The Avengers: Filmåret 2012:

The Avengers

01/01-13Filmåret 2012:
Så er det min tur til at smide min Hit'n'Shit liste over årets film for mig. Det er en liste over de nyeste film, så derfor kommer de mange gamle mere eller mindre kendte klassikere jeg har set og genset, ikke i betragtning (de ville sikkert også fylde de fleste af de gode pladser). Jeg har dog valgt at tage film med fra år 2011, som det ikke har været muligt at se før i år 2012 (fordi deres biograf- eller BD/DVD premiere (så vidt jeg ved af) først var der).

Sådanne lister her skal selvfølgelig altid tages med lidt forbehold, da man kan skifte mening, være i tvivl og uden problemer nok kunne bytte rundt på flere titler eller smide andre ind i stedet for, i hvert fald nogen steder. Der er også film, som f.eks. Prometheus som ville kunne begå sig på flere af de mindre heldige lister, mens en film som John Carter snildt kunne og måske også burde have stået blandt årets overraskelser og sikkert i toppen, altså for mig naturligvis. Jeg har dog bestræbt mig på, at der ikke er gengangere på de forskellige lister, for at komme året mere rundt. Jeg har set en del flere film, også nye i 2012, som ikke kommer med dog. Ganske enkelt fordi de ikke rammer hverken højt eller lavt, eller på anden måde er faldet inden- eller udenfor.

Sådanne lister har naturligvis sine svagheder, da der kan være fantastiske film jeg ikke får nævnt, da jeg skal begrænse mig eller så passer de ikke ind, for de regler jeg har været nød til at sætte op for mig selv (i hvert fald når man som jeg ser så mange film hvert år). Der er, eller kan være fremragende titler som stammer fra f.eks. 2010, som aldrig ender på mine årslister, da jeg har fået set dem for sent eller de bare ikke var tilgængelige tids nok.

Jeg har valgt at jeg vil have 10 film med på hver liste og de rates fra 1 til 10.

Men lad os rulle:)

ÅRETS BEDSTE 2012:

01. The Avengers - 10

Med en række fint underholdende, men ikke altid voldsomt mindeværdige superheltefilm ('Iron Man' som mulig undtagelse), der både fungerede som selvstændige produktioner, men også skulle lede op til Joss Whedon's grande Superhelteepos, var der intet der tydede på, at denne her skulle ende som årets film for mig. Jeg havde store forventninger javel, eller i hvert fald større end til forløberne, særligt på grund af Whedon, men det var så også det. Men med en perfekt tunet, klippet og paced actionfilm, hvor effekter, sprød dialog, fremragende ramasjang med både plads til det store armbevægelser og til at hver helt får vist sine evner, også i mere nære skud, blev jeg underholdt på et plan som det er få film forundt. Samtidig lykkes det Whedon smukt at få sit hold af skuespillere i totalt hopla, så det svinger som sjældent set. Der rammes en tone og stil jeg altid har holdt af. Historier hvor en gruppe af individualister skal arbejde sammen, må jeg vel bare erkende tiltaler mig. Kald det barnligt, naivt og tosset, for her er 'blot' tale om en kulørt omgang tørre drengerøvstæsk med glimt i øjet. Filmen fungerer dog også for mig, på et mere personligt plan, tro det eller ej. Den mindede mig som få andre ganske enkelt om alt det der havde gjort, at jeg som barn havde forelsket mig i filmens, tegneseriens og bøgernes forunderlige og eventyrlige magiske verden. En kærlighed der stadig brænder for fuld styre, men som alt for få film i dag kan ramme. Og hvor skørt og/eller sentimentalt det end kan lyde på andre, så mindede filmen mig endnu mere smukt om det skønne og nu for altid savnede fællesskab, jeg delte med min far igennem hele hans desværre kun 64 årige liv, til især sådanne eventyrlige film. Jeg kunne under filmen, nærmest fornemme han nærvær. Jeg ville have vidst nøjagtigt hvad han ville have ment om filmen (som han ville have elsket som jeg!), hvor han ville grine og hvad vi sammen ville have talt om bagefter. Jeg måtte nærmest, begge gange jeg havde set den, tage mig selv om IKKE at tage min mobil, ringe til ham og snakke om diverse scener, hvor herligt og helt igennem forrygende fantastisk en film det var osv. Jeg er ikke i tvivl, dette var superheltefilmen både han (og også jeg) havde ventet på i mange år. Den kom desværre 1½ år for sent!

02. The Hobbit: An Unexpected Journey - 9

Magien fra 'Lord Of The Rings' trilogien lykkes det måske ikke helt instruktør Peter Jackson at opnå. Det kunne jeg nævne flere grunde til. Men da de ville fylde for meget, i forhold til hvor små problemer de repræsenterer mentalt for mig, vil jeg hellere fokusere på, hvor meget jeg elskede atter at træde ind i dette smukke og effektivt fuldbragte univers. Filmen lever dog ikke alene på denne nostalgi og den verden det så fantastisk atter er lykkes Jackson at omdanne fra bog til film. Her er underholdende action, herlige personligheder (i hvert fald hvor det betyder noget), humor og endda fængslende spænding. Scenen hvor Bilbo må forsøge at overleve ved at lege gætteleg med Gollum, atter skræmmende morsomt og psykopatisk genialt portrætteret af Andy Serkis, finder jeg i al sin enkelthed er ægte filmguld. Men i det hele taget er det atter en vellykket, medrivende og fabelagtig god rejse ind i Midgård. Jeg kan slet ikke vente med at eje denne på BD. Den repræsenterer ganske enkelt alt det der kommet tættest på min personlige smag. Jeg kan godt se at indledningen kan virke en anelse lang. Jeg har bare det problem (et luksusproblem vel at mærke) at indledningen ikke keder mig i et eneste minut!

03. Shame - 9

En mere jordnær og elegisk, men indrømmet måske langt mere begavet fortælling er der at finde i Steve McQueen's fremragende portræt af et bristet menneske, afhængig af sex. Ham spiller Fassbender så overbevisende, at man helt glemmer at have set ham i andre film, hvor han ellers også viser skuespil i verdensklasse. Hvert billede er der tænkt over, hver en handling i filmen peger foruroligende, men samtidig også autentisk mod den psykiske sygdom og det menneskeportræt vi er vidne til.

04. Mission: Impossible - Ghost Protocol - 9

Der er dømt totalt legestue i denne 4. ombæring af Tom Cruise som den hemmelige agent Hunt. Den herlige instruktør Brad Bird har om nogen fanget essensen af filmens univers og omsat det til, hvad der viser sig at være seriens bedste. Der fortælles med intens vellykket overskud og timing og søger man den rene underholdning, så finder man den ikke meget bedre.

