Skyfall: *Spoilers*!!!

Skyfall

30/10-12*Spoilers*!!!
Er Skyfall en perfekt film og/eller en film uden fejl? Sikkert ikke, få er. Kan man overtolke en film og dens betydning og det man ligger i den, så man lukker af for kritikken. Eller måske modsat se sig sur på en film og overtolke dens fejl og mangler af en eller anden grund? Med garanti. Måske har man endda en skjult dagsorden, måske endda ubevidst, fordi en film man selv elsker højere eller tillægger mere betydning, får en kritik, som man irriteres over, selv om man måske inderst inde ved den er berettiget, men blot ikke kan eller vil erkende det. Måske.....Måske, men jeg ser i Skyfall en tæt på tematisk perfekt film. Jeg må dog sige, at jeg kun har set den en gang (indtil videre).

James Bond og filmens fremragende, skræmmende og klamme skurk Silva, er de ikke at se som en person. Er Silva ikke et billede på Bond's forpinte og forvredne sjæl, hans indimellem 'twisted' ego og er filmens (kraftige) homoseksuelle antydninger måske slet ikke et homoseksuelt tema, men mere et billede på en side af Bond og hans narcissistiske træk og selvglæde. Det falder også godt i tråd med, at Bond blot træder ind i badet til Sévérine, som en selvfølge, mens han blot har en upassende kommentar til hendes død. Men Bond har også en menneskelig side, den side som driver ham til at forsøge at gøre det rette. Både Bond og skurk drives som i en symbiose af M, eller Mor. En kvinde som de begge elsker, fordi hun er det nærmeste de kommer familie, men samtidig hader for det hun har gjort imod dem eller gjort dem til. Den ene side af personen vil af med hende og selv gå til i forsøget, den anden ikke. Men de har begge brug for at løsrive sig, men ikke uden at imponere mor først i forsøget.

Silva som skurk vil på overfladen sprede skræk og terror, men tematisk og psykologisk vil han mere imponere M(or). 'Se hvor stor og dygtig en dreng jeg er blevet og se hvad jeg kan' og hans handlinger er ikke at tolke som logiske og rationelle. De er drevet af de samme dæmoner som Bond kæmper med og er at se som Bond's indre kamp. De skal ses som et uligevægtigt menneskes irrationelle handlinger. 'M(or) skal ikke bare dø, hun skal se mig først!'.

Derfor kan Silva også ret præcist forudsige hvert et træk som MI6 og Bond til tage, da han tages til fange. Udover folk indenfor secret service og hans egent virke i selvsamme, så ved han hvad Bond vil gøre og hvordan. Indirekte er det Bond selv, der udløser den kæde af reaktioner og alt lykkes. Næsten. Silva som Bond's indre dæmon, forlader sig nemlig på teknologi og systemer og har ikke regnet den menneskelige faktor med (Bond så f.eks. ikke mennesket Mallory, men kun bureaukraten). Derfor vil det heller intet nytte at Bond gør det mest logiske og åbenlyse og lader M(or) beskytte af en hær af agenter, teknologi og lignende, som Silva med stor sandsynlighed også vil kunne regne ud og forudse.

Kun ved at søge sin menneskelighed, gå imod det lærte, søge tilbage i tiden og altså indad og stå ansigt til ansigt med sine indre dæmoner fra fortiden, har Bond en chance for at besejre skurken og på samme tid løsrive sig, blive genfødt som et menneske, der kan leve med sig selv. Derfor er turen tilbage til barndomshjemmet og klimaks også at se som en metafor. Turen ned under isen er genfødsel, søen er som livmoderen.

Slutningen antyder også dette smukt, hvor vi gamle Bond fans både kan glæde os over, at instruktør Sam Mendes fornemt fører serien tilbage til sit udgangspunkt (det gamle kontor), hvor han bringer mennesket i centrum og ikke teknologiske dingenoter, men også antyder at Bond erkender og vedkender sig sin fortid og derfor kan vokse og kontrollere dæmonen. Nu er han klar til et rigtigt Bond eventyr. Så lad os håbe vi får det!

