The Tree Of Life: filmoplevelser i 2011 – fra don

The Tree Of Life

25/12-11filmoplevelser i 2011 – fra don
De største;


The Tree of Life

Ikke kun årets mest fantastiske filmoplevelse, også et af de mest sindsrystende og poetiske værker, der til dato har ramt mig. Jeg følte mig velsignet, da Terrence Malicks enestående filmdigt genskabte og udfoldede min ellers definitivt afsluttede barndom for mig igen, og resonansen slog mig omkuld i flere efterfølgende dage. Universets eksistens fortalt gennem tre drenges opvækst under deres dominerende far og kærlige mor, eller måske er det drengenes eksistens der fortælles gennem universets opvækst. Fra første sekund til sidste billede bliver det fortalt udelukkende subjektivt, hvilket jeg finder forståelse for, at nogle folk står af på. For mig gaber Malick over meget og spilder intet. Men hvad end du synes om filmen, er The Tree of Life en af de få film, der fortjener at blive kaldt helt og aldeles unik.


Black Swan

Darren Aronofsky afprøver sine Cronenberg-gener i balletverdenen med denne besynderligt personlige og fysisk ubehagelige film om hvor langt man vil gå for kunstens skyld. Natalie Portmans uskyldsrene fremtoning anvendes superb som den dedikerede og livsnaive pige, der konkret må transformere sig til en sort svane for at opnå den perfektionisme i kunsten, som hun så desperat higer efter. Aronofsky er på toppen i sin beherskelse af filmiske virkemidler, men mister aldrig øje for det ømme karakterstudie, Black Swan i realiteten er. En dyster og smuk film, der ramte mig lige i hjertet.


Drive

Da det var for sent, opdagede Danmark hvilken unik en auteur den hele tiden havde iboende, men ikke kunne se for folk som von Trier og Boe. Nicolas Winding Refn drager endelig til den Amerika og serverer et stykke overlegen stiliseret film noir, der minder om en smuk blanding af tidlig Michael Mann og Tarantinos gyldne år som genrelegebarn. Under Drives hårdkogte, dybt underholdende og voldseksplosive facade, findes en virkelig indfølt kærlighedshistorie, hvor Ryan Gosling er noget nær perfekt som den tavse dræber, der udtrykker sin kærlighed på den eneste måde han kan og frastøder sin udkårne (og sig selv) herigennem. Det er en opstemt voldelig og hæsblæsende actionfilm med et stort, bankende hjerte, og hvem i alverden kan stå for det? Drive er i ordets reneste forstand fabelagtig og Refn blev endelig og med rette hyldet for sit talent.


Nader og Simin – En separation

En iransk film om skilsmisse med masser af oprevet snak? Puha, uoverskueligt. Men i stedet for at være et tungt drama, er Nader og Simin – En Separation en nervepirrende spændingsfilm, skabt ud fra en dyb psykologisk forståelse, et ikke-udleverende blik for menneskets fejlbarlige handlinger og en insistererenhed på at sit publikum skal kunne leve sig ind i alle filmens karakterer. Det lykkedes i denne smukt spillede og beundringsværdigt umanipulerende film, der tvinger dig tudende i knæ og venter med sit knock-out punch til allersidst, hvor instruktøren Asghar Farhadi sørger for, at du ikke bare sådan kan ryste Nader og Simins separation af dig.


Martyrs

Hvad der starter ud som en standardiseret og tåbelig omgang voldsporno i stil med den populære horrorgenres artsfæller Frontier(s) og Hostel-filmene, begiver sig pludseligt ud på helt nyt territorium, hvor et ellers ret så hærdet filmsind som mit bliver rystet af den voldsomme og grafiske ubehag, der udspiller sig. Det forunderlige og virkelig originale ved Martyrs er dog, at instruktøren Pascal Laugier har varme og empati for sine karakterer og sætter deres følelsesliv før de blodige og meget udpenslede voldsscener, hvilket gør hændelserne desto mere nærværende og voldsomme. Det er sjældent, at man ser en film, der både er helt uforudsigelig og samtidig dybt medrivende, og når Laugier slutteligt løfter tæppet for et fascinerende og overraskende menneskelig præmis, der skinner lys over hele filmen, så klapper jeg i de hænder, der gemmer mit ansigt. Svær, men udbytterig filmoplevelse.


Boble:

Moneyball

Der var mange film, der virkelig ramte mig i 2011 og alle fortjener egentlig at komme ind som bobler. En rå og ubarmhjertig kærlighedsfilm som Blue Valentine kommer vi sikkert aldrig til at se igen, Joachim Trier skildrer en udefinerbar følelse af konfusion imponerende emotionelt i Oslo, 31. August, og Ruben Östlund giver et særsyn i menneskets natur med den stærke Play. Alligevel hiver jeg den kun solide Moneyball ind som boble. Hvor de tidligere nævnte film rev mig rundt i den følelsesmæssige manege og sendte mig udmattet hjem, kom jeg med Moneyball ud fra biografen euforiseret af historiefortællingens muligheder. Nålen stikker ikke dybt eller blødende, men forbistret hvor er det fantastisk at se en elegant og intelligent sportsfilm som Moneyball, der samtidig med at have en skidegod hovedkarakter (i skikkelse af en Brad Pitt i sin karrieres himmeldage), også byder på fængslende spænding i sin nærmest klassiske underdog-fortælling. Hvis du søger kunst, se de tre ovennævnte. Hvis du søger en bragende god historie, sæt dine penge på Moneyball.



