The Dark Knight Rises:

The Dark Knight Rises

31/07-12
Spoilers,

Det er sommer, og Christopher Nolan har besluttet sig for at vise afslutningen af sin Batman-trilogi. Gøre hvad Tim Burton ikke formåede i 90'erne, nemlig instruere den svære tredje Batman-film, der samtidig skal lukke sagen for evigt. Burton får dog betydelig kredit som forskyldt af Nolan, for tænk om ikke Nolan lader filmen slutte med det billede af Batman og Catwoman - afmasket, forenet i kærlighed - som Burton så ondskabsfuldt snød os for i mesterværket Batman Returns, da Batty i stedet måtte nøjes med katten efter at maskerne var faldet.

Men først skal terroristen Bane uskadeliggøres. Han er demagogen, fascisten, der siger ét og gør noget andet, lyver for befolkningen, mens han udsletter den. Kun popplerne mangler. Bane er kæmpenbabyen, der efter at have mistet sit livs kærlighed, er ren drift og s/m-agtigt render rundt med supersut i munden, ude af stand til at kysse sin elskede, ude at stand til at elske, forevigt forenet med smerten.

Marion Cotillard er tilbage med barm og krøllet hår som farlig og forbudt femme fatale i en tro kopi fra Inception med ny kvindelist & kniv i ryggen på Nolans idealistiske hovedperson. Denne gang mere virkeligt, men ikke med større succes. Og igen taber hun til den flinke pige med det glatte hår.

Batman selv er blevet gammel, ikke mindst af sind, en forældet flagermus i andres hus, og selv om Catwoman og Alfred forsøger at sparke de mentale krykker væk under ham, er tiderne skiftet. Batman betragter computerskærmen, mens han magtesløst er vidne til dens nye virkelighed, internetsvindel. Han er skakmat i to træk, fanget som Batman i sit skøre værn mod primalfrygten, latex rustningen. Nolan kopierer fint modelfilmen Inceptions leap of faith, samtidig med at han lader Batman, fanget i frygtens fængsel, tage det opgør med primalfrygten, som den mentalt 6-årige Batman aldrig har taget, ledsaget af et Verdisk fangekor. Det lykkes. Eller gør det. For Batman er gået af mode, han har mistet sin skaphed som en anden bedaget landsholdsangriber, og han ser sit skøre snit til træt af dage at udødeliggøre sig gennem det ultimate Jesus-agtige offer, redningsaktionen, der frelser den ganske befolkning, men som må og skal koste ham selv livet i orgastisk slutscene, hvor offeret er hans drivkraft - det offer, der én gang for alle kan rette op på hans blakkede ry i Gotham.

Og spørgsmålet hænger i luften efter tæppe- og maskefald. Lever Bruce Wayne videre som andet end Alfreds italienske fatamorgana? Bliver alter egoets død chancen for at jeg'et omsider kan udvikle sig, blive til mere end et ikke-helt menneske. En sen pubertet, ville det i hvert fald være. Men det er bedre end ingenting for en dreng, som først kan håbe at begynde at udvikle sig som menneske, gemt væk i et forældreløst barns barnlig fantasi, der blev dødbringende virkelighed for han efter forældrenes død og tog magten fra ham. Men med Catwomans hjælp fik Batman besejret drifternes kæmpebaby, Bane, og kan forenes med sin store kærlighed, Catwoman, der er hans metalt ligeværdige i ulevede liv. Børnene mangler ikke i slutscenen.

Man kigger rundt i biografen. Det er film, men grusom virkelighed for folk i Denver, som hjernen tvinger tankerne hen på undervejs. Der er ingen copycat. Heldigvis. Kun copy-batten Robin på lærredet. Batman og mytens magt er ikke sådan at få bugt med.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.