Skyfall er uden tvivl den mest tematiske og komplekse Bond-film til dato. Om det er den bedste, er jo en smagssag, men man kommer ikke uden om, at det er den mest subtilt og intelligent gennemarbejdet actionfilm i serien. Det er tvetydigt, faktisk konstant igennem filmen og byder på flere lag, som man kan søge ned i, hvis man lyster. Man kan heldigvis også bare se den som et forrygende godt actioneventyr. Sjældent at film fungerer så fornemt på begge planer, som denne her gør og balancerer begge dele som fantastisk. Bond er muligvis 50 år som filmserie, men har aldrig været mere relevant end nu. Det er dæleme klasse!!!!

Om man er enig eller uenig med mig i mine ord må man selv om. Måske synes man det er oplagt, måske synes man det er noget banalt lort jeg skriver. Det må man helt selv om. Jeg lover og agter heller ikke, at gentage mig selv i 400-500 indlæg for at forsvare dette og konstant påstå, hvis man mener jeg overtolker, at vedkommende blot ikke har fattet filmen. Jeg kan lige så vel tage fejl og andres mening kan være både mere rigtig og sand. Så derfor har jeg ingen intentioner om at føre en længere debat om det skrevne. Ikke dermed sagt, at jeg ikke har tænkt mig at respondere, for som alle andre, så elsker jeg at diskutere film. Men jeg ser helst at det bliver i en positiv ånd, hvor der ikke kastes med mudder, uanset ens tilgang til filmen.

30/10-12*Spoilers*!!!
Sandmand vil elske filmen og med rette :0

Jep, det var en opfordring, Sandy :0

30/10-12*Spoilers*!!!
Hehe, ja det burde han:)

08/11-12*Spoilers*!!!
Ja, AB, og Thomas er nu næsten mit alter ego med en anmeldelse, der dyrker filmens oplagte genfødselstemaer :-). Turen gennem tunnellen under Skyfall er også genfødsel, og sprængningen af barndomshjemmet er forhåbentlig det endelige opgør med fortidstraumet.

Og jeg er helt enig i alter-ego-betragtningen. Det er slet ikke et homotema. Begge er de "sønner" af samme symbolske erstatnings-"mor", nu hvor Bonds rigtige mor er død. Scenerne mellem Bardem og Dench er klasse, man skiftevis tuder og griner og gyser.

Freud, De Palma etc. Det hele var der.

Læg især mærke til, at Bond ved de tre lejligheder han skal redde eller beskytte liv, ja, der lykkedes det ham som bedste anti-helt at få offeret slået i hjel i stedet. Det er ren Blow Out..

Må sige, at Deakins' billeder var imponerende, han svælger jo i fede indstillinger, som en dreng i en bolsjebutik. Og han har opdaget at Craigs udstående ører gør, at man kan vise ham i shiluet og stadig genkende ham,

08/11-12*Spoilers*!!!
Super Sandy :D

Jep. Deakins kan squ sit kram med lys og skygger, og får det i øvrrigt flettet ind så det supplerer temaet. Fan'me godt!

Årets fedeste film.

08/11-12*Spoilers*!!!
Ja det er nok at dykke ned i og tro mig Sandy, det var svært ikke at få dig i tankerne, da filmens indre liv formaterede sig til ord i mit hoved, som så blev nedfældet:) Jeg er helt enig med dig i dine tilføjelser!

08/11-12*Spoilers*!!!
And btw, at være dit alter ego Sandy, anser jeg som en ære:-D

08/11-12*Spoilers*!!!
Takker, Thomas :-)

11/11-12*Spoilers*!!!
Super observation, Thomas!

