Paradis: Kærlighed: Grotesk striptease i jagten på lykke

Paradis: Kærlighed

07/07-13Grotesk striptease i jagten på lykke
Hos de fleste fremkalder ordet 'sexturisme' nok billeder af midaldrende mænd, der tager til Thailand eller andre steder med sex billigt til salg. Men den østrigske forfatter-instruktør Ulrich Seidl tager udgangspunkt i en mindre kendt variant af sexturisme i første del af sin Paradis-trilogi. Her er hovedpersonen, Teresa, nemlig en fraskilt østrigsk kvinde omkring 50, der tager på ferie i Kenya, fordi en veninde har fortalt hende om stedets velsignelser. De villige unge sorte mænd.

Det meste af handlingen i "Paradis: Kærlighed" er derfor et grotesk skuespil. For Teresa er egentlig i Kenya for at finde kærlighed og opmærksomhed efter at have levet resten af sit liv på sin mands præmisser. Derfor tror hun på de unge mænd, som siger, at de elsker hende - og får en tilsvarende brat opvågnen, da hendes første elsker viser sig at kunne mange historier om sin stakkels familie, der har brug for penge. Men det er først derfra, at filmen for alvor bliver grim. For selv om Teresa egentlig stadig er på jagt efter kærlighed, forhindrer det hende ikke i at tage flere unge mænd. Helt absurd bliver det, da tre andre ferierende østrigske fruer kommer med en fødselsdagsgave til hende.

"Paradis: Kærlighed" er en film, der med simple midler bliver virkelig ubehagelig. For det er fucked-up, det, der foregår på lærredet, og samtidig er det ikke sort/hvidt. Man forstår Teresas længsel efter kærlighed og ømhed, men det er så tydeligt, at det ikke er løsningen at blive tilfredsstillet på en løgn i Kenya. Løgn er der nemlig masser af, både i Teresas selvbillede og i hendes sorte elskeres kyniske udnyttelse af, at hun som europæer har mange flere penge end dem. Det sidste er heller ikke sympatisk, men samtidig udstiller filmen krast den ekstreme uligevægt mellem i-land og u-land.

Der er tydelige undertoner af racisme og nykolonialisme i "Paradis: Kærlighed", der som resten af Seidls trilogi har en tykt ironisk titel. Det kan godt være, at Teresa og de andre østrigske kvinder er på jagt efter et paradis, men det er slet ikke det, de finder. Faktisk sidder man tilbage med et indtryk af, at småborgerlige østrigere nok er noget af det fæleste i verden.

Det indtyk stammer bl.a. fra Margarete Tiesel, der er fremragende som Teresa. En totalt frygtløst spillet hovedrolle, hvor Tiesel er fuldstændig overbevisende som naiv forstadsfrue, der ikke forstår, hvor langt ude hun selv er. Og hvor hendes bredrøvede nøgne krop i sig selv udgør en absurd kontrast til de slanke sorte mænd, hun håber elsker hende.

Filmen indeholder usædvanligt meget nøgenhed, som dog også er mere realistisk, end vi er vant til at se i en biograf. Og "Paradis: Kærlighed" tager muligvis prisen for at have flest kiksede seksuelle scener nogensinde. Men stærkest i Seidls filmiske formidling er hans evne til at bruge lange takes - ikke ulig hans mere berømte landsmand Michael Haneke. Her bliver kameraet den stille betragter af stadigt mere pinagtige scener, som samtidig er lavet med smukke billedkompositioner, så det igen bliver en kontrast til det, der udspiller sig i billedet.

Mest groteske er scenerne fra den hvide sandstrand, hvor europæerne ligger på rad og række i magelige liggestole, mens afrikanerne stille står og venter få meter fra dem, adskilt af en uoverskridelig snor - for det er først, når turisterne træder over snoren og går ned mod vandet, at de er 'fair game', som kan blive overfaldet af smykkesælgere og mænd, der byder sig til.

Den eneste svaghed ved Seidls metode er, at han ikke er så god til at begrænse sig. Det er ret meget de samme pointer, som serveres igen og igen i forskellige udformninger, og jeg vil mene, at "Paradis: Kærlighed" snildt kunne have været klippet 20-30 minutter ned, uden at den havde mistet sin slagkraft. Men slagkraft har den masser af, og det giver fem små stjerner herfra.

I biografsalen var der flere, som undervejs grinte højlydt og åbenbart så filmen som en grotesk komedie. Jeg syntes, den var absurd, men netop ikke sjov. For den tager fat i nogle særdeles alvorlige emner, som handler om forholdet mellem sort og hvid, men overordnet også bliver en ætsende kommentar til menneskets håbløse jagt på lykke. "Paradis: Kærlighed" er en gennemført misantropisk film, og den er jo endda kun første del af en trilogi. De to næste afsnit hedder "Tro" og "Håb" og handler henholdsvis om Teresas søster og teenagedatter, som hun i starten af "Kærlighed" efterlader hjemme i Østrig.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.