3:10 til Yuma: An American Affair (2009)

3:10 til Yuma

11/09-13An American Affair (2009)
Variation af en Tango

Spoliers,

Den svenske instruktør William Olsson har med An American Affair begået et stort og visuelt bjergtagende USA-epos, der foregår i 1963 og er taget ud af den samme frie fantasi, der har skabt myten om, at CIA stod bag mordet på John F. Kennedy, fordi han efter Svinebugtaffæren var ved at køre USAs gode navn og rygte i sænk.

Den teori er jo velkendt, og det er heller ikke anvendelse af dette doku-dramatiske element, tilsat en påstand om jalousidrab samt den faktuelle likvidering af den dagbogsskrivende elskerinde (Mary Meyer, Marylin Monroe, Laura Palma etc.), der sikrer Olsson en plads i filmhistorien med dette pragtværk af en state of the art film anno 2009. Det er derimod hans poetiske, visuelle stil og den fine bittersøde, nær sarkastiske, coming-of-age historie – en historie om forbudt og umulig kærlighed mellem en 13-årig ung Kennedy-klon af en skoledreng (Cameron Bright) og en af JFKs elskerinder (Gretchen Mol) – der til sidst placerer film i top med hovedpersonen klogere på verden og – måske – samtidig isoleret herfra, bitter og voldslabil i sin afmagt. Olsson trækker veksler på David Lynch, og ikke mindst på Blue Velvet, men han vrister sig fri i og med at stilen er meget anderledes og visuelt nøgtern. Trappen fra The Exorcist er med som symbolet på coming-of-age-historien, som Friedkin også fortalte, og denne gang er det en rigtig engel af en helgen der ligger død for dens fod.

Grinene i denne tragedie af en film er mange og skæve, og de sker på bekostning af småboligheden, intolerancen og kontrolfreaksene i et samfund af verdensfjerne, stivsindede og dybest set umodne forældre og katolske lærere. Filmen, der ikke fik dansk eller anden premiere for den sags skyld midt i en nutid, der lang hen ad vejen hylder netop de (hule) værdier filmen latterliggør, vil derfor næppe tiltale den helt brede masse, men den er en sand skjult juvel, og dens tid skal nok komme.

Filmen ledsages af den smukkeste klavermusik fra Dustin O’Halloran, der fik sit filmiske gennembrud i Sofia Coppolas Marie Antoinette, og som her med mesterværket ”Variazione Di Un Tango” leverer en melodi, der på sine 4 minutter og 36 sekunder melankolsk og elegant i toner fortæller hele filmens historie fra lige voyeuristisk mysterium over fascination og forelskelse til den tragiske, uundgåelige slutning for begge hovedpersoner. Det er deres tango vi er vidne til – en let variation af en dans, en kærlighedshistorie, tør man vist sige, og samtidig en tango med USAs største politiske traume fra den ene store sag – mordet på den politiske frelser, som verdens stormagt ikke formåede at opklare.

Filmens temaer er mange, de er veludviklede og egnet til længere studier. Her skal to temaer nævnes, nemlig voyeurisme (ensomhed, isolation) og familiesurrogatet. Alle overvåger alle. Cathrine overvåges af CIA og af Adam. Patricia overvåger Adam og Faith kysse. Selv i skabet overvåges de, og scenen slutter netop, da Adam bryder klicheen, som klassekammeraterne våger over. Adams forældre overvåger ikke deres søn. Og i filmens lidt kunstige slutscene viser det sig, at Cathrine hele vejen har overvåget Adam – watching you watching me-agtigt, for dermed placerer Olsson elegant Cathrine i den ensomme voyeur-isolation, der berettiger hendes forgæves, ensomme beslutning om at forlade Adam, hendes surrogatsøn – filmens andet store tema. For efter sønnens død bliver Adam en slags ny søn for hende, ligesom hun bliver den kærlige, forstående moder, som han ikke har i sin egen mor. Vi mangler kun æblet.

Filmen provokerer perlende elegant som en Perrier med Adams grænsesøgende teenagedrifter: Han prøver at forføre Cathrine, mens hun grådkvalt er vidne til tv-reportagerne om mordet på JFK. Han tager teten under kysseriet med Faith i skabet og fratager hende den sikre og indstuderede kontrol over situationens kliché, at piger modnes hurtigere end drenge, og hendes image krakelerer. Filmen nedlægger den forløjne amerikanske idyl, selve ideen om JFKs Camelot, prydhaven, paradiset jævnes med jorden – for i Adam, det første mandenavn ifølge Biblen, og uløseligt forbundet med haven som begreb, er spiren, der sås i haven som et håb om en ny tid.

Vi må se os selv i øjnene og spørge, hvad der blev af den spire og af sandheden om vores natur, som vi i højere og højere grad møder med straf, moralisering og tavshed i stedet for kunst og kærlighed. Det er Olssons bittersøde pointe til nutiden.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.