Ghost Rider 2: Den bedste dårlige film, jeg længe har set

Ghost Rider 2

12/03-12Den bedste dårlige film, jeg længe har set
Nicolas Cage er tilbage som én af Marvels særeste superhelte, som han også spillede i den knap så vellykkede "Ghost Rider" fra 2007. Den første film beskrev, hvordan stuntmotorcyklisten Johnny Blaze i bedste mening solgte sin sjæl til Djævelen og fik evnen til at forvandle sig til en helvedesrytter, der indsamler sjæle til Satan.

Efter at han i den første film fik frigjort sig fra Djævelen, er Ghost Rider nu at finde i Østeuropa, hvor han gemmer sig for sig selv og sine dæmoniske evner (og tilsyneladende har han glemt Eva Mendes hjemme i USA). Men han bliver igen trukket ind i et satanisk komplot, da han bliver opsøgt af en munk, der beder om hjælp til at beskytte en romakvinde og hendes søn, som Djævelen meget gerne vil have fat i.

Film nr. to har dermed en historie, som ligner etterens ganske meget, men "Spirit of Vengeance" har faktisk en helt anden stil og tone end den første film, som var en ret kikset ordinær superheltefilm. Toeren er nemlig lagt i hænderne på makkerparret Mark Neveldine og Brian Taylor, der i sin tid slog igennem med de to "Crank"-film.

De film gjorde i mine øjne Neveldine/Taylor til nogle af de senere års mest spændende actioninstruktører, især på grund af deres hyperhektiske billedstil, som er tydeligt inspireret af computerspil. Den stil præger selvfølgelig også "Spirit of Vengeance", som dog får en ekstra dimension af at være i 3D. Sammen med den seneste "Resident Evil"-film er det her faktisk det bedste bud, jeg indtil videre har set på, hvordan man kan bruge 3D til at give actionfilm et ekstra pift. Actionscenerne i "Spirit of Vengeance" går godt nok fuldstændig over-the-top i fjollethed et par steder, men netop 3D-effekterne er med til at gøre Ghost Riders superkræfter visuelt slagkraftige. Generelt er Ghost Rider langt mere overbevisende animeret end i den første film, også fordi hans fremtoning er gjort mere skræmmende og dyster.

Desværre er actionscenerne ikke det eneste, som går over-the-top. Det gør både handlingen og skuespillet også.

Plottet er egentlig en almindelig antikrist-historie tilsat en skummel munkeorden og lidt lejesoldater. Men ud over den visuelle opfindsomhed er Neveldine/Taylors andet kendetegn en ekstremt selvironisk stil, og den bliver desværre kørt for langt ud over kanten her. Der er eksempelvis en scene, hvor Ghost Rider pisser flammer. Det er sådan set morsomt på den bøvede måde, men der er simpelt hen alt, alt for meget af den slags i filmen, og derfor bliver "Spirit of Vengeance" væltet af sin egen tåbelighed, som får helheden til at virke ekstremt skinger.

I hovedrollen overspiller Cage helt hysterisk som manisk antihelt, der er ved at blive vanvittig over at have en dæmon i baghovedet. Han bliver næsten matchet af Ciarán Hinds, som ligeledes overspiller gevaldigt som denne films inkarnation af Satan - en rolle, som Hinds' markante ansigt ellers passer godt til. Mere kuriøst er det så, at Christopher Lambert er med som abbed, og at italienske Violante Placido er ganske ligegyldig som kvinden i nød - hun var ellers fin som romantisk match til George Clooney i "The American".

"Ghost Rider: Spirit of Vengeance" er virkelig en kikset omgang. Dens selvbevidste fortællestil betyder, at den føles alt for forceret, og det er klart Neveldine/Taylors hidtil dårligste film. Det er også endnu en film, som får én til at undres over, hvad Nicolas Cage dog foretager sig med sin karriere. Men ret skal være ret: Jeg morede mig faktisk ganske fint i bidder undervejs, og selv om helheden er rædsom, er det virkelig en film, som har noget at byde på rent visuelt. Det gør "Spirit of Vengeance" til den bedste dårlige film, jeg længe har set.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.