05. The Artist - 9

Back to basics og det fungerer mere end fremragende. Historien er lille, men sød og rørende og ikke mindst ekstrem velfortalt. Der spilles effektivt på, at en film altså fungerer både uden farver, tale og hvad vi ellers har puttet på at tekniske hjælpemidler siden stumfilmens dage, hvis det basale er i orden. Kan man påstå at dette er en kløgtig film? Ja, det mener jeg. I al sin enkelhed gør den det ikke sværere end det er og det er også en kunst.

06. The Dark Knight Rises - 9

Instruktør Nolan sætter et effektfuldt punktum for sin Batman trilogi, med dette voldsomt underholdende og bragende epos. Historien forhindrer filmen i at komme op og stå side om side med sin forløber, men en smuk slutning trækker dog alligevel i den rigtige retning.

07. Skyfall - 8

Agent 007 James Bond brillerer atter (atter godt spillet af Craig) ved at overgå de fleste af sine konkurrenter i actiongenren i hans 50. år som filmserier, som her søger dybere ned i sin hovedperson end set før. Heldigvis husker man samtidig også hvad vi kom for og det var ikke mentalt navlepilleri. Der er masser af lækker action og fængslende optrin, i en ualmindelig flot filmet fortælling. Mesterinstruktøren Sam Mendes har iscenesat med effektivt blik for godt skuespil og tematiske undertoner, men tager samtidig og gudskelov serien i retning af, hvad Bond engang var og atter må blive (håber jeg!). Klimaks skuffer lidt, selv om det måske var rart at se at man stadig kan blive overrasket over slutningen på en Bond-film.

08. Take Shelter - 8

Det er måske ikke svært at se hvilken retning historien tager, i denne ellers subtilt fængende og smukt underspillet dommedagsfilm, men det gør mindre. Der er mesterligt skuespil af Michael Shannon, der formår at få filmen til at fungere på begge, eller ja måske endda tre planer. Altså både som mentalt drama, om psykiske problemer, som tematik over ægteskabsproblemer og som skræmmende dommedagsprofeti.

09. Tinker Tailor Soldier Spy - 8

Nært, skønt vidtrækkende spiondrama for tænkende mennesker, hvis kringlede handling fortælles med så effektiv snilde, at den kræver din fulde opmærksomhed, mere end en gang, for at afkode dens intelligent fortalte historie.

10. Warrior - 8

Hjertegribende familiedrama, hvor autentisk skuespil løfter den i forvejen gode historie langt over gennemsnittet af dramatiske sportsfilm. Det er godt og solidt filmarbejde, der måske ikke vinder på sin sofistikerede stil, men så dog på sin ligefremme tilgang til det, at en god historie stadig kan fungere, hvis man lader den.

ÅRETS VÆRSTE 2012:

01. Piranha 3DD - 1

Det her må være noget af det mest talentløse omgang ligegyldigt rod, jeg har haft den misfornøjelse at være vidne til. Den slags plejer næsten at kunne blive morsomt af de forkerte grunde. Men gjorde ikke, tværtimod! En hån mod mennesker og fisk! Den første ramte ellers en god kitch'et stil, men det var også anderledes bevidst.

02. New Year's Eve - 1

Skamfuldt kalkuleret følelsesporno. Fy for satan!

03. Apollo 18 - 2

Endnu en fersk mockumentary, som mangler det basiske element af spænding, gys og troværdighed og hvad der ellers gør en god film.

04. Iron Sky - 2

Burde have forblevet et kultfænomen på nettet. Ideen er såmænd ret sjov, men udover de lange gabende kedelige perioder hvor der intet sker, det svage persongalleri og fraværet af gode indfald, så er filmens 'kritiske' syn på USA også så firkantet og letkøbt, at jeg grimmes.

05. The Darkest Hour - 2

Endnu en dårligt tænkt og skematisk invasionsfilm, fyldt med klicheer og hule karakterer.

06. Extremely Loud & Incredibly Close - 2

Violinerne har sjældent spillet værre og mere sukret, end det ses her. Drengen i hovedrollen er irriterende, filmens persongalleri ofte øretæveindbydende ejegode. Jeg forventede at de hvert øjeblik måtte bryde ud i en Disneysang. Sentimentalt rov på publikum.

07. Ghost Rider: Spirit of Vengeance - 2

Var planen ikke at man ville forsøge at løfte sig over den svage første film? Historien er latterlig tynd, actionscenerne stivbenet og krampagtige og det oser ikke kun af B-film, men af rigtig dårlig B-film.

08. Real Steel - 2

Teknisk imponerende, indholdsmæssigt skabelonskåret familiepatos af den værste slags, tilsat kæmpende robotter.

09. Trespass - 2

Zzzzzzzzzzzzzz, endnu en gaber med Cage, her udstyret med Kidman ved sin side. Nuvel, instruktør Schumacher laver for det meste også fra svage til dårlige film, med få undtagelser.

10. Klassefesten - 2

Endnu en idiotisk dansk komedie, hvor moraler a la den slags man ofte ser i amerikanske film har sneget sig ind, som kun bidrager til at ødelægge morskaben. En sjov scene kunne det blive til. Selv 'American Reunion' var sjovere.

STØRSTE OVERRASKELSE 2012:

Film der har vist sig bedre end jeg ville have troet. En film kan dog kan også være kommet ind, hvis jeg nærmest intet har hørt om den og den så viser sig at være 'tiden værd' så at sige. Jeg har bestræbt mig en lille smule på, at filmene står i en rækkefølge der afspejler min overraskelse, mere end hvor god filmen eventuelt er.

01. Dredd - 8

Troede vitterligt der ville blive tale om en lortefilm og traileren var ikke lovende fandt jeg. I stedet blev det en af årets bedste, mest amoralske hårdkogte actionfilm. Lidt mere variation i actionscenerne og denne kunne være endt på top 10 over årets film.

02. Red State - 8

Kevin Smith virkede som en færdig mand når det kom til at lave gode film, fandt jeg. Jeg tog fejl. Red State var en anarkistisk, grov og ubehagelig film. Måske et rod, men hvilket fantastisk rod så.

03. Fright Night - 7

En lille morsom bagatel fra 80'erne som overbevisende remake. Det havde jeg ikke set komme.

04. Attack the Block - 7

Et lidt anderledes take på invasionsfilmen, her med karakterer man normalt ikke forbinder med heltene i sådanne film. Det er overraskende fermt lavet og solidt spændende.

