Diktatoren: In loving memory of Kim Jong-Il

Diktatoren

03/06-12In loving memory of Kim Jong-Il
Sacha Baron Cohen er tilbage i strålende form som Admiral-General Aladeen, gal diktator i det nordafrikanske land Wadiya, hvis atomvåbenprogram skaber stor bekymring i det internationale samfund. Da Aladeen rejser til New York for at tale til FN's generalforsamling, ser indre fjender imidlertid deres snit til erstatte ham med en dobbeltgænger. Og pludselig står diktatoren alene i storbyen, med kun få dage til at rette op på situationen, før forræderne og deres vestlige sammensvorne får installeret demokrati i Wadiya.

"The Dictator" er på mange måder Baron Cohen, som vi kender ham. Formlen med at han spiller en crazy karakter, som slår på alverdens fordomme, er den samme som i både "Da Ali G Show", "Borat" og "Brüno". Heldigvis kan han stadig finde ud af at vende fordommene 180 grader og på den måde understrege fordomsfuldheden hos seerne. Og humoren er stadig både intelligent, respektløs og plat. Men i "The Dictator" arbejder han for første gang med et gennemskrevet manuskript, hvor hans tidligere ting har været afhængige af reaktionerne fra de intetanende mennesker, som blev udsat for hans sære karakterer.

"The Dictator" er virkelig sjov. Aladeen er en fantastisk fjollet rolle, som trækker smukt på årtiers historier om skøre diktatorer. Det er faktisk lidt tankevækkende, at de vanvittige ting, Aladeen foretager sig, uden problemer bliver matchet af virkelighedens diktatorer. Men rollen er så også primært inspireret af Gaddafi, og filmen er dedikeret til Kim Jong-Il.

Og så er Baron Cohen igen lynskarp i den kritik af Vestens selvfede selvopfattelse, som især rammer plet i en meget præcis monolog om, hvor fantastiske de vestlige demokratier egentlig er. Det er virkelig forfriskende at se en komiker, der tør være så politisk og politisk ukorrekt på én gang, hvor så mange andre komikere kører løs i ufarlige parforholdsjokes. Samtidig er Baron Cohens humor dog lejlighedsvis stadig utroligt plat, og der er sekvenser i filmen, som minder forbløffende meget om Adam Sandlers "You Don't Mess with the Zohan". Jeg kunne i hvert fald godt have undværet de mest bøvede øjeblikke i "The Dictator", og det fik filmen til at være en noget ujævn oplevelse. Selv om den i øvrigt er en overraskende flot produktion med bl.a. et meget fantastisk soundtrack af arabificerede popsange.

Overordnet er der langt flere pletskud end forbiere i "The Dictator", og med sit efterhånden meget konsistente output er Baron Cohen klart én af nutidens mest originale filmkomikere. Her får han især fin støtte af Jason Mantzoukas som lederen af Wadiyas atomvåbenprogram, Nuclear Nadal, og der er et par virkelig aparte cameos til Megan Fox og Edward Norton. Men "The Dictator" står og falder naturligvis med Sacha Baron Cohens gakkede portræt af Aladeen med phony arabisk accent og gennemførte diktatormanerer. Det er temmelig imponerende, at han igen bærer en hel film igennem på sit one-man show, men han er bare seriøst sjov.

04/06-12In loving memory of Kim Jong-Il
Jeg er helt Aladeen her. Langt flere grin end forbiere, og er selv helt vild med de 'arabificerede' popsange. Specielt R.E.M's 'Everybody Hurts' sad lige i skabet. En klar forbedring over Brüno, som jeg synes var utroligt dum og plat. Og så er jeg overrasket over, hvor godt Cohen's gakkede humor passer til spillefilmsmediet.

04/06-12In loving memory of Kim Jong-Il
Enig, "Brüno" var under niveau i forhold til Baron Cohens andre ting. Mht. spillefilmmediet tror jeg, at det handler om, at han er god til at skabe karakterer, som der kan arbejdes med fra mange vinkler. Hvor fx en Adam Sandler eller en Ben Stiller laver mere endimensionelle karakterer.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.