The Possession: Bornedals jødiske besættelse er aldeles li...

The Possession

02/12-12Bornedals jødiske besættelse er aldeles ligegyldig
*spoilers*

Tilbage i september blev Ole Bornedal den anden danske instruktør nogensinde, som indtog førstepladsen på den amerikanske biohitliste. Bornedal har tidligere været i USA for at lave genindspilningen af "Nattevagten", og "The Possession" er i samme genre, blot med overnaturligt gys.

Hovedpersonen er en basketball-træner fra en mellemstor amerikansk by, som netop er blevet skilt. Da han er ved at flytte ind i sit nye hus, tager han sine to døtre med på loppemarked, hvor den yngste pige forelsker sig i en gammel trææske med inskriptioner på hebræisk. Hvis nogen af dem havde kunnet læse den slags, ville de have set, at de advarede mod at åbne æsken. Men åbne den gør pigen naturligvis, og derefter begynder hun at blive besat af den onde ånd, som var fanget derinde - en dibbuk.

Derfra går "The Possession" slag i slag efter formlen for den slags overnaturlig horror. Pigen begynder at opføre sig mærkeligt. Der er pludselig utroligt mange møl i huset. Lærere og pædagoger forklarer pigens opførsel med skilsmissen. Ekskonen mener, det hele er hovedpersonens skyld, og får inddraget hans samkvemsret. Pigen bliver mere og mere besat. Og til sidst må hovedpersonen opsøge en religiøs ekspert, der kan hjælpe med at uddrive ånden. Det er ren horrorkliché, især inspireret af "The Exorcist".

"The Possession" er teknisk en udmærket produktion, især glimrende filmet af Bornedals faste fotograf, Dan Laustsen. Jeffrey Dean Morgan formår at udstråle integritet og troværdig bekymring i hovedrollen, og som døtrene gør de to unge skuespillere det også udmærket, især 16-årige Madison Davenport som storesøsteren.

Men bortset fra det er "The Possession" virkelig en tynd omgang. Som nævnt følger historien alle standardklicheerne for film med onde ånder, og Bornedal formår aldrig at gøre filmen hverken rigtig spændende eller rigtig skræmmende. Dertil bliver chokeffekterne telegraferet lidt for tydeligt, og det går særligt galt i den store finale med åndeuddrivelse, som er både usammenhængende og har kedelige CGI-effekter - og mest af alt virker lidt fjollet.

Filmen starter i øvrigt med at påstå, at den er "based on a true story". Baggrunden for det er, at der for nogle år siden gik historier om en dibbuk-æske, som flere gange blev solgt på eBay, og som tilsyneladende fik ejerne til at blive syge. Men "based on a true story" betyder i dette tilfælde altså "baseret på noget, vi engang har læst på internettet, og som gav os ideen til en sjov historie" - hvilket ikke ligefrem giver filmen nogen plusser hos mig.

Som jeg startede med at skrive, blev Bornedal med denne film dansk filminstruktør nr. to på toppen af den amerikanske biohitliste. Den første var Christian E. Christiansen med "The Roommate". Fællesnævneren for de to film er, at de begge er aldeles ligegyldige, klichéagtige gysere.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.