Django Unchained: "The D is silent"

Django Unchained

06/02-13"The D is silent"
Lige siden Quentin Tarantino etablerede sig som en mesterlig genopfinder af genrefilm, har jeg tænkt, at han burde lave en western. Nu har han omsider gjort det, og den er nærmest bedre, end jeg havde håbet på.

Stilen er spaghetti, hvilket allerede afsløres af titlen. Django er navnet på en stor italiensk westernhelt, som forskellige skuespillere spillede i ca. 30 film i 60'erne og 70'erne. I Tarantinos version er Django blevet sort, en slave, som få år før Den Amerikanske Borgerkrig bliver opsøgt af en dusørjæger, der har brug for Djangos hjælp til at identificere nogle mænd, han er på jagt efter. Det er ikke helt så ukompliceret, som det lyder, men efter diverse forviklinger slår de to mænd en handel af: Django assisterer sin nye partner hen over vinteren. Til gengæld får han sin frihed og hjælp til at opspore sin kone, der blev solgt til en anden ejer.

Det mest geniale træk i "Django Unchained" er ganske simpelt, nemlig det med at gøre Django til en sort slave, der søger retfærdighed (eller hævn). Hævntemaer er en grundpille i spaghettiwesterngenren, og de udgør en perfekt blanding med filmens meget aggressive fremstilling af det perverse i at holde andre mennesker som slaver. Det her er godt nok en Tarantino-film, og dermed en særdeles underholdende, genrebevidst og cool omgang, men tag ikke fejl: Den hviler på en yderst seriøs, vred bund omkring slaveriet og en sydstatsoverklasse, der behandlede de sorte som varer. Det er i øvrigt blevet et gennemgående tema: Tarantino nu har lavet tre film i træk, som handler om en undertrykt eller udsat gruppe, der får lov til at slå igen mod deres plageånder.

Et andet stærkt tema i filmen er historiefortælling. Westerngenren er måske den vigtigste filmgenre af alle, men det er også en genre, hvis sjæl er den fælles (hvide) amerikanske fortælling om, hvordan USA blev bygget. Det er et mytisk univers, hvor den gode historie ofte overtrumfer sandheden, hvilket John Ford fx gjorde elegant opmærksom på i ét af sine hovedværker, "The Man Who Shot Liberty Valance". Tarantino gør det samme, men på en mere egenrådig og in-your-face måde end nogen antiwestern, for "Django Unchained" er fuld af bevidste anakronismer, som igen bliver en kommentar til filmens hovedtema ... Nemlig at der egentlig er forbløffende få westerns, som forholder sig til det med slaveriet.

Der er mange andre referencer i "Django Unchained" - det er jo Tarantino - men derudover er det bare en på alle måder vellavet og medrivende film. Den er superflot filmet og enormt dynamisk klippet med god vekselvirkning mellem dvælende scener, længere dialoger og så de særdeles brutale voldsscener. Overraskende nok har Tarantino slet ikke hentet inspiration i Sergio Leones panoreringer og zooms, men bruger i stedet en mere direkte klippestil, måske a la Sergio Corbucci eller Giuseppe Colizzi, hvis vi skal blive i spaghettiverdenen. Tilsat nærmest tegneserieagtige elementer - folk dør virkelig med eftertryk, når de bliver skudt i denne film. Oveni har "Django Unchained" naturligvis et dejligt soundtrack, hvor det bl.a. er stort, at 84-årige Ennio Morricone har bidraget med en helt ny sang.

Endelig er skuespillet også af høj kaliber. Jamie Foxx er overmåde cool som Django, især efter han bliver pistolmand, men han bliver alligevel overstrålet af to forrygende biroller. Den ene er Christoph Waltz som Djangos redningsmand og makker, en kultiveret tysk tandlæge-nu-dusørjæger, spillet med humor, enorm præcision og en syrlig foragt for slaveejerne. Den anden er Leonardo DiCaprio, der er helt fantastisk dekadent som den stenrige plantageejer, der har Djangos kone. Det er ikke nogen nyhed, at DiCaprio er genial som smilende skurke - det så man allerede i "The Man in the Iron Mask" - men han får for sjældent lov til at vise det.

Ud over filmens tre store roller er der et væld af fine biroller. Samuel L. Jackson er anderledes, men stærkt castet som plantagens udspekulerede Onkel Tom-type (eller Stepin Fetchit-type). Don Johnson er herlig som en anden plantageejer (i Don Johnson-agtigt hvidt jakkesæt). Gamle western-skuespillere som Bruce Dern, Russ Tamblyn og Don Stroud dukker op i småroller. Og så er den oprindelige Django, Franco Nero, også med i en dejlig cameo inklusive en smuk in-joke.

Der er virkelig meget at glæde sig over i "Django Unchained". Den mest oplagte kritik af filmen er, at den er lang - 165 minutter. Den er tydeligt delt op i tre akter, og nogle vil formentlig mene, at tredje akt mere eller mindre kunne være udeladt. Men jeg synes, at også den tredje akt giver rigtig god mening, fordi den er aldeles genretro og banker filmens pointer endnu bedre ind. Og helt overordnet er det her en film fra en mesterlig filmmager med fuldstændig styr på sine virkemidler. "Django Unchained" er medrivende, morsom, skæv, overraskende, teknisk superb og særdeles begavet. En fantastisk film.

06/02-13"The D is silent"
Wow.. Den havde jeg ikke set komme, men god anmeldelse :D Mit problem er faktisk ikke kun 3 akt, men også hævnhistorien, som jeg desværre aldrig følte noget for.

06/02-13"The D is silent"
Fantastisk anmeldelse! Jeg fandt også kombinationen af de traditionelle spaghetti-elementer krydret med Tarantinos tegneserievold yderst tilfredsstillende. Mit problem var mere det 2. akt og ankomsten til Candieland (gotta love that name) som jeg til tider fandt lidt for langstrakt, men det skulle da også være det eneste jeg havde at sætte på filmen.

Og så var Franco Neros cameo, som du siger, skøn :-)

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.