Det er en fortræffelig James Bond-film, og ja, Bardems Silva tillægger både en intensitet og dimension, der giver en nostalgisk Bond-rus

Bonds store frygt opstår, når han kan spejle sig i Silva. Når han ser bitterheden og fortvivlelsen (samt sine selvforelskede/psykopatiske træk, som Thomas pointerer) over såret af svigt som M brandmærkede, og ikke anerkender, men som eksploderer grimt og eksplicit gennem Silva.

Dertil betragter jeg filmen som en pilfinger nede i en ildelugtende bagside på 'the greater good', som Bond repræsenterer, der ender med ’the greater evil’ i Silva, fordi ordensmagtens ansvar betyder moralske dilemmaer og kompleksiteter som altid vil ramme utilsigtede individer – en paradoksal proces som kan afføde terrorister

Silva er ikke den nemmeste skurk. Han har et klart motiv og en klar mening med sin galskab. Han er retssikkerhedens bagside. Silva har været dens tragiske omkostning, men at være drevet til at forråde sin egen retningslinje af omend forståelig hævn, er alligevel det største forrædderi mod sig selv og en rigtig kniv i ryggen, og den sidste rotte ler bedst. Men denne retskaffenhed versus retskaffenhed, er derfor at Bond bl.a. må tilbage til sit oprindelsessted som menneske, stedet som M forstår, at han ikke har ville vende tilbage til. Han skal indse, at hans fremtid koster uskyldige livet. Han skal genfinde sit traume/mojo, det der gør ham kold/cool. Han skal kontrollerer det pludselige sorgmønster, som de to tidligere Bond-film har pålagt ham - to halvhjertede Bond-fortællinger, der gjorde en Bond-babes død til et centralt tema og omdrejningspunkt der påvirker Bond og hans livsstil til en nedslået identitetskrise, og dermed forkludrer og undertrykker Bond-karakteren, der aldrig giver en fuck og aldrig går på kompromis. Han skal genfinde følelsen af tabet der gjorde ham til kynikeren 007, ellers kan han ikke længere kæmpe for idealerne der skal sikre den vestlige verden

M og Silva dør begge som konsekvens af hovmodighed, personlighed og selvjustice, som Daniel Craig selv led under over en død kælling, men der er nu lagt op til at han skal vende tilbage måske mere rusten og kampklar end nogensinde

11/11-12*Spoilers*!!!
Gode tilføjelser, Mirza..

11/11-12*Spoilers*!!!
Kan vi alle blive enige om at titelsangen af Adele og sekvensen på øen, er det bedste hidtil i Blonde Bond-sagaen?

12/11-12*Spoilers*!!!
Ja, det kan vi!

12/11-12*Spoilers*!!!
Rigtig fine og gode tilføjelser, som jeg er glad for at få med og tak for rosen. Jeg er ikke enig i at disse sekvenser nødvendigvis er de bedste i hele Bond sagaen, men gode er de. Adele's sang ligger for mig midt i de mange sange der er lavet, måske endda i den nedre halvdel. Sekvensen på ø'en er ret skarp og fantastisk.

12/11-12*Spoilers*!!!
Der er mange sekvenser i Bond historien, som er langt bedre end den nævnte. Fx åbningsscenen i Moonraker (som nok har tabt for tidens tand, men da den kom ud var det fremragende). Og det er bare en af mange som langt overgår scenen.

Jeg er enig i at vi nu endelig kan få en ægte Bond film, det er et stykke tid siden vi har fået dette, men bare gode actionfilm med lidt Bond essens. Nu har de endelig kørt Q, M og Moneypenny i stilling. Lad os nu få ægte Bond film uden øl og BMW, med babes, en Bond som er gentleman med charme, intelligens og finesse osv. osv.

Skyfall var en film omkring karakteren 3,5 for undertegnede og i den dårligere halvdel af Bond filmene (flere Bond film taber en del for tidens tand så der er ikke helt fair at foretage en sammenligning med alle Bond film nu, men da de kom ud så var klart de fleste Bond film væsentlig bedre end Skyfall, som i mine øjne havde væsentlige mangler og direkte fejl).

