Adèles liv - kapitel 1 & 2: Paint Me Down

Adèles liv - kapitel 1 & 2

18/12-13Paint Me Down
Spoilers,

A Masterpiece with some kind of frame.

Hvis livet, som denne film hævder, kan opdeles i kapitler med langsom fremadskridende lærdom, er filmen i sig selv et minileksikon i, hvordan man laver film. Det er ikke Sucker Punch eller De Palma, men mindre visuel eksplosivitet kan også gøre det. Til gengæld ligger himlen i detaljen her.

Det formelle
Det gemte budskab i kaos: At der er en æstetik i samlejescenerne. Emma må hjælpe sig selv til orgasme, hun har ikke kærlighedens gave. Det bagudrettede og det fremadrettede. Det fremadrettede: Scenen i gymnasietimen om mødet, blikket, udfyldningen af tomheden og ærgrelsen over ikke at have taget chancen bliver få øjeblikke senere til virkelighed for Adele. Hendes ærgrelse er måske så, at hun netop tog chancen, men der er også en lektie hun må og skal lære, deraf filmens titel og skolemiljøet. Det bagudrettede: Instruktøren skjuler viden for os, f.eks. at Adele ikke har fortalt sine såkaldt tolerante og frigjorte arbejderforældre (der kun tænker på mad og tv) om sin lesbiske kærlighed. Det er en (ubehagelig) overraskelse - for os. Frigjortheden eksisterer derimod hos Emma og hendes forældre, for grænsen mellem godt og ondt er heldigvis ophævet i denne film. Brugen af farven blå: Den identificeres med Emma i starten, men overgår langsomt til Adele. Den er symbol på mysteriet – at være mystificeret, søge svar.

Indholdet
Filmens eneste lille problem er til at overse - den har to hovedpersoner, hvoraf kun den ene (Adele) lærer, udvikler sig. Hun er så lærer og ender med at gå med briller og måske langsomt udvikle den selvindsigt, brillerne symboliserer. Emma bekræfter derimod blot sin karakter. Men det er også filmens stærke præmis. Adele elsker for meget, Emma for lidt. Mellem disse to Mulholland Drive-karakterer udspiller filmen sig elegant og uden problemer. Nøglescenen er i parken, hvor suspensen består i, hvem der kysser den anden først. Det er kærligheden, i skikkelse af Adele, der ender med at tage initiativet og blive såret. Og bag hele historien lurer formodningen om, at Emma måske dybest set har planlagt sit liv med barn og Lise, mens Adele har været en slags tidsfordriv for hende. Vi ser kun de to første kapitler i Adeles liv af den ene grund, at hun ikke er moden til sidst. Ved genforeningen har hun kun drift og seksualitet at byde Emma på - ingen refleksion.

Adele er mesterværket, Monet-motivet, et Mowgli-agtigt naturbarn, der kun kan elske, og som kræver indramning, og Pabsts film Pandoras Box om fatalt at kaste sin kærlighed i grams, til vinden, spiller i baggrunden til kunstnersammenkomsten, for det er Adeles udfordring med sig selv og alle sine kærlige intentioner - om hun formår at opstille rammer for sig selv og bevare sin identitet. Det kommer vi ikke til at få at vide. Den Inception-agtige slutning giver dog håb for hende. For selv om hun er et offer for den spiddende, ugivende og kold kunstner Emma, der måske bare har ønsket at bruge hende som model for egen vinding, får dette projekt for Adele karakter af at kunne begynde at se sig selv, refleksivt. Derfor er hendes fremmøde på udstillingen til sidst vigtig – for den er udtryk for hendes vilje til (gennem Emmas afbildinger) og efter at være kommet genfødt i vand ud af badet, at prøve at forstå sig selv. Og hun er ikke alene om dette, for den eneste anden person, der gennem filmen har prøvet at se og forstå hende, har vendt den selvoptagede kunst og skuespilkarrieren ryggen og er - som Adele - på vej mod livet, nu som ejendomsmægler. De er ved at finde sig selv og "bliver væk fra hinanden" (i vores øjne). De synes begge fortabt, men da husker man filmens titel: bogen om Adeles liv er nok heldigvis mere end to kapitler lang.

19/12-13Paint Me Down
Skarpe observationer, tak for at dele falkeblikket :)

19/12-13Paint Me Down
Tak tak - til tjeneste mens vi venter på Triers film.

Og så var de jo i biografen og se Enter The Void på daten ... Apropos at udfylde tomrum ...

20/12-13Paint Me Down
Akkurat præcis mens vi venter på Triers film - der apropos lige er blevet udtaget til Berlinalen

("Enter the Void" på en first-date er også noget af en mundfuld - selv til tomrummet)

20/12-13Paint Me Down
Nå, den ville du dog ikke vælge ;-)

20/12-13Paint Me Down
Den er sgu for lang og elendig :) Plejer at sætte "Irréversible" på. Jeg bilder mig ind at den fremmaner et vis tryghedsbehov hos pigerne - det er også gået godt begge gange

08/05-14Paint Me Down
Lyder nu spændende. Det kunne være man skulle give den en chance alligevel :)

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.