The Dark Knight Rises: Mænd Og Mus

The Dark Knight Rises

31/07-12Mænd Og Mus
Spoilers,

Det er sommer, og Christopher Nolan har besluttet sig for at vise afslutningen af sin Batman-trilogi. Gøre hvad Tim Burton ikke formåede i 90'erne, nemlig instruere den svære tredje Batman-film, der samtidig skal lukke sagen for evigt. Burton får dog betydelig kredit som forskyldt af Nolan, for tænk om ikke Nolan lader filmen slutte med det billede af cleanslaterne Batman og Catwoman - afmasket, forenet i kærlighed, udfriet, afkriminaliseret - som Burton så ondskabsfuldt snød os for i mesterværket Batman Returns, da Batty i stedet måtte nøjes med katten efter at maskerne var faldet.

Men først skal terroristen Bane uskadeliggøres. Han er demagogen, fascisten, der siger ét og gør noget andet, lyver for befolkningen, mens han gør alt for at udslette den. Kun popplerne mangler. Bane er kæmpebabyen, der efter at have mistet sit livs kærlighed, er ren drift og s/m-agtigt render rundt med supersut i munden, ude af stand til at kysse sin elskede, ude at stand til at elske, forevigt forenet med smerten. Og Marion Cotillard er tilbage med barm og krøllet hår som farlig og forbudt femme fatale i en tro kopi fra Inception med ny kvindelist & kniv i ryggen på Nolans idealistiske hovedperson. Denne gang mere virkeligt, men ikke med større succes. Igen taber hun til den fårede mand og den flinke, fornuftige og kedelige pige med det glatte hår.

Batman selv er blevet gammel, ikke mindst af sind, en forældet flagermus i andres hus, og selv om Catwoman og Alfred forsøger at sparke de mentale krykker væk under ham, er tiderne skiftet. Batman holder computerskærmen, nutidens våben, mens han magtesløst er vidne til dens nye virkelighed, internetsvindlen, der fuldføres uden at han fatter det. Han er skakmat i to træk, en mummificeret klovn, fanget som Batman i sit skøre værn mod primalfrygten og tabet af forældrene, sin latex rustning. Et let offer for Bane. Nolan kopierer fint modelfilmen Inceptions leap of faith, samtidig med at han lader Batman, fanget i frygtens fængsel, tage det opgør med primalfrygten, som den mentalt 6-årige Batman aldrig har taget, ledsaget af et Verdisk fangekor - i et fængsel, der er en tro visuel kopi af den barndommens skæbnebrønd, hvor det hele begyndte, Batman Began. Det lykkes. Eller gør det? For Batman er endegyldigt gået af mode, han har mistet sin skaphed som en anden bedaget landsholdsangriber, og han ser sit skøre snit til det eneste han magter, mæt af salatdage, ikke hvedebrødsdage, at udødeliggøre sig selv gennem det ultimate Jesus-agtige offer - redningsaktionen, der frelser den ganske befolkning, men som næsten må og skal koste ham selv livet i orgastisk slutscene, hvor offeret er hans drivkraft - det offer, der én gang for alle kan rette op på hans blakkede ry i Gotham. Den mandlige martyr.

Og spørgsmålet hænger i luften efter tæppe- og maskefald. Lever Bruce Wayne videre som andet end Alfreds italienske fatamorgana? Bliver alter ego'et Batmans død chancen for at jeg'et Bruce Wayne omsider kan udvikle sig, personlighedsspaltet, fra det halve menneske han er, og måske blive til mere end et ikke-helt menneske. En sen pubertet, ville det i hvert fald være. Men det er bedre end ingenting for en dreng, som først nu kan håbe at begynde at udvikle sig som menneske, gemt væk indtil nu, fanget uhjulpet og ved egen drift i et panserværn af et forældreløst barns barnlige fantasi, der blev dødbringende virkelighed for ham efter forældrenes død, og som tog magten fra ham. En slags filmatiseret version af Pink Floyds rockepos, The Wall. Og med Catwomans hjælp fik Batman besejret drifternes kæmpebaby, Bane, og kan forenes med sin "store" kærlighed, Catwoman, der er hans metalt ligeværdige i ulevede liv. Børnene mangler ikke i slutscenen. De er forklædt som voksne. Inception-agtigt er de blevet til unge folk igen, sammen, snarere end gamle mennesker fulde af fortrydelse. Genfødt.

Man kigger rundt i biografen. Det er film, men grusom virkelighed for folk i Denver, som hjernen tvinger tankerne hen på undervejs. Der er ingen copycat her. Heldigvis. Kun copy-batten Robin på lærredet. Batman og mytens magt er ikke sådan at få bugt med.

Soundtrack:

New Order, True Faith
"My morning sun is the drug that brings me near
To the childhood I lost, replaced by fear"

Nancy Sinatra, You Only Live Twice
"You only live twice or so it seems
One life for yourself and one for your dreams"

C.V. Jørgensen, En stor dag
"Dagen er reddet & kysten er klar
Jeg er den der er skredet så skaf en vikar"

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.