Hvidsten gruppen: Modstandskamp som på Poul Reichhardts tid

Hvidsten gruppen

04/04-12Modstandskamp som på Poul Reichhardts tid
På film var den danske modstandskamp under 2. Verdenskrig længe en ren heltehistorie om tapre unge danskere, der var villige til at ofre livet for en større sag. Først i det sidste årti eller to er der kommet gråzoner ind i fortællingerne, i takt med at historikere og journalister har fundet detaljer frem, som viser, at alt ikke var rosenrødt blandt modstandsfolkene. Det blev eksempelvis udmærket skildret i "Flammen & Citronen", der stadig portrætterede de to hovedpersoner som en slags helte, men satte klare spørgsmålstegn ved nogle af de ting, de blev bedt om at gøre.

Set i det lys virker "Hvidstengruppen" som en besynderligt gammeldags film. Men det er selvfølgelig også en Regner Grasten-produktion, lavet med hans sædvanlige sans for at sælge billetter, hvilket man åbenbart stadig kan med en historie om de renhjertede danskere mod de onde nazister.

Som titlen afslører, fortæller filmen historien om den danske modstandsgruppe, der opererede med udgangspunkt i Hvidsten Kro, som ligger ved landevejen fra Randers til Mariager. Krofatter Marius Fiil og hans familie var hovedaktørerne i gruppen, som stod for at hente nedkastede våben og agenter, inden de blev fordelt videre rundt i Jylland. Hvidstengruppen nåede faktisk kun at hjælpe ved forholdsvis få nedkastninger, før de blev fanget af tyskerne. Men at otte af dem blev henrettet, var én af de ting, som udløste generalstrejken i 1944 og dermed ændrede krigens gang i Danmark.

Det er altså en tragisk historie, filmen fortæller, og det mest vellykkede ved "Hvidstengruppen" er da også dens skildring af familien Fiil som en flok lidt naive modstandsfolk, der ikke helt ved, hvad de roder sig ud i. Men til gengæld er det helt utroligt, så mange tykke lag der skal smøres på om, hvor hyggelige og joviale og velmenende og komme-hinanden-ved-agtige de er ude i Hvidsten og omegn.

"Hvidstengruppen" er Anne-Grethe Bjarup Riis' debut som filminstruktør, og bedømt på denne her kan hendes instruktørtalent ligge på et meget lille sted. Det er én af de mest kluntet fortalte film, jeg længe har set, hvor kameraet overhovedet ikke bliver brugt til at fortælle historie, men udelukkende bliver anvendt i simple indstillinger, hvor det vildeste kameraarbejde er, at der ind imellem zoomes ind på et ansigt, der viser følelser. Dem er der nemlig mange af, følelser eksponeret via simple closeups og banale replikker, der skærer det ud i pap for de af os, som ikke selv kan følge med.

Til gengæld er filmen overraskende uspændende. Der er en o.k. spændingsopbygning omkring gruppens sidste modtagelse, men jeg er tilbøjelig til at give teknisk instruktør Anders Refn æren for den del. Modsat er det ret besynderligt, at gruppen efter deres arrestation nærmest kun vises som indsatte i en fælles celle. Eller kan det virkelig passe, at Hvidstengruppens medlemmer slet ikke kom i kløerne på Gestapo, før de blev henrettet eller sendt i kz-lejre?

Folk som Jens Jørgen Spottag, Bodil Jørgensen og Thomas Ernst får givet deres roller udmærket krop her. Men overordnet set er det en besynderlig film, som med alle midler vil skabe patos og derfor åbenbart ikke bekymrer sig over, at prisen er, at den giver et nærmest enfoldigt billede af både de tapre jyder, de onde nazister og krigen som helhed. Der bliver både sunget "Jyden, han er stærk og sej", "Man binder os på mund og hånd" og "Altid frejdig, når du går" i denne banale hyldest til den lille mands modstandskamp, som i mine øjne næsten er en fornærmelse mod sine hovedpersoner. Jeg forstår så udmærket, at Søren Krarup med sine DF-briller synes, det er en fantastisk film, for den er altså lavet i en nationalromantisk stil, som vel nærmest ikke er set, siden Poul Reichhardt levede. To små stjerner herfra.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.