Dog fint at i og mange andre syntes så godt om den.

Plottet handler om en agentliste, men det glemmer man alt om og så bliver filmen til at en tidligere medarbejder ønsker at gøre op med sin gamle chef, altså en simpelt hævn mand til kvinde. Ikke ligefrem ret meget Bond film over dette - og det er nu engang en Bond film man gik ind for at se. Så skulle de hellere have fortsat i det spor de startede med agentlisten. Og Bonds plan med at gemme M i sit barndomshus og forsvare sin chef mod 30 terrorister er noget af det værst gennemtænkte jeg længe har set. Det plot burde selv kaffedamen i filmselskabet kunne fortælle var helt i skoven. Det endte jo også med at gå galt og Bond endte således med at blive noget så U-Bondsk som en fiasko.

12/11-12*Spoilers*!!!
Ant

Jeg omtalte sekvensen som den bedste i Blonde Bond-sagaen, altså dem med den blonde Bond (Daniel Craig). Her er altså tale om tre følgende film: "Casino Royale" fra 2006, "Quantum of Solace" fra 2008 og "Skyfall" fra 2012

M i barndomshuset er et oplagt gemmested, når en psykopat med et højteknologisk flair kan manipulerer alle tænkelige elektroniske foranstaltninger og faktorer, der ligesom så pludselig mister tyngden af kontrol, som jeg ser det

12/11-12*Spoilers*!!!
Ok, havde ikke lige fået fat i Blonde Bond Sagaen. Jeg er dog ikke enig i det på øen. Her ser Bond fuldstændigt passivt til, at en han lige har dyrket sex med, har noget til fælles med og lovet at hjælpe, bliver dræbt med koldt blod. Og få sekunder efter viser Bond at han ikke er magteløs og så slår Bond alle ihjel og fanger skurken. Enhver rigtig Bond-forfatter ville ikke have ladet Bond se passivt til og det var endda anden gang i filmen, at han så passivt til et mord (nøj jeg syntes det var ringe og så lidt Bond som det næsten kan blive).

Med hensyn til gemmestedet og om det var oplagt, så er jeg på ingen måder enig, jeg synes det er det noget af det dårligst udtænkte i Bond nogensinde og elendigt af forfatteren at spidse os af med noget så dårligt og urealistisk, som skal ligges oveni det i forvejen dårlige plot som Bond filmen blev til sidst.

Selv om ovenstående lyder (og er) negativt så nød jeg stadig filmen og var underholdt. Der var en række positive elementer, især at de nu har kørt det hele på plads til at vi igen kan få rigtige Bond film. Dog med det forbehold at Bond ikke mere er den ærketype vi kender, men en mere actionpræget, barsk og følelsespræget Bond.

For en lille sammenligning :
For et par dage siden sad jeg og et par andre og så Goldfinger, se det er Bond som han skal være (De havde så nok ikke lige fået lov til at flyve så tæt på Fort Knox...).

Men Bond er bare så meget gentleman, intelligent og klarer sine slagsmål med netop intelligens, hurtig tankegang og finesse, der er babes, de rigtige replikker, humor, charme, action balanceret med handling og godt plot, herunder Bonds interageren med Goldfinger, Q, M, flirten med Moneypenny, Felix, gadgets, DB5, en fremragende skurk samt medhjælperen, Oddjob.

15/11-12*Spoilers*!!!
Bevares antaeus,

Nu har de så valgt at lave en realistisk og seriøs Bond-film, hvor Bond fejler og er den knuste mand, som Knud Romer meget rigtigt sagde. Det er jo helt bevidst. Og de bruger hans fortid. Man kan mene om den nye seriøse Bond-linje hvad man vil, for man skal vel nærmest tilbage til Nolans yndlings Bond-film, On Her Majesty's Secret Service, for at finde den seneste antydning af reel smerte hos den kære ubekymrede Bond. Så, nej, det er ikke en rigtig Bond-film. Men forsøget på at lave en rigtig film lykkedes efter min opfattelse. Man kan sige at de har udsat Bond-figuren og hans supermandsevner for et Skyfall. Myten er punkteret. Men genskaber sig selv.

