Den store Gatsby - 3 D: Dream A Little Dream Of Me

Den store Gatsby - 3 D

29/05-13Dream A Little Dream Of Me
Spoilers,

Dagen er ikke den samme efter at have set The Great Gatsby. Man går, som Nick Carraway, rundt med et mørke om øjnene og om sindet. Hvis Hollywood er alle films moder, så er F. Scott Fitzgeralds bog The Great Gatsby den ene fortælling, som moderskabet er bygget op omkring. Fitzgeralds betydning for Hollywood og filmkunsten er uvurderlig, og ingen film om mandens idealistiske stræben (f.eks. efter en kvindes gunst) er nærmest lavet uden referencer til Fitzgeralds smukke, rå, eventyrlige og mørke billede af den fortabte drømmer, der bygger et virkeligt luftkastel, indhyller sig i tom rigdom kaldet den amerikanske drøm, ensom blandt mennesker for at skjule et altædende udækkeligt monster af et savn i hjertet.

Man bør ikke kunne se Luhrmanns flotte, men ordrette filmatisering af bogen uden at tage stilling til, om Gatsby er en skør eller smuk drømmer. Selvfølgelig kan man vælge det hele fra. Og for en realistisk, europæisk baseret synsmåde, er Gatsby et skørt menneske, der spilder sit liv på en drøm, der ikke kan lykkes. Fortælleren Nick Carraway valgte at støtte Gatsby og endte depressiv. Der er en lige linje tilbage til flere af DiCaprios roller, navnlig i Inception, Aviator, Catch Me If You Can etc., der alle er gennemsyret af samme tvetydighed om hovedpersonens virkelighedsopfattelse, selvom de filmiske virkemidler er anderledes. DiCaprio er så at sige indbegrebet af idealisten og spiller rollen som Jay Gatsby til topkarakter. Carey Mulligan formår tilsvarende eminent at vise den mytologiske karakter, Daisys positive og negative skrøbelighed og forståelige egoisme i en af verdens sværeste roller, fordi hun både skal forsvare og angribe sin karakters meget tvivlsomme handlinger.

Luhrmanns overflødighedshorm af et musik- og billedepos rammer perfekt hovedet på sømmet som et spejlbillede af Gatsbys smukke, men dybest set tomme og forfejlede eskapisme ind i fortiden og ind i en verden af dekadence, illusioner og hul macho attitude af magt og rigdom for at give Daisy den brik han tror hun mangler for at vælge deres puslespil. Og dermed bliver Gatsby faktisk lige så uhyggelig i vores og Daisys øjne end den ellers ikke voldsomt charmerende ægtemand Tom. Og på en skør måde gentager Gatsby jo faktisk fortiden, for han mister Daisy igen. At anmelderne er blevet så galvaniserede, at de ikke sanser dette budskab - som er taget lige ud af bogforlægget - er ubegribeligt. Den sidste tredjedel af bogen er svær filmatiserbar efter denne skabelon, men problemet ligger i bogens overordnede fortælling, som Luhrmann ikke har turdet gøre vold på. Luhrmann var modigere (og yngre) i Romeo + Julie. Lone Scherfig kunne nok have vendt historien mere på hovedet, som set fra en kvindelig vinkel. Men Luhrmann har med The Great Gatsby lavet sin største film - kronen på værket - og ved at gentage fortiden - som han kan - sørger han for at opdatere og videreføre denne klassiske fortælling om virkelighedens barske kendsgerninger til nutidens og fremtidens generationer af blåøjede drømmere. Resten behøver den ikke.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.