Philomena: Spydig feelgood over en tragisk historie

Philomena
Film Philomena
Brugere Din stemme: ElendigDin stemme: JævnDin stemme: MiddelDin stemme: GodDin stemme: FremragendeDin stemme: Mesterværk
Debat
Spydig feelgood over en tragisk hi...Carcajou
Komikkens spændetrøjeBries Blog-O-R...

24/12-13Spydig feelgood over en tragisk historie
Efter han i 2002 blev et indirekte offer for en skandale og mistede sit spindoktor-job for Tony Blairs regering, overvejede Martin Sixsmith at vende tilbage til journalistik. Og ved et tilfælde kom han så i kontakt med en ældre dame, Philomena Lee, som gerne ville finde den søn, hun 50 år tidligere fødte på et kloster i Irland. Klostrets nonner tvang dengang Philomena til at bortadoptere sønnen - og Sixsmith anede en god historie og tilbød at hjælpe med at finde ham igen.

I sidste ende skrev Sixsmith ikke bare en artikel, men en hel bog om Philomena og hendes søn, og det er selvfølgelig den, som er udgangspunktet for Stephen Frears' filmatisering af en ret utrolig historie fra det virkelige liv.

Hovedhistorien i "Philomena" handler først og fremmest om stor social uretfærdighed. Om hvordan unge piger i det katolske Irland, som var så uforsigtige at blive gravide, af deres skamfulde familier blev overgivet til kirken, som i praksis spærrede dem inde med tvangsarbejde, indtil deres børn var gamle nok til at blive bortsolgt til adoption. Og i nutiden mødte Sixsmith og Philomena så en mur af tavshed og løgne, da de forsøgte at finde frem til sønnen.

På den led er det en historie, man desværre har hørt mange gange før i nyere tid. Om en katolsk kirke, der opfører sig almægtigt og bestemt ikke har lyst til at indrømme tidligere tiders fejltagelser. "Philomena" viser dog også, at det ikke kun er kirken, der har det dårligt med, at man kommer og spørger om fortiden - når man graver i en så lang forhistorie, er der også andre, som helst ikke vil mindes om visse ting.

Men der hvor filmen virkelig skiller sig ud fra mange andre persondramaer, er den lethed, materialet bliver behandlet med. Komikeren Steve Coogan er nemlig medforfatter på manuskriptet og spiller selv Martin Sixsmith, og han har tilføjet en befriende ironi i spillet mellem journalisten og Philomena.

For selv om Sixsmith hurtigt mønstrer en helt berettiget forargelse over det, han finder frem til, er han samtidig selv skyldig i at se ned på den kvinde, han forsøger at hjælpe. Med sin baggrund på Cambridge og i regeringskredse ser Sixsmith klart Philomena som en naiv gammel husmor med begrænset udsyn, og det har han på sin vis ret i. Men samtidig viser den gamle dame sig at være særdeles livsklog, og derfor er hun i flere underfundigt morsomme scener i stand til at sætte eks-spindoktoren på plads med et positivt og afbalanceret syn på tingene, som hans mere kyniske stil ikke kan matche.

Som Philomena har Judi Dench så virkelig også en glansrolle. Man tror på hende hele vejen fra de brede, ubekymrede smil til de mere eftertænksomme scener, hvor hun skal kapere op- og nedturene i deres søgen efter den fortabte søn. Coogan fungerer især godt i det komiske samspil med Dench, men til gengæld har jeg lidt sværere ved at tro på ham som dybdeborende reporter. Han skal faktisk have større ros for at have skruet et rigtig godt manuskript sammen i samarbejde med Jeff Pope.

Samlet set er "Philomena" en begavet lille film, som bliver yderst professionelt afviklet af instruktør Frears. Den formår som nævnt at spille på flere tangenter i fortællingen rundt om Philomenas søgen og Denchs vidunderligt underspillede rolle, og resultatet er en feelgood-film med en sjældent spydig undertone og en god balance mellem alvor og humor. Og så føjer den altså endnu et punkt til listen over ting, som den katolske kirke burde skamme sig over.

Login

Du skal være logget ind på Scope for at skrive indlæg.

Profilnavn
Kodeord
Husk mig

Opret Scope-profil.