05. Rise of the Planet of the Apes - 7

Denne film lød mig virkelig som en af filmhistoriens værste ideer og så kom der sådan en velfortalt, spændende og medrivende film ud af det. Ikke voldsomt overbegavet, men stadig med mere kant end forventet af en sådan film, så den føles som mere end blot ren tidsfordriv.

06. Silent House - 7

Tyndt fundament, men effektivt skræmmende og et imponerende one-take. Jeg er forbavset over at den har så lidt anseelse. Den fungerede for mig som gys.

07. Killer Elite - 7

Overraskende solid actionthriller. Statham laver en masse middelmådige film og jeg havde heller ikke forventet mig andet af denne.

08. La proie - 7

Spændende fransk actionthriller for dem som nyder film som 'Taken' og alligevel forekommer det mig, at ingen kender den? Jeg gjorde heller ikke, men rendte ind i den i Blockbuster og lejede den. Det kan jeg anbefale!

09. Underworld: Awakening - 6

Jeg havde ærligt forventet noget rigtigt skidt, men fik en solid omgang underholdning, som jeg fandt levede op til de andre i serien.

10. Transformers: Dark of the Moon - 5

Tja tjo, fordi den dog løftede sig betydeligt over den fænomenalt ringe to'er.

STØRSTE SKUFFELSE 2012:

Det er ikke de dårligste film der står her (de behøver dog absolut heller ikke være gode), kun de største skuffelser.

01. Prometheus - 5

Instruktør Scott laver stadig visuelt det på film, som han altid har gjort og heldigvis for det. Få mester at levere så fantastisk en billedside. Desværre stinker historien i en grad, så det nærmer sig det latterlige og med tynde karakterer og symbolik på folkeskoleniveau, må Prometheus siges at være årets skuffelse.

02. Dark Shadows - 3

Burton lader til at have opbrugt sine evner eller mistet gnisten. At han gentager sig selv og det han kan, kunne jeg leve med, hvis han bare gjorde det godt. Det her virker dovent, fladt og kedeligt.

03. Hobo with a Shotgun - 5

Havde hørt en del godt om denne lille b-film og det leverede den ikke. Faktisk er den særdeles umindeværdig og til tider lidt træg.

04. Cars 2 - 4

Pixar er virkelig begyndt at presse citronen og når jeg tænker på, at de engang leverede innovative herligheder og computertegnefilm i verdensklasse, så er dette her kapitalistiske makværk vitterligt skuffende. Når lyst bliver til forretning.

05. War Horse - 5

En af verdens mest succesrige og anerkendte instruktører, som stort set kan lave hvad han vil og så vælger han at lave en film om en hest, som blot er en bleg gentagelse af 'Lassie Come Home'. Spielberg for helvede da. Teknisk så smuk og så leverer du noget så middelmådigt på indholdssiden.

06. Hvidsten gruppen - 4

Så spændende og vigtig en fortælling fra Danmarkshistorien og så serveres det i en film så flad, banal og kedelig.

07. In Time - 5

Engang lavede instruktør Niccol en film som 'Gattaca', som var en overraskende god sci-fic historie. Her prøver han det samme, men det falder til jorden via dens huller, svage skuespil og for mange ligegyldigheder.

08. J. Edgar - 5

Måske skulle Eastwood overveje at tage den pension han så rigeligt har fortjent, efter både som skuespiller og instruktør i en menneskealder har leveret så mange fremragende værker (og naturligvis en del mindre fremragende). Det er i hvert fald ikke meget der at hente, i historien om en af USA ellers mest interessante personligheder og magtfulde mænd, den nu afdøde grundlægger af FBI. Historien skøjter mest henover tingene, uden at finde sit fodfæste for hvad den egentlig vil.

09. Undskyld jeg forstyrrer - 5

Efter vellykkede filmatiseringer af Erling Jepsen's romaner 'Kunsten At Græde I Kor' og 'Frygtelig Lykkelig', havde jeg sat mine forventninger op til romanen 'Biroller' som film. Der forsøges den lidt skæve tilgang som i de andre film, men det lykkes ligesom aldrig at blive andet end en hurtigt glemt ligegyldighed.

10. American Reunion - 3

Indrømmet, jeg havde ikke store forventninger til denne genforening. Jeg havde dog stadig håbet på en mere modig film, der ikke havde så travlt med at lefle for den gode moral og konservative dyder, end jeg fik.

MEST UNDERVURDEREDE 2012:

Film jeg bare finder bedre end deres måske tvivlsomme omdømme (som jeg har hørt det), eller succes.

01. John Carter - 8

Kunne og burde have stået som årets overraskelse, for jeg var ærligt en anelse skeptisk, inden jeg så den. Bagefter var jeg bare en glad dreng, der havde fået fortalt en farverigt eventyr, fyldt med fortællerglæde, festlige momenter af lækker action og en sjov historie som fra dengang man var dreng. Det er ikke hverken stor kunst eller specielt originalt, men som pulp fungerer den bare fremragende.

02. Young Adult - 8

Portrættet en kvinde, som ikke kan acceptere at blive voksen og lever i en evig nedbrydende illusion, er et fint portræt af vore dages samfunds jagt på skønheden. Flere har kritiseret den. Den fungerede for mig.

03. We Bought a Zoo - 7

Det er nemt at kritisere Cameron Crowe's seneste, som værende luftig, sentimental og sukkersød. Den spiller også indimellem voldsomt på hvad der vil røre os. Men jeg synes den som charmerende drama om at genfinde sig selv, sin kærlighed til livet og om atter at finde sammen som familie når tragedien har ramt, var både varm og smuk.

04. The Expendables 2 - 7

Heftigt spektakel, der effektivt blæser hjernen ren for diverse. Det er action uden rodfæste og historien flagrer. Det er dog en tand bedre end første film. Dette er naturligvis ikke en kvalitet i sig selv. Men jeg nød at se disse gamle skiderikker atter samle sig og vise hvad der engang gjorde dem til stjerner.

05. Green Lantern - 6

Grønne Lygte er bedre end sit rygte synes jeg bestemt. Den er muligvis let at svine til og nogen voldsomt velfungerende superheltefilm er det ikke. Men handlingen fortælles fikst nok og som et par timers nogenlunde virkningsfuld underholdning, hvis man gider se filmatiseret tegneserier som jeg, er den okay.

06. Larry Crowne - 7

Hanks viser glimt i øjet som middelklassemanden, der ændrer sit liv efter en fyring. Det er solidt og ikke uden mening, trods den rigeligt sentimentale tilgang.

