Samme dag næste år: Den Korte Sommer

Samme dag næste år
Film Samme dag næste år
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Debat
godKyraine
Den Korte Sommersandmand
Missede chancerCarcajou
Vind billetter til 'Samme dag næst...Bjarke, Filmsk...

20/11-11Den Korte Sommer
SPOILERS

Vi har ikke Sofia Coppola her til lands, men vi har Lone Scherfig og det rækker fint. Scherfig har en tilsvarende både rå og poetisk tilgang til filmmediet, og i One Day fryder og skræmmer hun på samme tid i en smuk cocktail af eksistentialistiske grin, gys og gråd i en megaenkel og alligevel superkompliceret film. Hun kan ikke lave dårlige film, og hendes film er altid ubetrådt land, de er nye og friske i smagen, selvom temaet og stilen heldigvis altid så at sige er oldgræsk. Hun genopfinder filmmediet, bringer det til live hver gang hun laver en film. I One Day er Scherfig ude i en filmatisering med snærende bånd, men hun gør det til en leg. Mange lege.

Den første leg er ideen om at kunne fortælle to tæt forbundne menneskers liv gennem tyve år ved kun at vise hvad der sker én sølle dag om året. Det turde ikke være muligt. Men det er det. Næsten. Den anden leg er legen som Scherfig begyndte på i An Education: Erindringen. At hun dybest set ikke fortæller en objektiv historie, men en historie som viser sig at ligeså meget vævet ind i erindringens (Dexters) både dunkle og lidt for klare subjektive tåger som den er skåret i faktums urokkelige granitblok. Den tredje og sidste leg er legen med tilskuerens trang til at læse romantik ind i en historie. For One Day kan på samme tid læses enten som den store romantiske, næsten uopfyldte kærlighed mellem Emma og Dexter eller som en mere hverdagsagtig beretning om at når manden først omsider er blevet moden til at elske andre end sig selv, er det faktisk næsten for sent. Uanset disse små drillerier fra Scherfigs side, er der tre temaer der står klart, smukt og rørende i dette elegant filmatiserede drama, der med split screens, kameraets geniale dvælen og coole replikker også er et håndværk i mesterklasse.

Det første tema er om identitet, at søge og finde identiteten. Temaet er navnlig rettet mod den usikre, umodne og bekræftelsessyge Casanova, Dexter. Temaet er (som hos Coppola), fint vævet ind i handlingen, hvad enten det er i blindebuk-legen eller i spørgsmålet om hvem af tøjdyrene der er Spartacus. Men temaet er også rettet mod hvad der efterhånden fremstår som Scherfigs alter ego, den tvivlende og tøvende kvindelige hovedrolle, der, som i An Education, har en vis angst for manden som begreb og hans uvæsen, for at vælge og stå ved sit valg, for at give sig hen. For hvad Emma gjorde i midten af 0'erne, kunne hun jo sagtens have gjort i 90'erne. Det endte med at blive hende, der gav efter til sidst alligevel.

Det andet tema er om Dexters manglende frigørelse fra de autoritære forældre og den usikre, unge kærligheds deraf følgende tragiske skæbne. I sig selv en kliché. Men hos Scherfig frisk og nypoleret, Chapmanns revolution kvalt i fødslen. Og hvem ved hvad der var sket i Dexter og Emmas liv, hvis Dexter havde trodset de optroppende forældre i 1988 og gjort hvad han (måske, forhåbentlig) havde lyst til (eller løj han?). At den mulighed var tilstede for Dexter afslører Scherfig elegant først for os til aller, allersidst.

Det tredje tema, hovedtemaet, er spørgsmålet om, hvorvidt man skal leve mens man kan, hoppe i søen og gå hele vejen, just do it-slogans om at lige pludselig kan det være for sent, for hvis ikke lastbilen gør en ende på det, gør alderen, uvanen eller tilfældet det. Forestiller Scherfig sig, at Dexter havde kunnet elske Emma i 1988 - og omvendt? Næppe. Og måske var afstanden mellem dem i alle disse så nærværende som nærværet i de få år sammen. Emma og Dexter fik de to år sammen som modningen af deres personligheder kunne mønstre, og som tilfældet ville. Og opfyldelsen af det store romantiske ideal giver sjældent den lange lykke, som man håber på, båret af forventningens glæde. Mindre kunne også gøre det for Dexter, der fandt sig selv til sidst på bjerget efter en stejl tur, ironisk nok hjulpet af faderens eget smertefuldt lærte råd, der på ny gjorde Emma så nærværende i sit fravær, som hun havde været i de 18 adskilte år. Elegant.

