Dark Shadows: Hver by har sin heks ...

Dark Shadows

16/05-12Hver by har sin heks ...
SPOILERS

Guvernanter og spøgelser plejer at være et tegn på at vi befinder os i en Henry James-inspireret grådamezone mellem fantasi og virkelighed, hvor spøgelserne er indbildte symboler på sindssyge og dødsdrift, senest i The Woman In Black. Dette klassiske koncept har skæverten Tim Burton aldrig helt købt ind på. Hans hovedpersoner lever og ånder derimod trodsigt 100% for den mørke, døde verden, som Burton også selv har en vis sympati for, da Burton uden tvivl betragter livet på denne klode med en betydelig grad af ironi, satire og mørk distance. Dødsriget for Burton er derfor altid fest og farver, for når de levende mest er mentalt døde, må de døde jo være levende. Og med Dark Shadows har Burton skabt en fænomenal pastasalat af spøgelser, hekse, vampyrer, varulve og andet godtfolk fra hvad man kunne kalde Udødsriget som elegante symboler på den dysfunktionelle familie, som er filmens omdrejningspunkt. Filmen er om noget skabt som en happy ending-filmatisering af fortolkningen af Hitchcocks Vertigo, nemlig ideen om at hele filmen foregår i det sekund kvinden (Josette) falder i afgrunden - som mandens, normalt indbildte, men her vellykkede, lykkepille-forsøg på at afvende den uungåelige skæbne af tab og smerte.

Meget kan siges om filmens virkemidler, den langsomme dialog, sprog- og kultursammenstødene ikke blot mellem de to århundreder, men også hvordan Burton sætter de rummelige 70'ere i relief for nutidens generation, som trues af urummeligheden, og især om filmens placering som nyskabende "pop culture" horrorfilm. Om temaerne om seksuel besættelse, drømmen om den ægte kærlighed samt tab og smerte, der er en slags Twilight-sagaen for voksne. Om Burtons evner til elegant at fremstille Barnabas' rigtigt mørke sider, der dyrker, bruger og misbruger kvinden som moder, luder eller jomfru efter tomme flasker-princippet, og som leder tankerne hen på Zack Snyders idé med Sucker Punch, både i æstetik og slutning. Og om den elegante anvendelse af mantraet om at blod er tykkere end vand i en vampyrfamiliefilm, hvor vand på alle måder spiller en central rolle, så kakerlakker og myrer må vige pladsen for fisk.

Allerstærkest står filmen dog som en langsom og meget smuk romantisk fortælling om en kærlighed, der (som i Coppolas Dracula) overskrider tidens grænser og binder de elskende Barnabas og Josette sammen i kraft af, at manden omsider erkender og gør op med sine drifter og sætter hexe-ex'en endegyldigt til, om ikke vægs, så lysekrone. Det sker i et helt igennem flot og klassisk trekantsdrama, hvor Barnabas trodsigt, in denial, vælger mørket, the dark shadows og the dark lady, Josette, den dragende og blot på et dybere plan manipulerende femme fatale, som står i forbindelse med antydningerne, dobbeltkommunikationen, underbevidstheden og dybet - fremfor at vælge lyset, ilden, blondinen Angie, der står for den bevidste, direkte, formulerede kærlighed, der ikke skjuler sin manipulation, men taler om tingene og siger det ligeud og ovenikøbet selv vælger døden i en af Burtons skøreste og samtidig mest romantiske scener nogensinde. I den sammenhæng er det helt igennem elegant, at Angie skifter hårfarve til blondine i 1972, fordi hun, som en yderligere homage til Kim Novak i Vertigo, vil gøre alt for sin udkårne, der oprindeligt droppede hende for en blondine. Angie må til sidst lade livet stillet overfor kræfter fra en hær af folk fra underverdenen, som hun tildels selv har været med til at skabe. Hun er blevet for virkelig, hvilket vil sige for uvirkelig i Burtons mørke underbevidstheds-univers.

Barnabas får således, i en fin reference til Burtons egen Sleepy Hollow, gjort op med sin driftsstyrede, seksuelt motiverede forbandelse, som Angie har kastet over ham i næsten 200 år. Han gør endeligt op med lyset, dvs. mørket. Han ser mørket, dvs. lyset. Og han kan i andet forsøg handle, hvor han før tøvede, og kaste sig ud over klippen efter den elskede og redde/ødelægge hende til tonerne af den supersymbolske Go All The Way i The Killers coverversion. Burton, Depp, Carter & Co er tilbage på sikker grund et eller andet ørt sted mellem klippen og havet med fødderne solidt plantet i en svimmel hypnose og en jagt på nye hvide kvindestruber. Alt "undervåges" af en gal videnskabskvinde, nu også som vampyr, en slags sammensmeltning af Frankenstein og monster i ét, nedsunket i havet, den ultimative underbevidsthed, hvor alting får ægte liv. Intet har forandret sig. Heller ikke hos Burton. Heldigvis.

17/05-12Only Time Will Tell If You Can Break The Spell
Men var den god?

17/05-12Only Time Will Tell If You Can Break The Spell
Ja da. Den er camp og sjov. Eva Green er fantastisk.

Jeg skrev min kommentar fordi der er mange der hævder at plottet mangler, er tyndt eller intetsigende.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.