...Og det sker i kraft af en debutinstruktør, Sean Durkin, der maler et yderst velbegavet billede af en overciviliserede samtid, og dens nøje implicitte kynisme, der udpensles nærmest allegorisk og eksplicit i et lukket sektsamfund med helt anden ånd og tidsfornemmelse. Der er så tunge kontraster mellem de to miljøer, men alligevel de samme kontrolsøde og autoritære temperamenter, der jævner og trimmer hende indefra, for deres tynde eksistensgrundlag former ingen integritet hos Martha, hvis ildsjæl slukkes igen og igen. Hun sidder i epoken for det individualiserede sinds klemme, hvor hun kun elskes som billedet af en lillesøster, hvor læren bliver at uafhængighedsdannelsen skal komme først, og at kun dét vil kunne blæse et identitetspust i hendes selvbevidsthed, for ikke at funktionerer som ”helikopterforældre”, som på det seneste er blevet et fast udtryk i USA.

Martha er strandet i verdensbilleder, tilmed hendes navn falder ud i flere rokader, og denne svømmende virkelighedssans, der elastisk misbruges og ikke opnår jordforbindelse, er præmissen for hele udtryksformlen. Det er Marthas fragmenterende sind, der forbløder suverænitet som menneske, som bestemmer filmens lydside og billedernes bevægelse.

Hun forstår ikke matematikken i idealerne, om et liv der er underlagt store huse og karrieremanisk pres, borgerlig blufærdighed og våde graviditetsdrømme. Blev hun så endegyldig løsrevet af sin mors død? Under alle biologiske omstændigheder, har familieånden overgået en neutralisering bag de velmenende smil. Det skubber Martha i klørene på en lille sekt, på en tilbagetrukken og selvforsynende gård, hvor Martha skinner i lyset af deres åndelige tilstedeværelse og naturrige tilværelse, hvor samfølelse, tillidsposter og sans for selvindsigt skaber en autentisk forførelse, en forførelse som Sean Durkins visuelle indblik opfanger så eksemplarisk at man som betragter, selv er på falderebet til at lade sig opløse i forførelsens sving.

Han udviser et sprudlende teknisk flair i sådan en kategori, man oftest blot ville kategoriserer med Alfred Hitchcock. Her skæres i hjernen med gudsforgående skygger og en omhyggelig suspense, i en flydende og ansigtsløs virkelighed værre end nogen opsat gyserfilm.

En film der spiller med de kort på hånden, fortjener en chance hos alle