De tre musketerer: Love You Till Tuesday

De tre musketerer

27/10-11Love You Till Tuesday
SPOILERS

Alle kan blive bedre med alderen. Og den ikke særligt agtede instruktør Paul W. S. Anderson tager med denne film det første spæde skridt mod filmkunsten. Han leverer et elegant, kulørt, ironisk og politisk kønsdrama, der har alt hvad et let seriøst filmhjerte kan begære og langt mere end de fade forventninger om et nyt filmatiseret klassiker-flop forudsagde. Kun trist at anmeldere en masse (fr.) ikke kan skrinlægge de næsten på forhånd så skuffede forventninger, efterhånden som Anderson fordrejer og veldrejer Frankrig og Englands sammenbundne skæbnehistorie med kitsch, coolness og gode effekter og får tilskueren til at glemme alt om Dumas og Oliver Reed.

Skakspillet er filmens ultimative symbol på virkeligheden, på spillet mellem mand og kvinde. Manden, kongen har begrænset rækkevidde. Dronningen, kvinden har det største spektrum. Strategisk, emotionelt. Det er filmens så sande udgangspunkt. Og Milady overlever alt, selv faldet, der traumatiserede manden. Den unge konge må beskyttes, for han ser kun et felt frem - har hun halskæden på eller ej? Han ser ikke hvorfor. Men dronningen gætter det og tager affære. D'Artagnans farefulde rejse til England initieres af en kvinde, Constance, der sender den unge mand ud på en usikker kongevandring, omgivet af tre opgivende, alkoholiserede musketer-bønder, der derved genfinder livsglæden. Der er dømt kønnenes kamp på alle fronter. Og manden er og bliver den lille, marionetten, den begrænsede.

Det handler alt sammen om at beskytte og redde uskylden. Det er altid et godkendt tema. Kongeparret trues af et forræderi og dobbeltspil fra mange sider. Men det gode vinder til sidst. Og megaelegant af Anderson & Co. at mane det historiske rygte om dronningens britiske utroskab i jorden som et tabloid element, som også Coppola gjorde med Marie Antoinettes kagespiseri. For kun derved får Anderson givet filmen dens historiske validitet - som en kæk påstand, der verificeres af den unge, skrøbelige kærlighed.

Ironien er fin, og, som påpeget raden rundt, helt i top i Sherlock Holmes-ligaen i en fin europæisk produktion, der dermed i processen, ligesom Pirates-filmene, undgår den klæge, amerikanske hero-sovs. Kongen er kejtet og dermed en helt, når han vælger forkerte farver, drilsk rådgivet af forrædere, eller grinagtigt søger råd om vejen til kvindens hjerte hos den lige kvieøjede co-følfod, D'Artagnan, der efter min opfattelse er perfekt i rollen som sødmælkskalv, hvid og uprøvet i livets store skakspil.

Filmen slutter som et pasticheret oplæg til en efterfølger, men reelt med den historisk korrekte krig, som Hertugen af Buckingham netop startede mod Frankrig i 1627. Man kniber sig i armen. Var instruktøren virkelig Paul W. S. Anderson?

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.