Spring Breakers: Breaking The Springs

Spring Breakers

29/05-13Breaking The Springs
Spoilers,

Billedkunstere som Baz Luhrmann, Sofia Coppola & Co kan roligt sove videre i deres senge og Robert Altman i sin grav, for den rå-poetiske, antydede filmkunst er i bedste hænder bl.a. hos den nye, kreative Altman-inspirerede instrukør Harmony Korine, der så at sige vender Coppolas impresssioniske stil på hovedet og gør den ekspressionistisk.

Korine gennemfører med Spring Breakers sine egne mentale virgin suicides i en film, der både er en gravskrift over en nydelsesbesat ungdomsgeneration og en poetisk metafor over samme generations naturlige opgør med et autoritært, amerikansk samfund, der tilbyder enten religion, forbrydelse eller kedsomhed som de triste svar på spørgsmålet om meningen med livet. Filmen er, rigtigt læst, både moraliserende, ensidig og belærende, men det gælder også forbilleder som Altman og Coppola. Kan man klare mosten, er både den visuelle og narrative side et overflødighedshorn af filmiske mestergreb.

Sindets Florida er den ultimative eskapisme. Faith er den eneste person, der filmen igennem bevarer en forbindelse til virkeligheden, først symboliseret ved telefonkontakten til sin familie og siden gennem det, der reelt er filmens eneste ikke-driftsbaserede, mentale og modigeste oprør, nemlig oprøret mod venindeslænget, og hun stiger på bussen, mens solen symbolsk går ned over hendes fortabte veninder og elegant afløses af månens ensomheds- og alienssymbolik. Den nye filmgud, James Franco, spiller, nærmest som en selvfølge, eminent med replikker af guds nåde. Vanessa Hudgens kopierer meget af tematikken fra sin rolle i den sjovt nok ligeledes lunkent modtagne Sucker Punch og viser, at hun fremstår som en af den nye filmgenerations mest ambitiøse skuespillere. Korine tager kampen op på udebane, på ungdommens MTV- og Big Brother-scener og med den moderne reklames usmageligt orgastiske virkemidler og forsøger modigt at indlæse en moral i moralløsheden. Det er tomhed med indhold. Eller indholsløsheden som budskab.

Indvarslingen af Als død er helt efter bogen i og med det fallotiske våben, som pigerne stikker i hans mund tidligere. Den provokerende point hos Korine er dog udstillingen af ensomheden og volden i det "sig-selv-nok" feministiske sammenhold, den ultimative lesbiske kærlighed og aflivningen, kastraktionen af manden. Den morbide og ensomme slutscene, hvor pigerne indtager rollen som historiens virkelige aliens, og hvor billedet vendes på hovedet, er i sig selv elegant indvarslet af pigernes gymnastisk-seksuelle ståen-på-hænder øvelser filmen igennem. Korine kan sit kram.

Foråret er brudt. Men sommeren er forbi endnu før den begyndte.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.