07. Cowboys & Aliens - 6

Skuffende egentlig, men efter at have hørt hvor skuffende, fandt jeg den nu alligevel sjov nok trods alt. Ideen er åndssvag og man kunne ønske sig, at folkene bag filmen havde turde gøre filmen lige så tåbelig, frem for så strømlinet. Men så dog rigtigt godt lavet, teknisk.

08. Moneyball - 8

Synes denne her er gået lidt i glemmebogen og det er synd. Det er en hamrende enkel historie javel og den kan måske forekomme rigeligt amerikansk. Men den er ekstremt velfortalt, har fine dialoger og godt spil.

09. The Muppets - 8

Tænk, den kom ikke engang i biografen herhjemme. Okay, den vil måske også mest fornøje gamle muppet-fans. Det gør den så også godt, på en blåøjet næsten irriterende vidunderlig facon.

10. Tower Heist - 6

Fandt den var mere fornøjelig end ventet og trods dens naive opdeling af helte og skurke og nemt gennemskuelige skud på kapitalismen og finanskrise som omdrejningspunkt, så har den sine pointer.

MEST OVERVURDEREDE OG/ELLER RIGELIGT HYPEDE 2012:

Det kan godt være gode film der står her, men de levede af en eller anden grund ikke op til det de lovede, jeg ønskede eller forventede. Rækkefølgen afspejler mere mine forventninger og/eller filmens ofte gode ry (som jeg har opfattet det), end hvor god eller dårlig filmen måske er.

01. The Tree of Life - 5

Jeg ved den er elsket og afholdt, eller sat højt og det respekterer jeg og jeg respekterer instruktør Malick, for hans kompromisløshed som skaber. Personligt følte jeg desværre, modsat flere andre af Malick's film, at en god historie konstant blev afbrudt af billig grafik, der gav mig mindelser om en computerpauseskærm. Uanset om Malick har haft en større pointe og det har han, så ødelagde det filmen for mig.

02. The Hunger Games - 5

Jeg må stadig undre mig over den ganske fine kritik denne middelmådighed, den fik. Historien har sine mangler og som underholdning med eller uden en dybere nerve, finder man altså mange bedre som modtages værre.

03. En kongelig affære - 6

Fandt den flot, men egentlig også lidt flad og letforglemmelig.

04. 21 Jump Street - 6

Sjov, men ikke sjov nok!

05. Marie Krøyer - 3

Episodisk semimakværk, der planmæssigt rammer plet hos en d publikum (kunne jeg jo høre da jeg så den) med sine billige tiltag.

06. Snow White and the Huntsman - 5

Jeg havde efterhånden fået et indtryk af, at denne fantasyfilm var ret ferm. Hmm, måske var den. Måske var det blot surmuler Stewart i hovedrollen, der trak ned. Måske?

07. Chronicle - 5

Ensformig 'anderledes' kig på superheltegenren, holdt i utroværdig mockumentary stil. Gennemført, men historien er middelmådig og personerne ultimativt ligegyldige.

08. The Dictator - 5

Baron Cohen var vistnok engang en kontroversiel komiker, der i sine 'egne film begavet fik udstillet hykleri og andre menneskelig svagheder. Her er han bag facaden desværre skåret ret meget efter sammen last, som de fleste typiske Hollywood komedier. Der er et par guldkorn, men i det store og hele keder det blot.

09. The Woman in Black - 6

Engang så berømmede Hammer Film, lagde op til et comeback der så mere end lovende ud. Desværre fes det lidt ud, da filmen som da bestemt har sine øjeblikke, viste sig at være en lidt tam og formularisk sløv affære.

10. Hugo - 7

Jeg ved slet ikke om denne burde stå her. Egentligt finder jeg det lidt modigt af Scorsese at lave en børnefilm, der sker så lidt i og mere forsøger så flot at bygge på sine personer, mens den på smukkeste vis hylder filmens historie i al dens pragt. Scorsese maler endda scenografisk elegant og vellykket farverigt. Jeg havde bare alligevel forventet mig lidt mere, også af fortællingen tror jeg.

ÅRETS MEST UNØDVENDIGE 2012:

Listen over film de IKKE nødvendigvis havde behøvet at lave. Enkelte er skam fine nok, men stadig.

01. Straw Dogs - 4

Peckinpah's kontroversielle selvtægtsdrama, udsat for et remake der intet føjer til og i bedste fald, blot udvander historien. Den formår i hvert fald aldrig, modsat originalen, at gøre et indtryk man gider huske på.

02. The Three Musketeers - 3
Endnu en af de utallige filmatiseringer af Dumas berømmede roman, her overlæsset og forsøgt at gøre mere tegneseriekulørt. Det fungerer ikke, slet ikke med Anderson i instruktørstolen.

03. Conan the Barbarian - 4
Minder mest om et forsøg at tjene lidt på navnet, uden rigtigt at gide lave dette remake, af den i øvrigt udmærkede 80'er film med Arnold Muskelbøf. Har måske sine enkelte momenter, men helheden og de fleste af ideerne, de hørmer.

04. The Thing - 5

Næsten samme historie, eller i hvert fald skåret fuldstændigt over samme skabelon som Carpenters mesterværk, men uden at skræmme i samme grad. Dog smart forsøgt at gøre den til en forløber for selvsamme og det lykkes næsten.

05. The Girl with the Dragon Tattoo - 6

Hvorfor Fincher? Din version er da fin nok, men du gør ikke meget for at hæve dig fra originalen og dermed får du baghjul af en middelmådig dansk instruktør, hvis film faktisk også fungerer en del bedre.

06. The Amazing Spider-Man - 6

Mere genbrug, historien er den samme som i Raimi's (i øvrigt bedre!) 'Spider-Man' version, blot med mere fylde. Der forklares lidt mere, vi får et twist med Peter Parkers forældre og så satses der mere målrettet på en målgruppe. Garfield er rigtig fin i hovedrollen, effekterne er fine, men der er også perioder af stilstand og dødvande.

07. Total Recall - 6

Søger man uafbrudt action, går man ikke forgæves og filmen er endda teknisk ret fint lavet. Der er bare noget forceret ved filmens fremtidsversion og historien presses tillige i baggrunden, mens de fleste personer virker som lidt trættende stereotyper fra actiongenren. Kun Farrell lykkes at levere sine replikker og sit spil, så man finder ham troværdig, trods rollens begrænsninger. Verhoeven's version med Schwarzenegger havde dog langt mere bid, kant og mindeværdige scener/replikker.

08. Happy Feet Two - 3

Anstrengt og trættende skematisk efterfølger, til en ellers ganske velfungerende bagatel. Den havde instruktør Miller ikke behøvet spilde sin tid på.