21/11-11Den Korte Sommer
Nu synes jeg du skal tilrettelægge en stor analyse af ENTER THE VOID, som jeg udmærket ved at du har set. Du skal tage det op som udfordring og straf.

21/11-11Den Korte Sommer
Troller du Sandie??
Et ubetrådt landskab og redefinerende udtryksform? Give me a fucking break.
For det første er temaet så gennemkogt, at intet mindre burde forlanges. For det andet er hendes film så visuelt udmagrede, at det grænser til at være en satire på kompetencemangel. Iøvrigt er samme retorik blevet anvendt flere gange med langt større virtousitet; Hou Hsiao Hsien's "three times", Ang Lee's "brokeback mountain" og herhjemmefra "reconstruction"; for nu bare at gå jorden rundt.

At lokke tilskueren til at indvæve romantik i en historie om menneskemøder, vidner heller ikke om et synderligt talent, men om en basal forståelse af filmisk dramatik.

Hvis du virkelig mener, at Lone Scherfig er en verdensklasse auteur, har den humanistiske advokat sgu tabt sin indsigt i kunstens taksonomi.

21/11-11Den Korte Sommer
Velvet,

Det er jo smag og behag. Man skal møde sådanne film med et åbent sind. Jeg mener klart Scherfig med denne film stiller sig op i række af europæiske instruktører der gennem det sidste årti har lavet film om temaet nærvær/fravær, f.eks. Minghella, Almodovar, Ozon, etc. Hun udfordrer i hvert fald vores egne fordomme mange gange i løbet af filmen, efter at have fremkaldt dem.

Jeg er enig i Brokeback-referencen. Scherfig bruger bare en lidt mindre bakke.

Hvad jeg glemte at nævne var at Scherfig jo også leger med tanken om at Emma opsøgte sin egen død i desperation over ikke at kunne levere det perfekte.

21/11-11Den Korte Sommer
Min personlige holdning, er at Scherfig gør det på dramaturgisk pattebarns-stadie. Hendes forløsninger er banale og fordringsfulde, indskudte tankestreger der skal viderebringe historien til nye akter, istedet for at være sandhedssøgende forløsninger, der forsøger at afdække, provokere og lære os noget om karaktererne.

Hvis det er din holdning til Scherfig og hendes fortolkninger af de temaer, hvad mener du så om Gaspar Noé, Michael Haneke, Wong Kar-Wai eller Tsai-Liang Ming?

Her er nogle åbnings-scener fra film med samme tematik som Scherfig's film, men visuelt blæser de hende omkuld, som et korthus i et stormvejr:

http://www.youtube.com/watch?v=8ubt8JvykiQ ("Millenium Mambo")
http://www.youtube.com/watch?v=iqhLDTxODhY ("Three Times")
http://www.youtube.com/watch?v=irLjuz7NHFc ("What time is it there?")

21/11-11Den Korte Sommer
Nu skal debatten her jo nødig udvikle sig til en mandlig pendent til bitterfissestriden, men du er mand og du nævner tre toptunede, mandlige hardcore visual stylister, jeg kender, som rådyrker det visuelle til ug med kryds og slange og ofte ender op i megasmukke billeddigte i ren verdensklasse.

Lone Scherfig (og for den sags skyld Sofia Coppola) kan ikke måle sig med dem og det prøver hun (heldigvis) heller ikke på. Hun er meget mere jordnær i sine historier. Og det synes jeg er det fede ved hende. At vi også har nogen som hende, der ser narration og æstetik fra kvindens vinkel, den praktiske, om man så må sige. At intet emne er for trivielt for hende. Intet lille møde mellem to mennesker, der ikke skal dele livet sammen, er hende for banalt til at hun kan vride personligheder, identiteter og meninger ud af hverdagen, for hvis man bare tager luppen og forstørrer tingene op, som i Blade Runner, så kommer der mening ud af den tilsyneladende meningsløshed. Det er jo heller ikke tilfældig at hun har fået Elvis Costello til at skrive sangen Sparkling Day til filmen med omkrævet, "no message from me, there is no message from me". For hvordan kan man læse folks liv på baggrund af én dag om året i 20 år af deres liv. Det er jo den fine tvetydighed filmen dyrker, og som Coppola dyrker. Handler det overhovedet om noget?

