The Darjeeling Limited: It Takes A Train To Cry

The Darjeeling Limited

04/12-13It Takes A Train To Cry
Spoilers,

På en måde Wes Andersons bedste film.

Trivialiteten. At rejsen er vigtigere end målet, at møde moderen. En varm dannelsesrejse, der bærer frugt. Hvis Peter kan holde nallerne fra den sidste togstewardesse.

Der er to virkeligheder i filmen. De er afsondret. Det er afgørende. Den virkelighed, der er skabet af Francis' maniske planer og det veltilrettelagte formål med rejsen, åndeligheden, forbrødringen. Og så den virkelighed, hvori hans plan på trods heraf (måske) går i opfyldelse, og som skyldes omstændigheder, der ikke er planlagt. Forbrødringen, sammenholdet, viser sig i det uplanlagte, i kaos, f.eks. da brødrene på vej til faderens begravelse står sammen og råber ad chaufføren med én mund eller i den store tårepersende dramascene, ulykken på floden. Men Francis har senere skabt rammerne, og det skaber på en måde indholdet, der får planen til at gå i opfyldelse. Og ved de det selv, eller er det kun os som tilskuere, der kan se det? Og varer det ved?

Ligesom filmens store tema, graviditet, at få børn - ønsket, uønsket? Også i Peters uplanlagte faderskab kan sammenholdet måske overvinde udfordringerne - måske? For størst af alt er alle filmens fader-søn spejlinger/referencer, som er endeløse. Peters faderskab spejles i den døde dreng, som giver ham stærk eftertanke om livet. Og som spejles for os som tilskuere i Ritas bemærkning til Jack, kom ikke i mig, for Peters faderskab var ikke planlagt. Og det store spørgsmål, som gennemsyrer filmen men som ikke besvares - hvordan kom de tre brødre til verden? Og hvad hvis deres mor havde sagt de ord til deres far? Ingen film! Brugen af faderens bælte, briller og kufferter er også et omdrejningspunkt. Sønnen, der dermed bliver ét med faderen, ser med faderens øjne, overhaler faderen i skikkelse af den ældre Bill Murray som fadersurrogat på perronen i startscenen.

Og så alligevel: Filmens altafgørende scene og billede. Da Francis tager bandagen af og viser brødrene sine sår, sin smerte. At turde åbne op. Den afgørende tillidserklæring, der sikrer forbrødringen. En planlagt handling eller skulle han bare skifte bandage? Poesi i verdensklasse, som kun Wes Anderson kan filme den uden at den sprøde kage smuldrer. Velbekomme.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.