund. Men point of no return for de elskende og for filmens handling er på banebrydende vis indtrådt længe inden filmen starter. Det hele er uafvendeligt fra starten.

En rendyrket filmisk fornøjelse, der som man kan læse har spillet vore kære medieanmeldere lidt af et puds. Det her var de ikke forberedt på.

Den grønne farve er også håbets. Grøn symboliserer den harmoniske cyklus i naturen, men er hulk ikke bare en "grønskolling"? Jeg mener, hans opførsel samt drifter, som modsiger den grønne farves oprindelige mening?