Total Recall: Totalt unødvendig, men flot

Total Recall

02/09-12Totalt unødvendig, men flot
Jeg har aldrig været nogen fan af Paul Verhoevens "Total Recall" fra 1990, som for mig er ét af flere eksempler på, at Philip K. Dicks begavede sci-fi-historier bliver til væsentligt dummere actionfilm. Men den var en økonomisk succes og har høj status hos mange, så det er vel ikke så underligt, at nogle har fundet på at lave en remake.

"Total Recall" anno 2012 handler igen om en tilsyneladende almindelig fabriksarbejder, som i slutningen af det 21. århundrede opsøger et firma, der gør folks liv sødere ved at installere falske minder i deres hoveder. Men det viser sig, at heltens hoved tilsyneladende allerede er fyldt med kunstige minder, og at han i virkeligheden er en undercover-agent, der arbejder for modstandsbevægelsen mod det diktatoriske styre.

Plottet er dermed ca. det samme som i den gamle film, hvor den væsentligste forskel er, at der ikke er nogen rumrejser involveret, og at konflikten dermed heller ikke står mellem Jorden og Mars. I stedet har filmens univers en dominerende nation på den ene side af jordkloden og en såkaldt koloni på den modsatte side, som leverer billig arbejdskraft, der hver dag rejser tværs gennem kloden. Diktaturet sysler med planer om at udvide sit lebensraum, og modstandsbevægelsen kæmper for underklassen i kolonien.

Den nye film er dermed i endnu højere grad en ren actionthriller, og der er næsten ikke noget tilbage af Dicks leg med virkeligheder og identitet. De implanterede minder er her udelukkende en plot device, og historien handler 100% om, at de gode skal vinde over de onde. Men sådan går det, når man lader Kurt Wimmer have det primære ansvar for manuskriptet.

Til gengæld har denne udgaves mere rendyrkede dystopiske univers givet instruktør Len Wiseman mulighed for virkelig at lege med det visuelle. Inspirationen kommer tydeligvis fra "Blade Runner" med masser af regn, plastik og neon, og "Total Recall" er blandt de visuelt mest gennemførte sci-fi-film, jeg har set i de senere år. Der er virkelig kælet for detaljerne i kulisser og production design, og det er fedt.

Wiseman er desuden en udmærket actioninstruktør - solid uden at være prangende, som han også viste det i de to første "Underworld"-film og den seneste "Die Hard". Så da historien først kommer i gear til jagtscener og skyderier, bliver filmen afviklet ganske effektivt med fint tempo og udmærket kreativ brug af scenerierne.

I hovedrollen er Colin Farrell også o.k. uden decideret at løfte filmen, og Jessica Biel er endnu en gang et udmærket action-sidekick som hans kæreste fra modstandsbevægelsen. Kate Beckinsale er derimod en anelse irriterende som Farrells falske hustru, der efter at være blevet afsløret jager rundt og forsøger at slå ham ihjel. Selv hvis man accepterer præmissen, om at Beckinsale spiller en ualmindeligt sej agenttype, er der simpelt hen for mange ting, som ikke giver mening i hendes samspil med både Farrell og de andre håndlangere for diktaturet, og det virker, som om plottet bliver bøjet til det maksimale for at holde hende inde i billedet som modstander.

Det er faktisk et gennemgående træk ved filmen, at den slår lidt for mange belejlige knuder på plottet, og den reducerer som nævnt samme plot til at være endnu mindre komplekst end i originaludgaven. Dicks eksistentialisme forsvinder i actioneffekter og sort/hvid konflikt, men man kan omvendt sige, at denne film toner renere flag end Verhoevens original, for her er ingen tvivl, om at den bare vil underholde. Og det gør den jævnt o.k., især med flotte billeder og computereffekter. Tre små stjerner.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.