15/11-12*Spoilers*!!!
Det er på grund af filmene fra 2008 og 2006 at udgangspunktet er Skyfall, da forsøget på at moderniserer Bond, blev til en halvhjertet actionfilm om en kastreret alfahan, og det ender i miskmask som jeg ser det. Ingen balance, det kan godt gøres, men den oprindelige Bond er formet gennem en særlig britisk forståelse for krimigenren, det andet kan man eksperimenterer med i Bourne-filmene, men mytologien om Bond er et dumt sted at lege, for det er en hjemmelavet og planlagt opskrift - malk da videre på den ko!

Gradvist i den nye "Skyfall" vender han tilbage som den dræbermaskine og charmør, der også kendetegner psykopati - mennesker med en karisma og udstråling der snor sig glat og elegant og ofte gemmen farlige miljøer/affærer, og så bider som en kobra

Kald mig bare sortseer, men tror at de fleste hemmelige agenter er "fødte" kynikere - som gør sig særlig godt på film

15/11-12*Spoilers*!!!
Film og filmfigurer har ofte godt af fornyelse, men ikke så meget fornyelse.
Jeg har brokket mig en del over selve Skyfall og jeg har ligeledes en del brok til de andre to Blonde Bond film på grund af den ret store afstandtagen fra hvad en Bond film er. Det er simpelt hen ikke Bond vi får mere, men halve Bond film. Vi har bl.a. set det nærmest endnu mere udtalt i den nye Sherlock Holmes 2, hvor man også bare har lavet en actionfilm i en bestemt tidsperiode og så kaldt den Sherlock Holmes, men var det ikke for navnene så ville man næppe have gættet af det var en Sherlock Holmes film. Den er i hvert fald et gooooodt stykke fra Jeremy Brett filmene (ikke at de udgør facitlisten). Nolan fornyede også Batman, men her fik man dog stadig Batman film. Og vi har også fået en ny start på Spider-man, men her fik man også stadig en Spider-man film.

Sandman, du nævner en film, man "nærmest" skal tilbage til for at finde smerte hos Bond. Dette svarer Tournesol fint på i sin anmeldelse så jeg har sakset et afsnit fra hans anmeldelse, samt et par andre pointer.


Citat Tournesol:
"Men hvorfor skal James Bond være så menneskelig? Han er jo en larger than life agent, der ved og kan alt. Den ultimative helt. Eskapismens bannerfører. Det er federe, at man ser strejf af menneskelighed i ham, som i nogle af de tidligere film i serien, end at det nu nærmest kun handler om at komme ind under huden på ham. Det ender jo snart med, at Thomas Vinterberg får lov til at instruere en Bond-film ..."

"Så hellere små glimt af følelser, som i den rørende slutning i "On Her Majesty's Secret Service", der fint følges op i åbningsscenen af "For Your Eyes Only". Eller som i "Octopussy", hvor Bond panisk råber "Let me go dammit, there's a bomb in there!", da han febrilsk forsøger at komme hen til en bombe gemt i en cirkuskanon. Den ene replik og Moores fortvivlede ansigstudtryk, gør meget mere for Bond som karakter end at lade ham falde til flasken og lade skægget gro. Kontrasten til den kulørte del af Bond er nemlig større og dermed mere virkningsfuld. Som om Bond vil fortælle os, at vi har haft det sjovt, men nu er det altså alvor."

"Det er netop de manglende ingredienser, der gør, at "Skyfall" ikke føles som en James Bond-film i klassisk forstand. James Bond er og bliver en skabelonfilmserie, hvor det er okay at afvige lidt fra formularen, men endelig ikke for meget, for så kunne man lige så vel lave et originalt filmværk om en hvilken som helst anden hemmelig agent."

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.