Elysium: Småskuffende socialt indigneret sci-fi

Elysium

27/08-13Småskuffende socialt indigneret sci-fi
For fire år siden imponerede sydafrikanske Neill Blomkamp sci-fi-fans over hele verden med sin debutfilm, "District 9", der med særegen visuel stil og stærk social bevidsthed var et virkelig friskt pust i genren. Succesen gjorde det muligt for Blomkamp at rykke direkte til Hollywood og en stor produktion, som på overfladen har mange af de samme kvaliteter som "District 9".

"Elysium" foregår nemlig ligeledes i en dystert fremtidssamfund, som er ved at gå op i limningen. I 2154 er Jordens rige mennesker flyttet op på en luksuriøs rumstation, Elysium, mens de fattige hutler sig igennem tilværelsen på en forurenet og skramlet Jord. Vores helt er så en tidligere kriminel, der nu forsøger at klare sig som lovlydig fabriksarbejder, men bliver smidt ud fra jobbet, efter han er blevet dødeligt bestrålet i en arbejdsulykke. Med få dage tilbage at leve i er hans eneste håb at komme op til Elysium, hvor strålesygen kan kureres. Og nogle af hans kriminelle venner er heldigvis gået ind i menneskesmugling.

Blomkamp bruger dermed sci-fi-settingen i "Elysium" til en fortælling om over- og underklasse, ganske som i "District 9". Denne historie er om muligt endnu nemmere at relatere til virkeligheden - privilegerede i-lande, fattige u-lande, slavearbejde og højrisikable mennesketransporter mod det forjættede land. Det får Blomkamp sådan set sat fint op i indledningen, hvor den håbløse hverdag i slummen bliver effektivt understreget. Særligt en scene med en robot, der fungerer som tilsynsførende for heltens prøveløsladelse, slår godt igennem som billede på den systematiske undertrykkelse af underklassen.

Men derfra mister fortællingen desværre hurtigt noget af sin skarphed. Der er et par seriøse plothuller, og et stort sideplot om politiske intriger og kupforsøg oppe på Elysium virker ret overflødigt - eftersom overklassen i forvejen er portrætteret som umenneskelig og korrupt. Fordi det ikke er sikkert, at man føler så meget sympati med historiens maskuline helt, udstyrer filmen ham desuden med en barndomskæreste, som har fået en datter med leukæmi, der også kan kureres på Elysium - og det er jo ét af de billigste tricks i manuskriptlærebogen. Og så er det her med samfund, hvor overklassen udnytter en adskilt underklasse, ikke ligefrem nogen original idé i sci-fi-genren. Den ses fx også i "The Hunger Games".

Derfor er det primært Blomkamps særegne visuelle stil med tungmetallisk teknologi, der holder "Elysium" oven vande som en o.k. seværdig film. Også selv om dimserne ender med at tage overhånd i en alt for larmende action-slutsekvens.

Matt Damon gør det så udmærket som helten, og det er fedt, at Blomkamp har holdt fast i sin hovedperson fra "District 9", Sharlto Copley, der her har en fin rolle som en kynisk, smågal lejesoldat, som udfører beskidt arbejde nede på Jorden. Til gengæld er Jodie Foster skuffende endimensionel som Elysiums benhårde forsvarsminister.

Alt i alt er jeg småskuffet over "Elysium". Delvist fordi jeg havde forventet mig noget mere på baggrund af "District 9". Men også fordi jeg ikke synes, at filmen holder fast i den kerne, den etablerer i starten. I stedet bliver det mere og mere action-ramasjang, jo længere man kommer hen i filmen - men hvis man sætter sine forventninger efter dét, er det som nævnt en o.k. seværdig film.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.