The Bourne Legacy: Bourne uden Bourne er en lille positiv ...

The Bourne Legacy

02/09-12Bourne uden Bourne er en lille positiv overraskelse
Okay, først blev der lavet tre succesfulde film om superagenten Jason Bourne. De var baseret på de tre romaner i Bourne-serien, som Robert Ludlum nåede at skrive. Efter Ludlums død i 2001 overtog Eric Van Lustbader bogserien med "The Bourne Legacy" og indtil videre seks efterfølgere, så der nu er udgivet 10 romaner med Bourne i hovedrollen.

Det var oplagt at fortsætte med at filmatisere Van Lustbaders bøger, men et stykke inde i forberedelserne af film nr. fire sprang instruktør Paul Greengrass fra, og det fik også Matt Damon til at takke nej til at fortsætte i hovedrollen. Nu stod Universal så med et halvumuligt filmprojekt, men de valgte at lade Tony Gilroy - hovedforfatter på de første tre film - skrive en helt ny historie med afsæt i Bourne-universet. Og det er så forklaringen på, at der nu er kommet en Bourne-film, der godt nok hedder det samme som Bourne-bog nr. fire, men derudover ikke har noget med bogen at gøre, og som i øvrigt heller ikke har Jason Bourne som hovedperson.

Filmen "The Bourne Legacy" handler i stedet om en anden agent fra det tophemmelige CIA-program, som ved hjælp af genmanipulation også gjorde Jason Bourne til en supermand. Historien udspiller sig ca. parallelt med den foregående film, "The Bourne Ultimatum", og den viser, hvordan CIA og sammensvorne mørklægger programmet, samtidig med at Bourne forsøger at afsløre det for offentligheden. Mørklægningen betyder, at CIA forsøger at udrydde de involverede superagenter, men vores nye hovedperson undslipper med nød og næppe, og så begynder hans kamp for at holde sig skjult, samtidig med at han skal af med sin afhængighed af programmets 'medicin'.

Vi er med andre ord ude i en gentagelse af temaer og plotelementer fra de tidligere film i serien, men "The Bourne Legacy" fungerer ganske udmærket som en uddybning af omfanget og kynismen i det centrale CIA-program. Fireren refererer i endnu højere grad end de tidligere film til både Bushs og Obamas 'krig mod terror' og sætter spørgsmålstegn ved, om midlet helliger målet, og det bliver glimrende tematiseret i heltens overlevelseskamp.

"The Bourne Legacy" bryder også med stilen fra de tidligere film, fordi den bygger handlingen lidt langsommere op frem for at kaste sig ud i hæsblæsende action fra første sekund. Det er på den ene side forfriskende, men samtidig har filmen langtfra den elegance i fortællingen, som Gilroy har vist tidligere (især i "Michael Clayton"). Når actionscenerne endelig kommer, er de dog glimrende, især en lang jagtsekvens på tværs af Manila.

For mig var det et klart plus, at Jeremy Renner overtager hovedrollen, for han er en mere troværdig superagent, end Damon var, og Renner har den der grundlæggende kvalitet i sit spil. Rachel Weisz er også et fint valg som den forsker fra projektet, som helten samler op på sin flugt, men det er Edward Norton, der har filmens stærkeste rolle som lederen af CIA's mørklægningsindsats. Det er imponerende, at historien via dygtig krydsklipning fungerer så godt som en kamp på afstand mellem Renner og Norton, og Norton får i øvrigt god støtte af en aldrende Stacy Keach som endnu en lusket efterretningsmand.

Det er i ret høj grad noget, vi har set før, men "The Bourne Legacy" ender alligevel som en solid actionthriller, der fint udvider Bourne-universet med nye dimensioner og en ny helt. Jeg kunne godt have undværet slutscenens kække reference til James Bond, men som helhed er filmen fin underholdning og en overraskende god firer, der får fire små stjerner med herfra.

Jeg tør til gengæld ikke gætte på, hvad filmselskabet har tænkt sig at gøre herefter - for de må selvfølgelig også overveje en femmer.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.