09. Hamilton - I nationens intresse - 4

Endnu et forsøg på at omsætte bøgerne om den svenske 007, Hamilton til en god film. Endnu et forsøg der bliver ved forsøget. Middelmådigheden har aldrig været mere fremtrædende. Synd, for bøgerne er ellers ganske god underholdning.

10. Mr. Popper's Penguins - 3

Engang en af verdens sjoveste mænd og herlige komikere, med talent for mere. Nu danser Carrey med skrækkelige CGI pingviner i en dræbende sukkersød familiekomedie.

Andre mindeværdige titler og kandidater til årets film:

01. The Cabin in the Woods - 8

Original og veludført underholdende metagyser, der trods sin forholdsvis begavede tilgang til genren, heldigvis ikke holder sig for fin, til at gå planken ud og servere et uhyre kulørt og opulent morsomt klimaks.

02. Jodaeiye Nader az Simin - 8

En helt igennem gribende fortælling, der nuanceret og genuin viser en fremmed kultur, hvor mennesker røres af det mennesker røres af, uanset. Velspillet, vedkommende og overraskende.

03. Martha Marcy May Marlene - 8

Effektivt iscenesat og psykologisk spidsfindig drama og thriller, der uden klicheer og med enkle virkemidler, fortæller rigtigt meget mere end øjet ser. Elizabeth Olsen er ret fantastisk i hovedrollen.

04. The Descendants - 8

Fornemt kig på en far, der skal til at bære rollen, fængende spillet af Clooney. Filmsproget er sorgmunter, uden hverken at virke tung eller overfladisk, som det også er set i andre af instruktørens film.

05. The Ides of March - 8

Der er ikke så meget nyt i amerikansk politik i 'The Ides Of March', men når det så serveres så skarpt, godt spillet og troværdigt, hvad gør det så.

06. My Week with Marilyn - 8

Jeg var på forhånd ikke udpræget begejstret for, at Michelle Williams skulle spille ikonet og sexsymbolet over dem alle, Marilyn Monroe. Min frygt blev dog gjort til skamme, da Williams rammer Monroe's sexede sødme, så man nærmest forelsker sig i hende mens filmen kører. Hun kommer ind til kernen, så man forstår hvorfor, ser sårbarheden, men også fornemmer tvetydigheden i karakteren, set i forhold til at udnytte mænd, men også misbruge sig selv. Der spilles dog generelt rigtigt godt og selv om rammehistorien intet særligt er, så fungerer den fint.

07. Midnight in Paris - 8
Smuk hyldest til kærlighedens by og derigennem kærligheden, både i fortiden og nutiden. Woody Allan rammer en gennemgribende betagende tone og nuance i en ellers enkel komedie.

08. Serbuan maut - 8

Intens action og ingen tid spildt. En actionfilm, der tør være 'bare' det.

09. We Need to Talk About Kevin - 8

En nedslående psykologisk beretning, som opfattet af filmens hovedperson, moderen og reflekteret i barnet. Benhårdt spillet, stramt iscenesat. Enkelte har kritiseret filmen for at være for firkantet og gennemskuelig i dens tematik om kulden, den manglende empati og evnen til at elske egent barn og de tragiske følger. Det kan for så vidt også være rigtigt, hvis man ikke ser filmen som en selvopfattelse af verden set indefra.

10. Jin líng shí san chai - 8

Bidsk og illuderende fortælling om umådeligt menneskeligt mod og opofrende i krig. Samtidig lykkes det filmen at blive både inspirerende og indimellem livsbekræftende, men aldrig uden at miste sin kant af. Flot lavet!

02/01-13Filmåret 2012:
forbandet go læsning, thomas nielsen!

03/01-13Filmåret 2012:
Flot arbejde !! - en slags ultimativ film-tjekliste for 2012, velargumenteret og tilpas provokerende til at være ultrafed. Dark Shadows skal du nok komme efter med tiden.

03/01-13Filmåret 2012:
Jep, spændende lister - og god læsning :)

Jeg er dog vild med både Hobo with a Shotgun, Extremely Loud & Incredibly Close og ja sgu også Ghost Rider: Spirit of Vengeance.

Fedt med lidt kærlighed til Attack the Block og Young Adult - samt Green Lantern, som jeg også fandt ret underholdende.

Forstår heller ikke helt begejstringen for The Hunger Games og En kongelig affære. Særligt sidstnævnte har fået utroligt rosende ord med, men den er også i min bog en noget tam affære.

04/01-13Filmåret 2012:
Tak!

Sandmand: Gammel Burton-fan som jeg er, ville jeg ønske du fik ret. Jeg tvivler, men tager bestemt gerne fejl:) Tak for rosen!

Bjarke: Hobo var ikke direkte dårlig, men mere skuffende i forhold til hvad jeg havde troet og håbet. De andre kan jeg dog intet sige om, som nærmer sig lidt ros. Dem forstår jeg ikke. Men sådan er det jo med os filmelskere og det er jo det skønne ved det også:)

04/01-13Filmåret 2012:
Fed læsning og hvilken grundighed :-)

Jeg er enig i mange af de ting, du skriver, men også ret uenig i andre. Her blot lidt løse kommentarer til forskellige ting på de mange lister (indledende vil jeg lige sige, at jeg synes, at det generelt har været et fremragende filmår med mange fede oplevelser i biffen. Det bedste filmår i ret lang tid for mit vedkommende):

- Jeg har vel en 5-6 gengangere fra din årets top ti med; Avengers, Hobbitten, Skyfall, M.i.5, Dark knight rises, mens jeg har Warrior i top 5 på min liste fra 2011.

- Take Shelter ligger lige udenfor top ti, men kan måske snige sig ind ved gensyn.

- The Artist nærmer sig ikke årets top ti for mit vedkommende. Synes den er stærkt overvurderet og en uendelig banal historie bliver ikke bedre af, at man fjerner lyden.

- En film som Lawless nævnes ingen steder. Har du set den? En af årets positive overraskelser for mig. Fandt den virkelig virkelig god.

- To andre film, som du ikke nævner, som jeg også fandt rigtig gode er End of Watch og The Guard. Den ene med sin rå og troværdige realisme og den anden med en In Bruges agtig stemning og Breedan Glesson i storform.

- En film som Argo er heller ikke nævnt. Ikke at jeg har den med på min liste. Den er bestemt ikke dårlig, men bare heller ikke noget særligt i mine øjne og jeg har lidt svært ved at forstå, hvorfor så mange anmeldere er gået i selvsving over den.