Nu burde jeg ikke have skrevet min kommentar i går så hurtigt efter at have set filmen, for mange ting dukker fortsat op i min bevidsthed. Det faktum at Emma og Dexter er veluddannede. Det er jo samtidig deres hæmning. Og deres styrke. At de ikke kan give sig hen, fordi de spekulerer for meget over valg og konsekvenser. Den vinkel har filmen jo også i historien om den kvindelige Harry Potter-ugle, ugly brille Emma, der bliver til en svane. Læg også mærke til, da Dexter først lægger an på Emma. Det er tidligt om morgenen, og deres to medstuderende begynder at kissemisse. Og straks tager Dexter tråden op. Det er så fin en scene, fordi vi skal forholde os til vores (og Emmas) fordom om Dexters som en halvfuld, kyssesyg knægt. Og vi vælger, som Emma, at tro på det gode i ham.

Og endelig vejrdigtet, og jeg ved godt vi er ude hvor de færreste mænd kan eller vil bunde.

St. Swithin's day if thou dost rain
For forty days it will remain
St. Swithin's day if thou be fair
For forty days 'twill rain nae mair.

Andet vers erstatter Dexter så med "something something something remain" Det regnede unægtelig den dag i overført betydning, men noget blev dog tilbage. Smukkere kan filmens handling da ikke illustreres med et ord, gentaget tre gange.

Det er poesi, følelser og kvindefilm.

22/11-11Den Korte Sommer
Jeg håber virkelig ikke at kvindes sans for æstetik og deres empatiske væsen altid kredser om det jordnære - det ville være en skam, da de tit er bedre mennesker end mænd. Spirituelt taler man dog om den feminine pol i kønsorganerne og den mandlige i hjernen, så der er måske en abstraktion jeg ikke kan gennemskue.

Ikke desto mindre må jeg nok give dig ret, når jeg ser på kvindelige, visuelle kunstnere i denne her verden. Måske er jeg for meget mand i den sammenhæng. Det er godt at se, at du er i kontakt med dine feminine sider og at du tør hengive dig til den moderne tragedie om uforløste storbydrømme, men det er bare ikke nok i min bog. Der skal være et stærkt, fotografisk engagement. Ellers kan man sgu ligesågodt skrive en bog. Det troede jeg du ville være enig i?

22/11-11Den Korte Sommer
Jeg er sådan set ikke uenig med dig. Jeg er også til det stærke fotografiske engagement, som du fint kalder det. Men jeg synes ikke man skal afskrive alt andet end det teknisk allermest sublime. Den fine historie, som f.eks. Woody Allen serverer i ny og næ, er jo ved gud heller ikke visuelt imponerende, men stadig i spitzenklasse.

Kvinder ser bredt, mænd ser dybt, kunne man sige (at Trier mener). Man kunne sikkert også analysere i timevis freudiansk om den seksuelle handlings betydning for mentalitetsforskellen mellem kønnene, at manden søger fremad og kvinden folder ud - bla bla bla.

Jeg synes det er for kækt at afskrive filmen som en tragedie om uforløste storbydrømme. Jf. hvad jeg har skrevet. Tænk bare på det med regler. At kvinden (Emma) har regler for alt, hvilket hæmmer hende, men det er hendes instrument i livet. Mens manden (Dexter) bryder alle regler. Og derfor ikke er god nok til hende ifølge hende. Hvis verden skal blive lidt bedre, er der sgu behov for at folk ser film som One Day og tænker lidt over livet. Scherfig siger jo bare at når man bedømmer folks liv, skal man huske folks forudsætninger, de forhindringer de har med hjemmefra af og de forsøg de gør på at ændre sig. Emma giver sig jo hen til sidst. Ligesom Dexter viser at han (måske) magter faderrollen.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.