Spoilers

Alexander Payne er en spøjs størrelse. Heldigvis. Ikke så minimalistisk og visuel som Sofia Coppola. Ikke så morbid som Todd Solondz og Neil La Bute. Ikke så ordrig, sjov og udleverende som Woody Allen. Og ikke så bevidst politisk ukorrekt som Terry Zwigoff. Men med en tilpas dosis af det hele. Og med en helt særlig evne til at skabe ubehagelige scener, hvor man må tage sig selv i at græde når man burde grine og grine når man burde græde. Det fine ved denne film, der er et Amerika-portræt, placeret på Hawaii, er to ting.

Først bliver vi præsenteret for et næsten endegyldigt sandt faktum: Utroskab og baggrunden herfor, nemlig klicheen om den til arbejdet viede ægtemand. Enten sluger man det råt eller også prøver man at se om det passer med hvad Payne senere viser os. Om der var en plads til Matt i familien eller om hustruen var for strid, ligesom sin far - en anden version af the descendants. Men selv om man prøver, får man ikke noget rigtigt svar. Det enkle svar findes nemlig ikke hos Payne.

Dernæst bruger Payne billederne til at runde sin beretning om kongen, Matt, af. Det er beretningen om herremanden, herskeren - økonomisk og socialt. Og om hans store svaghed, der er at han ikke åbner sig for folk. Heller ikke i sorgen. Eller måske navnlig ikke. Bedst vises det i scenen med manden, der sejlede båden, som blev hustruens død. Matt orker ikke samtalen, dialogen, kommunikationen om sin smerte, han skærer samtalen af, lukker verden ude. Og han bryder netop ikke sammen overfor nogle eller blot overfor venneparret, da han har fået beskeden om hustruens skæbne. Han er en spion i livets hus, og han holder på kortene længst muligt. Ensom og beregnende. Spørgsmålet er om han bliver et bedre menneske. Næppe. Men han lærer en ny rolle, nemlig at bestemme, hvor hustruen vel tidligere herskede. Men tager han også ansvar? Han taler lamt og gammeldags om autoritetsrespekt. I den sublime slutscene krones han endegyldigt som kongen midt mellem sine to døtre i stuens sofa. Men det er en scene, der handler om skadelig passivitet og envejskommunikation, for det er hvad sofa og tv symboliserer for Payne i denne afgørende scene, hvor Matt drømmer sig væk fra varmen og til kuldens Antarktis.

Og her kommer sidehistorien om grundsalget, som mange har svært ved at placere, ind. Matt bruger sin iboende herskermagt til at tvinge en afvisning af salget igennem. Det er sådan set fint i tråd med at han er den enerådende konge, herskeren og macho-manden. Men udover, at sidehistorien tjener til at illustrere dette lidet flatterende træk ved Matt, bruger han sin beslutning til at straffe konens elsker og derigennem indirekte retfærdiggøre og give sig selv aflad for sin puff-daddy fortid, som kan have forårsaget utroskaben - i stedet for at gøre op med sin tavse macho-rolle og nå en selverkendelse. Og Matt glimrer ved sine manglende undskyldninger overfor døtrene, for uanset hustruens væsen lod han sig kyse.

Gode pointer! (og god film)