De mindste;


Sanctum 3D

Så dum, så grinagtig, så usigelig dårlig. Sanctum er konventionel konstrueret, hvilket er okay. Man leder ikke efter originalitet i en film omhandlende grottedykkere, men for syv helvedesriger hvor er karaktererne ligegyldige, spændingsscenerne trivielle og hele den sørgelige affære gabende kedelig. Sanctum er et udbrændt afkog af den lidet spændende Vertical Limit. Det siger vel det hele.


The Other Guys

En komedie skal være morsom. Ligesom en gyser skal være uhyggelig. The Others Guys kører derudaf i 90 fuldfede minutter, hvor vitserne på næsten imponerende vis én for én falder skrækkelig hårdt til jorden. Det er næsten sørgeligt hvor skidt The Other Guys er, McKay og Ferrells succesrige fortid taget i betragtning. Og for alting der er helligt, Mark Wahlberg må aldrig, aldrig nogensinde være med i en komedie igen.


Scream 4

En gyser skal være uhyggelig. Ligesom en komedie skal være morsom. Scream 4 er en af den slags fortsættelser, ingen rigtig savnede. Craven og Williamson forsøger sig igen med det hippe genre-selvreflekterende, men har intet spidsfindigt at sige om gyserfilmens udvikling siden den sidste Scream-film. Og nå ja, så er Scream 4 også næsten insisterende ringe. Gad vide om det var pointen fra Cravens side?


Priest

Jeg… gider ikke engang sige noget om denne film.


Sucker Punch

Den visuelt bevidste Zack Snyder fik efter tre succesfulde film frit lejde til at udleve sit mulige drømmeprojekt. Han kreerede denne drønkedelige drengerøvsfilm, der giver udtrykket ”stil uden substans” en hel ny definition. Snyder løber haleløs rundt i basale spændingsmidler (hvis de ikke kan dø, er der ikke noget på spil, hvis der ikke er noget på spil, er det ikke spændende), klichefyldte karakterer og forslidte pointer, men finder fokus i billedsiden, der for mit vedkommende desværre dog hurtigt blev alt for CGI-betonet. Sucker Punch er klart den mest interessante af årets dårligste film, men et fascinerende makværk er stadig et makværk.


Boble;

True Grit

Det så ellers ud til at blive en af årets helt store. Coen-brødrene var vendt kreativt tilbage med No Country for Old Men og serverede en af de helt særlige Coen-retter med den velsmagende A Serious Man. True Grit skulle blive enorm. Men i stedet for at være en orkan, der blæste mig omkuld, var det en prut, der gav mig dårlig smag i munden. Jeff Bridges fjoller rundt som udbrændt sherif, scener kommer og går uden nævneværdig relevans og Coen-brødrene gider ikke tage deres historie alvorlig. Det store klimaks med Bridges som enmandshær er et enkeltstående tilfælde, der viser, hvor god en film, True Grit kunne have været. Hvis den gad. Nu står den som et patetisk får, der for mig af uforståelige grunde fremhæves som en ulv.


Tak for dette filmår. Bliver det næste ligeså godt? Forhåbentligt og bedre. Godt nytår til de få tilbage på Scope.

27/12-11filmoplevelser i 2011 – fra don
Yay, så begynder favoritterne anno 2011 at poppe op :)

Jeg har også både 'The Tree of Life', 'Black Swan' og 'Drive' på min top 10. Har desværre ikke fået set 'Nader og Simin' – og 'Martys' inkluderer jeg ikke, da min liste kun bygger på film med en dansk biograf-release i 2011. Men den er en klar favorit og en af de mest suveræne film jeg længe har set...!

28/12-11filmoplevelser i 2011 – fra sandmand
Top 5 i ingen prioriteret rækkefølge

One Day - "And you ran back to Ma, Which set the pace for the rest of your days"

Super Clásico - "En Mand Ser Rødvin Og Lyset"

Sucker Punch - "Jomfruen, vampen og mor'en, madonnaen og horen, Bare lortet kan sælge, hjælper de gerne med at vælge"

Green Hornet - "Faderen, Sønnen og Homoen"

Midnight in Paris - "Kicking the world behind won't make it go away"


Største filmoplevelser

On a Clear Day You Can See Forever (1970, dvd)

O.C. & Stiggs (1985, dvd)


Bedste bløde pakke

Three Musketeers - livet som skakspil

28/12-11filmoplevelser i 2011 – fra don
...

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.