- We need to talk about Kevin var jeg helt vild med. Den er ren 6/6 og befinder sig derfor i toppen på min årsliste.

- Det samme kan siges om Prometheus. Jeg har efterhånden set den 5 gange og er lige fascineret hver gang. For mig fungerer alt i filmen og jeg er vild med de spørgsmål, der stilles - også alle dem, som der ikke svares på.

- The Avengers har tydeligvis rørt dig meget :-) Jeg er også helt pjattet med den og faktisk mere og mere for hver gang, jeg ser den. Tonen er ramt perfekt, actionscenerne er overdådige og samspillet mellem heltene er perfekt. Fed fed film.

- Og nu vi er ved fede film, så havde jeg også en forrygende oplevelse med Hobbitten. Tænkt at man kan være så heldig at blive inviteret til dette fantastiske sted igen. Tænkt at vi får en hel trilogi mere med orker, elver, hobbitter osv... og ikke mindst en drage. Glæder mig allerede som vanvittig til de to efterfølgere. Forstår dybest set ikke den kritik, som filmen har fået. Hvad havde folk/anmelderne regnet med?

- Skyfall gav mig også en fed bifoplevelser. Jeg kan dog ved gensyn med både den og Casino Royale konstatere, at sidstnævnte stadig er min favorit af de to. Men det gør jo ikke Skyfall dårligere.

- Dejligt at se, at ikke kun jeg fandt Iron Sky stærkt overvurderet. Enig, idéen er fed, men jeg kedede mig igennem størstedelen af filmen.

- Og lige modsat med Dredd. Helt enig, en kæmpe positiv overraskelse. Dejlig realistisk rå og brutal vold og ikke for mange dikkedarer. Og visuelt holder den også 100 pct. Også meget tæt på min top ti liste.

- Og med samme historie kan fokus naturligt rettes på The Raid, som efter sigende er skrevet efter, at folkene bag fandt manuskriptet til Dredd. Fuldstændig vanvittig eksplosiv actionfilm, aldrig før har jeg set så mange tæsk blive uddelt før på 90 min. Sad nærmest bare og jublede og grinede i biffen. Har du set den?

- Både The Descendants og Idle of March fandt jeg en anelse skuffende og de er ikke i nærheden af at ramme top ti.

- The Cabin in the woods fandt jeg også super fed. Virkelig en fed meta-vinkel på horroruniverset og samtlige 90 minutter flyver af sted.

- The Tree of Life har jeg helt på toppen af min top ti liste i 2012. Jeg var totalt grebet af filmen og kan kun sige, at jeg fandt den helt fantastisk.

- Det samme kan i lidt mindre grad siges om Transformers 3, som også er på min liste i 2012. Jeg fandt den super fed og klart den bedste af de tre transformers film. Jeg kunne rigtig godt lide den lidt mørkere og tonen og må sige, at jeg blev blæst væk i den sidste 1 time.

- Enig i at både Cowboys & Aliens og Green Latern var en positiv overraskelse - til gengæld lige omvendt med John Carter, som jeg fandt ringe på grænsen til irriterende. Måske jeg skulle prøve at give den en chance til.

- Også enig i, at En kongelig affære er en anelse overvurderet. Nuvel synes den var meget god, men ikke så god...

Til slut min top ti fordelt på en top 1-5 og top 6-10 uden at de er prioriteret indenfor grupperne (det har jeg nemlig meget svært ved)

Top 5:
Prometheus
The Dark Knight Rises
We need to talk about Kevin
Hobbitten
Avengers

Top 6-10:
Lawless
Skyfall
M.I.4 - Ghost Protocol
The Raid
End of Watch

Boblere:
The Cabin in the Woods
The Guard
Dredd
Take Shelter
ParaNorman

04/01-13Filmåret 2012:
Hvad søren, Slat. Tilbage fra de døde? Så er alle de store kanoner samlet for en gangs skyld :D Fedt at du lige giver et par kommentar, for du har sgu været savnet din gamle dreng :D

Jeg har i øvrigt set Lawless, og fandt den ganske go'. Omend intet særligt må jeg erkende og lidt under instruktørens standard, men stadig bundsolid underholdning.

Mht. Hobitten, så synes jeg den leverede varen. Omend savnede jeg lidt bedre greb om persongalleriet og måske lidt bedre eksekveret start, men ellers har Jackson genskabt noget af magien fra tidligere, ja. Jeg var ikke helt solgt, men jeg vil ikke frarøve jeres glæde og begejstring over den :D

Avengers og Cabin in The Woods vandt for mig helt vildt efter gensyn(ene).

Desværre kan jeg ikke sige det samme om Prometheus. Jeg har stor respekt for Scott og betragter ham som en af forvoritterne, men for pokker, den var ikke helt så skarp. Visuelt behøver vi ikke diskutere - den er overdådig smuk, men fejlene ligger også i det tynde manuskript som gaber over ingenting.

Mht. Argo, så fandt jeg den også "blot" bundsolid. Jeg kan dog godt forstå sådan objektivt set, hvorfor mange anmeldere er vilde med den. Filmen fungerer jo virkelig godt sådan håndværksmæssigt. Den er svær at kritisere, for mange elementer i den, der udgør en seværdig film, er sgu i orden. Måske ikke en film der revolutionerer mediet, men så sandelig en film hvor en instruktør udviser stor forståelse for filmmediet.

Thomas: Bare god læsning detdér.

05/01-13Filmåret 2012:
Mr. Slat:) Godt at se dig tilbage. Filmfans som du er jo savnet og en sjældenhed. Åben, med stor og bred smag og altid imødekommende og god at tage en hyggelig snak eller mere seriøs debat med!!! Synes jeg lige du skulle vide:-D

Tak for din fine respons, som har gjort hele 'arbejdet' med min årsliste værd at gøre.

Et par svar og kommentarer til det du skriver: The Artist har du da ret i er banal, men den ramte bare mig og rigtigt hårdt.

End Of Watch og Lawless har jeg ikke set (endnu, for det skal de bestemt) og The Guard fandt jeg god, men ikke nok til at den endte her. Gav den 7/10, hvilket for mig svarer til 4/6.

Arog har jeg heller ikke fået set endnu. Har rigtigt godt kunne lide de to forrige film, som Affleck har instrueret, så den skal ses. Men jeg har skruet mine forventninger lidt ned, efter det jeg har hørt om den, nu også fra dig af.


Jeg er enig med dig i at Casino Royale er en bedre film end Skyfall, eller sådan føler jeg i hvert fald også.

The Raid er med, blot under dens originaltitel, 'Serbuan maut', og vi er tæt på at være enige om den!

Rigtigt mange har været fanget og dybt fascineret af The Three Of Life. Skal ikke helt kunne sige, hvorfor den ikke ramte mig så hårdt. Ville ønske den havde. Har set 4 af instruktør Malick's film og fundet de to fremragende (The Thins Red Line og Days Of Heaven) og to middelmådige (The New World og The Three Of Life). Jeg kunne muligvis godt finde på at tage et gensyn med dem begge. Ikke at det rykker dem op i sværvægterklassen for mig måske, men måske det ville rykke dem op til let-sværvægt:-D

Din top 10 har jeg ikke så meget at sige til, det er jo gode titler (jeg har som sagt ikke set Lawless og heller ikke Paranorman) med en undtagelse og det er Prometheus, den syge køter:) Godt udgangspunkt, flot film, rædselsfuldt manus. Ikke pga de store spørgsmål, som dog er lidt poppet og serveres rigeligt selvhøjtidelige, men karaktererne er hule, plottet hullet og mangelfuldt og dårligt payoff (det sidste er filmens mindste problem næsten) og svag symbolik (som det med korset på den kvindelige hovedrolles bryst...det finder jeg enten ufrivilligt morsomt eller bare regulært dumt). Men men men, jeg har brugt så meget tid på at diskutere denne film med en Prometheus-tosse på nettet, at jeg ikke orker det mere. Jeg lytter gerne, hvis du har noget du vil sige om den, men håber det er okay, hvis jeg ikke går ind i en længere debat om den?

Men godt at se dig her ige Slat. Håber vi hører mere fra dig og indtil der, hold dig munter:D

05/01-13Filmåret 2012:
Tak 'gott' for det AB;)

05/01-13Filmåret 2012:
Hej Thomas og Gott

Takker for responsen på mit ydmyge første indlæg i årevis og de pæne ord. Fik sgu lige lyst efter at have læst dit indlæg Thomas. Har ikke været død Gott, men andre ting i livet har "desværre" fyldt min tid ud, så hverken tid eller overskud har helt været der til at skrive. Men jeg har dog hele tiden fulgt med herinde og læst en del anmeldelser. Det er jo fedt, at I begge smider indlæg og anmeldelser af sted i ny og næ.

Først og fremmest responderer I jo begge på min store ros til Prometheus. Som Thomas har jeg taget diskussionen med ret mange (verbalt), så jeg vil nøjes med at gentage, at jeg muligvis godt kan se nogle af de svagheder andre påpeger, men det ændrer ikke ved, at jeg er totalt fanget og betaget af filmen hver gang, jeg ser den.

The Cabin in the woods genså jeg så sent som i går, og det er altså en fed film, hvor de 90 min flyver af sted. Og manus er for mit helt genialt, så fedt at se Gott, at du faktisk har den med på din all time favorit liste.

Fangede ikke lige The Raid ud fra originaltitlen. Men fedt at du også har den med Thomas. Fangede den heldigvis på en af de få visningerne som Cinemateket havde af den.

Kunne godt tænke mig at høre jeres vurdering af 2012 generelt? Som sagt synes jeg, at det er et af de bedste filmår længe både med storfilm, der leverede varen og med en række positive overraskelser undervejs, som jeg ikke havde set komme.

2011 var noget tyndere synes jeg, hvor Tree of life (for mit vedkommende), Drive, Warrior og I saw the devil for alvor kom op og ringe og med Rise of the planets of the apes, Transformers 3, X-men First Class og Black Swan som outsidere . 2010 var tyndere besat, hvor jeg for alvor kun vil nævne Inception, Shutter Island og Kickass (og måske Klovn) som film, der for alvor rykkede for mig. Så jeg skal tilbage til 2009 for at finde et år der lever op til 2012, nemlig med film som Avatar, Watchmen, Inglorious Basterds, Antichrist, Lad den rette komme ind, District 9, Star Trek, Up og The Wrestler

06/01-13Filmåret 2012:
Der er selvfølgelig også andre ting i livet end surfe på filmsider, og skrive om film :D

Jeg har ihvertfald fået stor respekt for Whedon og hans gode evner til at skrive et vittigt og uhøjtideligt manuskript, hvis historier har så fremragende pacing. Og Cabin er ihvertfald en af de mest originale film, særligt indenfor den lidt tamme genre, hvor kun remakes af gamle horror film hersker.

Mht. året 2012, så er jeg også yderst tilfreds. Af det jeg så, for der var så sandelig en del spændende titler jeg ikke nåede. Men flere blockbusters leverede varen, mens andre skuffede. Bourne Legacy og Total Recall. Af de mindre film var der flere der leverede for mig, så året har ihvertfald været godt. Også bedre end 2010 og 2011. 09 var ganske glimrende så vidt jeg husker med Watchmen og D9 m.fl, som jeg virkelig godt kunne lide. Jeg er dog ikke sååå begejstret for Avatar, men man kom ikke udenom den. 2010 var Social Network der løb med sejren, hvor Fincher atter viste hans alsidighed. Men der var andre kandidater. Inception tabte mig over tid, desværre. Noget jeg ikke troede på ville ske, men dens store mængder af exposition gør gensynene mindre og mindre interessante. Men ideerne var der sgu, det må man give Nolan.

2013 ser ihvertfald meget lovende ud. Både med de store og små film. Blandt dem jeg ser allermest frem til er sci-fi thrilleren Gravity (instruktøren bag Children og Men) The Wolverine, Man of Steel, The Master, Zero Dark Thirty, Django og sådan ca. 100 andre :D

06/01-13Filmåret 2012:
Ja, hvis vi skal kigge frem mod 2013 vil jeg også gerne spytte i med lidt begejstring. For på papiret ser det i hvert fald ud til at blive et lækkert film år :)

Jeg ser især frem til disse - der kan bestemt godt gemme sig en stak fremragende film imellem.

Elysium
The Master
The World’s End
Only God Forgives
Django Unchained
Nymfonanen

Men herudover venter der jo bl.a. også disse:
Kick-Ass 2
Star Trek Into Darkness
Stoker
Pacific Rim
Oblivion
A Good Day to Die Hard
Anchorman: The Legend Continues
Evil Dead-remaket
World War Z
John Dies at the End
Man Of Steel
The Impossible
The Counselor
Lincoln
The Wolf Of Wall Street
Zero Dark Thirty
Cloud Atlas
A Field In England
Gangster Squad
To The Wonder
Side Effects
The Iceman
Antiviral
The Place Beyond The Pines
Iron Man 3
Oz The Great and Powerful 3D

06/01-13Filmåret 2012:
Jamen du nævner jo en del herligheder :D Elysium bliver godt nok også spændende at følge.

06/01-13Filmåret 2012:
'Der er selvfølgelig også andre ting i livet end surfe på filmsider, og skrive om film'...Ja og se film må være en af de andre og mere vigtige ting:-D

Personligt har 2012 været et glimrende år med både store og små titler, som jeg har fundet godt. Bedre end sidste år. Der var det Drive der toppede for mig og den er også en pissefed film, men at ingen kunne toppe den siger dog alligevel lidt. Gav den nemlig 'kun' 9/10 på IMDb og tror ikke det er sket før, at jeg er gået igennem et filmår uden en eneste 10'er? Jeg har ikke listet, så vidt jeg husker (det husker AB med garanti, da hans hjerne er ret formidabel til den slags:) film de forrige år. Men både film som Watchmen og Star Trek elsker jeg og rater til top karakter. Star Trek gav jeg vistnok 'kun' 9/10 lige efter den var set, men ændrede det, da jeg måtte erkende, at den bare var lige mig og med AB's ord til mig om The Avengers, så sagde hjernen måske det var rigtigt, men hjertet sagde noget andet (gode ord AB!).

Film som Black Swan og The Wrestler faldt jeg også for. Avatar var god, men ikke great og jeg har fra starten været lidt svingende omkring den. Fra 7-8 ved første syn, til 9 ved andet og til måske 7-8 igen. Den er underholdende og selv om historien er enkel og der er mange ting, der er nem at kritisere, så elsker jeg den slags. Den fænger mig dog ikke optimalt, som de bedste af den type film normalt gør. Jeg finder den ganske enkelt ikke voldsomt medrivende, spændende eller sådan.

Ser jeg fremad, så har i nævnt til overflod, mange af de film jeg glæder mig til. Men jeg tør ikke sætte nøjagtigt titel på, hvilken af de mange der rykker mest i mig. Jo altså, jeg ser klart meget frem til anden del af The Hobbit, men det er næppe den store overraskelse. Men der er mange, både store og små titler. Mange har nævnt Man Of Steel af de store blockbuster og den ser også fremragende ud, bedømt på traileren, med dens trykkende og lidt dystre stemning, som også rammer noget episk stort. Men jeg vil se det før jeg tror det:)

Bjarke nævner virkelig mange gode titler. Der er nok enkelte, som mine forventninger ikke er så store til, eller hvor jeg har sænket dem. Oprindeligt glædede jeg mig f.eks. meget til Oz-filmen, men synes traileren ser sådan lidt blandet ud. God og så er der alligevel et eller andet der trykker mig med al den kunstighed den opbyder med.

06/01-13Filmåret 2012:
...hehe, helt sikkert. Mine forventniger er heller ikke store, når det kommer til 'Oz: The Great and Powerful'. Er blot spændt på at se, hvad Sam Raimi har at byde på. Men ja, ud fra traileren at dømme ligner det lård :)

06/01-13Filmåret 2012:
Mht A Good Die To Die Hard, som mere ligner en krydsning mellem en 007 film med Brosnan og så Die Hard, end en egentligt rendyrket DH film, så kom jeg til at tænke på at i The Expendables 2 kan man godt have rå vold og bandeord og tonsvis af action til prisen, for det mangler filmen ikke, selv om den er R rated. Det er historien og alt det der halter. Så burde det dæleme også være muligt at give den max gas i DH5 og kunne man så ramme den gode fortællestil tillige med. Håber det sker, så vi ikke skal have en udvandet McClane endnu engang. DH4 var rigtigt underholdende fandt jeg, men den manglede altså lige det der!!!

07/01-13Filmåret 2012:
Uhhhh Gott, Inception står for mig som en af de allerbedste nogensinde, og den bliver kun bedre gang for gang. Jeg er fanget fra start til slut, og må indrømme at jeg finder både plot og afvikling helt genialt.

Men fedt at både du Thomas og Gott har lidt samme fornemmelse af 2012. Det er sgu dejligt eller nogle mindre gode år (dog med perler ind i mellem. Og enig Thomas, Drive er fantastisk).

Og ovenstående liste ser jo helt ufattelig indbydende ud. Nøøøøøøøøøøj der er mange jeg glæder mig til. På den korte bane kan jeg fx næsten ikke vente på Django Unchained.

... og haha Thomas, det er nemlig lige præcis rigtigt, at det er vigtige at se film end at skrive om dem. Og heldigvis er det blot skriverierne - og ikke filmkigningen - det er gået ind af bakke med for mit vedkommende.

07/01-13Filmåret 2012:
Django ser jeg godt nok også frem til.

09/01-13Filmåret 2012:
Inception er ej heller en film jeg rater højere end 4/6 eller 7/10. Ideen er fantastisk, men for satan hvor har den et langt stykke som jeg finder gabende kedeligt, hvor der bruges unødig meget tid på at forklare alle reglerne, så vi kan følge med. Jeg kan tillige heller ikke særligt godt lide scenerne i sneen og omkring snefortet, hvor actiondelen er dårligt filmet og klippet synes jeg. Lige da jeg forlod biografen, var jeg helt oppe og køre, men da jeg tænkte lidt over filmen, var det egentlig mest over ideen og enkelte flotte scerner, som den vægtløse slåskamp. Resten stod enten uskarpt eller irriterede mig lidt. Da jeg genså den, bemærkede jeg, at jeg sad og kedede mig i perioder.

09/01-13Filmåret 2012:
TN

Jeg var også helt vild med den, indtil jeg begyndte at fokusere på den gennemgående kritik der har været omkring den (hvis jeg naturligvis ser bort fra rosen) som bl.a. gik ud på, at filmen havde en massiv mængde af exposition. Når man først bliver bevidst om dette, så føler man (læs: jeg) lidt dum. Nolan havde åbenbart mere interesse i at dialogen skulle være gps-udstyret end karakterer-udstyret. En slags brugsvejledning om jeg så må sige, om, hvordan reglerne virker. Og alligevel synes jeg, jo mere filmen forklarede, desto mere bed de Nolan i røven. For Cobb's Totem burde jo slet ikke virker, eftersom han fik den af konen, og den altså er berørt (en klar regel som Levitt selv forklarer). Jeg tror måske Nolan har følt sig lidt nødsaget og presset fra studierne til at skærer den ud, for vi ved jo af erfaring; det man umiddelbart ikke forstår, har det sværere ved billetlugerne.

09/01-13Filmåret 2012:
Prometheus er også dummere end Inception på stort set samtlige punkter! Tak for link. Tjekker det lige:)

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.